Dato: 4. januar 1837
Fra: H.C. Andersen   Til: Kirstine Marie Iversen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn d. 4. Jan.1837.

Tak for Deres moderligt sindede Brev! De har tænkt paa mig den sidste Aften i det gamle Aar; det var smukt og kjærligt! Derfor griber jeg strax Pennen og takker Dem. Den Aften var jeg hos Collins, kun Børnene og jeg, der regnes med til Børnene vare der; da Klokken slog tolv, [overstr: gik jeg med Sønnen] drak vi det nye Aars Skaal, og jeg gik med Sønnerne hen i Studenterforeningen, hvor fem glimrende Juletræer ventede. Jeg havde kun kjøbt eet Nummer og vandt et engelsk Lexicon; Lorck havde ti Nummere og vandt ei en Smule; men jeg har Lykken med; hvo veed, om jeg ikke, før dette Brev sendes bort, kan slutte med: "Jeg har ogsaa vundet et Malerie i Kunstforeningen! paa Torsdag trækkes der og saa seer jeg, om Skjæbnen under mig lidt Mere for mine 8 Rdlr. om Aaret, end det at see paa Malerier! I den sidste Tid har Adgangen staaet aaben for Alle og Enhver; der var over 40 Malerier udstillede; det var noget for Deres Datterbørn at see! jeg undte dem det ret! - Jeg er endnu syg, men gaaer dog ud! mere end 3/4 af Kjøbenhavns Beboere ligge. Lagrippe tager nu en ond Characteer; der er saa mange, som faae Inflamation i Brystet. Lægen besøger mig daglig og jeg maa for at forebygge Ondet tage Brystdraaber, da Hosten er særdeles stærk. Der er saa mange Soldater paa Sygehuset at der tales om at Borgerne skulde gjøre Vagt. Hos Vulffs, Collins, Fru [overstr: Ørsted] Læssøe, Hartmanns &. &, overalt ligge to eller tre; hos den engelske Minister ligge 11. Forleden var det nær ved at Theatret havde blevet lukket; man kunde intet Stykke give, saa spilte Fru Heiberg og Phister dog, men halvsyge. Det er høist komisk at høre den uendelige Hosten i Theatret; der er ikke et Secunds Ophør og Enkelte hoste, saa man ikke hører Ørelyd. Jeg har det ellers sjæleligt vel! Gid De kunde see mig i mit hyggelige Hjem, naar Maschinen staaer paa Bordet, Røgelsen damper fra den varme Kakkelovn og jeg selv i min nye, smukke Sloprok paraderer i Sophaen, mellem Bøger, Blade og Kobberstik. Aldrig har jeg / begyndt noget Aar med saa rolig og glad Anskuen, som dette. Jeg har dog mange fortræffelige Mennesker, som holde af mig! Dag for Dag føler jeg ogsaa, at mit aandelige Værd, om jeg saa tør kalde det, som er mig givet af Gud, paaskjønnes. Jeg har faaet fra Tydskland flere glimrende Critikker over Improvisatoren og i de sidste Dage en meget fordeelagtig Anmældelse over min Harzreise, der, som De veed, er udkommet i Breslau. Heiberg, Øehlenschlæger (mellem Poeterne), alle vore saakaldte første Mænd, vise mig særdeles Agtelse og Venlighed; tidt forekommer det Hele mig som en Drøm; thi jeg husker endnu saa klart mit Barndoms Liv, min hele Fattigdom. Mit Liv er jo et poetisk Digt; jeg maa sagtens være Digter! Den fattige Vadskerkones Søn, der løb med Træsko paa Fødderne i Odense Gader, er dog alt saa vidt, at han behandles som Søn i Huset hos en af Danmarks meest agtede Mænd og har Venner mellem værdige og herlige Mennesker. Mellem min Tidsalders gode Digtere maa man nævne mig; men jeg vil mere! Gud forlene mig Kraft der til, mellem Danmarks første Digtere, mellem Holberg og Øehlenschlæger vil jeg nævnes, men der er et Spring endnu et stort Spring; det føler jeg godt, skjøndt jeg ikke holder af at tale om det. Vor Herre maa tage mig under Armene; det hjælper ikke, jeg løfter Benene! men friskt Mod! En stor Digter her, og en, endnu større, i den anden Verden, det er mit Forhaabnings Billede, og det er jo en daarlig Soldat, der ei tænker paa at blive General, siger Ordsproget. Hver Dag, føler jeg, lægger Erfaring til min Tanke; mit Aandelige er i det sidste Aar, fra min Udenlands Reise var endt, forunderligt udviklet; denne Vinter selv, har forandret mig meget; nu vilde en stor Reise gjøre et glimrende Udslag. Er det nødvendigt at skee, da vil det skee, skjøndt jeg ingen Muelighed seer der i; men i Tillid til Menneskets Bestemmelse er jeg ingen Christen, men en Tyrk./

Den 7 Jan. 1837.

Nei, jeg fik da intet Maleri i Kunstforeningen; en Radering var Alt! I næste Uge skulle vi have vor Juleaftens-Studenter-Comedie for Damer; jeg vil see indtagende ud. Endnu hoster jeg; men Lagrippen er næsten dunstet bort; i Dag skal jeg forsøge med varme Bade, vil jeg kun have godt deraf! jeg pakker mig ind! Deres Svigersøn fandt mig saa vinterklædt i Efteraaret; nu skulde han see mig! jeg har faaet nogle deiligt varme Kalosker af Gummi-elasticum; de holde Fødderne varme, som om de vare i en Bagerovn.Endnu ligge ¾ af Byens Beboere og Lagrippen udarter til Bryst Inflammation og Skarlagensfeber. Kongen har været betænkelig syg.Først igaar erklærede Lægen ham uden Fare! Det er formeligt pestagtigt, saaledes smitter det Alle. Man har Feber, og Huden skaller af. Tak Deres Datter for det halve Brev, jeg fik fra hende; hun holdt op, just som det blev meget morsomt. Beed Jette skrive mig et smukt langt Epistel til, og hjælper ikke Bøn, saa brug bedstemoderlig Myndighed. Hvad mon Tante Augusta, som ikke kan lide mine Børne-Eventyr, sige til, at Heiberg erklære disse at staae høit over Improvisatoren og O.T., og at Eventyrene ville give mig det største Navn i vore Litteratur fremfor Romanerne. "Tommelise" kommer nu ud særskildt mellem et Udvalgt af danske Digteres Arbeider. Min nye Roman, erklære Alle, som have hørt den, for aldeles forskjellig fra de to foregaaende; dog nærmer den sig mere Improvisatoren og man finder, at Danmark spiller lige saa eiendommelig en Rolle, som i hiin, Italien. Den Bog, som omtales bedst i de odenseiske Scener er Nicolaus Reise; fortæl Jette det. De skal see, Skyttelaget er ret artigt fremstillet; Peter Vik og Hr. Knæbus spille der Hovedrollerne, den første er vittig, og anden er Fugle-Konge. - Af Deres Brev seer jeg, at Ursin, Kalkar og Price danne i denne Vinter Underholdningens trefarvede Fane, jeg kan tænke, at hele Familien paa De og Smut nær,have svoret til den! - Hils rundt omkring, først Deres egne, saa Plums og andre Venner! Særskildt Hilsen til Frøken Louise von Schleppegrell! Hvorledes lever Knudsens og Beckers? Jastrow fortæller Collin mig, har spillet Falit.

Deres sønligt hengivne

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm