H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Carsten Hauch til H.C. Andersen 8. januar 1837

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 8. januar 1837
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø den 8. Januar 1837.

Tak for Deres venlige Brev af 3die Januar, som jeg med Glæde har modtaget og læst, saavel for Indholdets som for Forfatterens Skyld. Det har blandt Andet interesseret mig deri at høre saavel Deres som Andres Domme om flere poetiske Productioner; jeg er for det Meste enig med Dem i, hvad De i denne Anledning siger. Om Paludan-Müllers Digt troer jeg, at det er reent forfeilet, og dog havde jeg, oprigtig talt, vel ventet noget Elegantere, men ei noget Bedre fra denne Kant. Skulde nu ikke Kjøbenhavnerne faae Øinene op med Hensyn paa Kjærnen i hans Væsen, saa maae de være poetisk blinde. Det morer mig for Resten ved denne Leilighed at tænke paa en Strid, jeg havde med Oberst Guldberg angaaende Dem og Pal.-Müller; Guldberg, der, saa klog og indsigtsfuld han for Resten er, sikkert sætter en overdreven Priis paa Amor og Psyche, paastod, at P.M. var den, der havde givet størst Prøve paa Genie blandt vore yngre Digtere; jeg paastod derimod, at De var den meest geniale af disse, da P.M. kun var i Besiddelse af en smuk poetisk Kjole, som han trak paa, naar han traadte frem for Publicum; De derimod besad et ægte poetisk Hjerte. Denne Gang har P.M. kastet den poetiske Kjole bort og staaer i bare Skjorteærmer, saa jeg mener, at Sagen nu er klar for Enhver, der har Øine. Noget Plattere har jeg i min Dage aldrig læst, end det, han lægger sine comiske Personer i Munden. Kommer der engang en Reaction mod hans pæne og sminkede Væsen, og mod hans blotte poetiske Ydre, saa Gud hjælpe ham! Men en Reaction maa enhver Digter dog engang vente sig; Strømmen vender sig, før man troer det; kan man da ikke kæmpe sig frem med en usædvanlig Kraft, bortskylles man uundgaaelig, til man endelig favnes af Lethefloden. Hvad jeg her siger, gjelder rigtignok kun om, hvad bemeldte Digter har skrevet, ei om, hvad han muligviis kan komme til at skrive; thi undertiden kan en lille Gnist udvikle sig til en stor Ild; dog synes mig, som sagt, at det funklende og skinnende Væsen her er altfor meget udvendigt, og Glandsen synes mig at være uden Varme, saa jeg frygter for, at det kun er en malet Flamme. Tilgiv, at her den ene Lignelse fortrænger den anden; men det er nok at man maa være korrekt og oeconomisk, naar man skriver for Publicum, mod en god Ven behøver man ikke være saa ængstelig, om der saa kommer et Par Lignelser formeget. For at gjøre Tallet af disse fuldt, vil jeg endnu lægge til, hvad Oehlenschläger engang skrev om ham. "Pal. Müllers Poesier ere Conditorvare, Bjergene ere af Chocoladekager, Floderne ere pidsket Flødeskum, Gletschere og Laviner ere af Conditoriis, og Menneskene ere fiint udarbeidede af Sukkerværk". Men det er sandt, P.M. fremstiller jo sjelden Mennesker, men kun Alfer og mytologiske Personer; men hvis han troer, at hans Guder ligne Homers, eller hans Alfer Shakspeares, da feiler han storligen. Hans Prinds Pipi, synes mig, burde have Paryk paa og træde frem som en kjælen Hyrde fra Ludvig den Fjortendes Tid. Om Ørsteds Digt deler jeg saa temmelig Deres Mening; jeg finder det høist interessant, at en saa genial og udmærket Videnskabsmand tillige har saamegen poetisk Ild, hvilket for Resten hans Forelæsninger ogsaa tilfulde bevidne; mig synes ogsaa, at der findes heldige Partier i Digtet, f. Ex. det, hvori Opfindelsen skeer, og hvori Montgolfier kommer hjem og siger til sine Børn, at han har bragt en Drage med, der kan flyve over de højeste Taarne; men jeg troer det rigtignok vanskeligt, selv for en Goethe, paa denne Vei at frembringe noget egentlig Fuldendt. Theaterdirectionens Fremgangsmaade forekommer mig saa over al Maade raa og brutal, at jeg er ganske forskrækket derover. En offentlig Fremstilling af dens Adfærd vil rigtignok prostituere den i høi Grad; men Ulykken er, at Molbech alt oftere har været offentlig prostitueret og derfor synes at have vænt sig dertil og kun lidet at bryde sig derom. Det glæder mig meget, at mit lille Digt har behaget Dem. Jeg længes meget efter Deres Roman, hvis Begyndelse særdeles tiltalede mig. Jeg har ogsaa en Roman under Arbejde; men med den vil det gaae langsomt, da heterogene Forretninger tildeels røve mig Tid og ofte endog Lyst; neppe bliver den færdig før næste Vinter, thi Sommeren maa jeg bestandig ganske opoffre til videnskabelig Studier og til Forelæsninger. Enten bliver denne Roman mit sidste Arbeide, eller det vil vare flere Aar, før jeg skriver Noget meer. Muserne lønne her os, deres Dyrkere, altfor slet i timelig Henseende, til at jeg længere kan lade det beroe paa deres Bistand, om jeg skal skaffe min nu temmelig store Familie det Overskud, der ved Siden af min Gage er nødvendig for den. Hvad jeg skriver, bliver nu vel temmelig meget læst, men lidet kjøbt, thi der ere kun Faa, der egentlig interessere sig for mig; dertil kommer, at Theatret, saalænge Molbech er Directeur der, det vil vel sige, saalænge han lever, er en tillukket Verden for mig. Derfor maa jeg see at finde Ressourcer paa andre Maader. De nylig udkomne Noveller har jeg endnu ikke læst. Af Brødrene Bernhards Fortællinger ere flere skrevne med fiin Iagttagelsesevne og overhovedet med umiskjendeligt Talent, men den guddommelige Funke mangler, synes mig. De ville vist læses med Interesse ligesom mange af Lafontaines bedre Romaner i forrige Tider; men de ville glemmes ligesom disse. En Digter skal sikkert optage sande Træk af Livet, selv af Hverdagslivet i sine Digte, og jo sandere, des bedre, deri er jeg enig med Brødrene Bernhard; men nu kommer det tillige an paa, om Digteren har Phantasie nok for tillige at puste en guddommelig Funke i sit Værk, saa at det vorder mere end blot Copie, saa det hæver sig over Livet, idet det tillige er dets tro Speil. Dette synes mig Brødrene Bernhard ei at formaae; derfor savnes hos dem den høiere Opfindelse, det dristige Vingeslag, den høie Flugt, der ere Betingelser for al sand Poesie, enten den saa slutter sig til Hverdagslivet eller til det større Verdensliv. Bagger anseer jeg ogsaa for en virkelig Digternatur; hos ham var ingen ziirlig Skal, men en sjelden Kjærne; hvilken Skade, at saamegen Kraft og Friskhed, saameget Liv og Genie skulle gaae til Grunde for dette Liv idetmindste. Gid De snart igjen, som De ønsker, maatte faae Tydskland at see! Hvad Deres Anelser om Døden angaaer, da slaae vi en Streg derover; i Deres Aar døer man ikke saa let, og naar en Digter er begeistret for et Værk, kan han ikke døe, før det er udført. Giv mig en stor Idee, sagde jo Herder paa Dødsleiet, saa lever jeg op igjen. Vi ere her Alle raske, paa mig nær; der er meget forkjølet; min Kone hilser Dem venligst; William taler ofte om Dem og elsker Dem meget. Kom snart ud til os i Sorø!

Deres særdeles hengivne J.C. Hauch.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (188)