Dato: 8. februar 1837
Fra: Thea Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Onsdag, ja hvad skrive vi? [8. Febr. 1837]

Tak for Deres sidste Brev gode Andersen! Jeg fik det først seent om Aftenen da jeg kom hjem fra en lille musikalsk Soiree i Bispegaarden hvor der ret havde været behageligt. Da jeg ikke er af de Mennesker der blot en Time kan lade et Brev ligge uaabnet, (mindst et, som jeg i Tankerne hele Dagen havde glædet mig til) rev jeg det strax op, og endskjøndt det forvoldte mig en søvnløs Nat, fordi Billedet af den ulykkelige sønderrevne Pige hele Tiden stod for mig, saa troer jeg dog neppe, at det i saa Henseende vil gjøre mig klogere en anden Gang. Jeg seer af Brevet, at De dengang endnu ikke var fuldkommen vel efter deres la grippe, De har da altsaa ret for Alvor været syg, og den slemme giftige Taage som vi i den senere Tid have plagedes af, gjør maaskee at De endnu er Rekonvalescent. Stemningen i Deres Brev vidnede ogsaa om Ildebefindende eller Nedstemthed; men da De i ethvert af Deres Breve forsikkrer mig om Deres brillante Humeur maa jo det Første have været Aarsag til denne Stemning! At De, som De siger, undertiden er lidt ærgerlig, - ja - Det er nu saadan en Nykke. Hos den smukke Herr Slagskygge (et deiligt Riim) noget som Herr Otto Tostrup skulde vendes af med! vilde Sophie sige, men det passer igrunden ikke paa Forfatteren, der vel undertiden kan være lidt egen, men som jo dog med al sin Satire, og indbildte Bitterhed til Slutningen siger med Antonio: "Menneskene have revne mit Hjertes bedste Billede itu, og jeg er dog ikke vred paa dem!" Ikke sandt, jeg har ret? - Spørg kun Fr Collin, til Jette Wulff tør jeg ikke appelere hun holder nu altid med Dem, og Frue Lessøe, ja - hun er saa moderlig sindet og vil kun, at man skal være "rigtig god", imod Andersen! - Medens jeg taler om hende maa jeg bede Dem hilse hende ret meget fra mig, hun er dog rask? – Jeg har oftere været i Selskab med hendes Svigerinde187 og hver Gang havt paa Munden at spørge til hende; men har ikke kunnet faae det over mine Læber, fordi jeg har frygtet for at man kunde mistænke mig for at ville bruge hendes mig saa kjære Navn som en Adgangsbillet til et nøjere Bekjendtskab, da Abrahamsons Huus her jo næsten bliver betragtet som et lille Hof, kan De nok tænke Dem hvor ubehageligt det vilde være mig. Fru A- behager mig iøvrigt fordi hun har smukke Øjne, og - er Fr. Lessøes Svigerinde! For alting, gode A- gaae nu ikke hen og fortæl Fr L- hvad jeg her har skreven om hendes Familie det vilde være mig meget imod vil De derimod sige hende at Moder igjen er rask, da jeg sidst skrev var hun meget syg, nu har hun gudskeelov alt været flere Gange ude, Fr Lessøe er saa god og deeltagende, at jeg troer det vil interessere hende! – De vil have et "interessant" Brev dennegang; men det vil jeg ikke love Dem, gaaer jeg med Tanken om denne Fordring til Skrivebordet gjør min medfødte Oppositionsaand sig strax gjældene, og jeg taber Lysten til at skrive et Brev, som kun fornøjer mine Venner fordi det er interessant! - Det er saa rimeligt at De der lever saa meget i Aandens Verden, ønsker at hvile Tanken ved et muntert Indfald eller en Dagsbegivenhed, kunde jeg give Dem disse paa en ejendommelig Maade, som De som oftest (pas toujours) giver mig deres, vilde jeg komme med dem; men det kan jeg ikke og naar jeg tyer til Dem, ønsker jeg ogsaa at bringes lidt ud af det Hverdagsliv der i de senere Aar, næsten saa ganske har bemægtiget sig mig; giv mig nogle Aphorismer af deres nye Bog naar De igjen skriver, De veed ikke hvor et smukt Billede eller en original Idee undertiden er mig velgjørende, De har nylig læst noget af den højt hos Adlers188 har jeg hørt, til Sommer faae vi den jo i Manuskript; men - der er saa længe til!

Lørdagsbladene af Dagen for to Uger laante jeg af Thomsen, men deri stod ingen Kritik mod Andersen, den skal have staaet i et andet Blad som jeg imidlertid endnu ikke har kunnet faae fat paa, lidt deraf har Fader hørt paa anden Haand hvilket vi Alle fandt højst latterligt. Siig mig den lille Bog som kommer ud nu snart er det 3die Deel af Deres Eventyr, hvis det er Tilfældet, vil jeg ønske at en af Smaapigerne deri maae hedde Bertha189 , thi min lille Elev af samme Navn har vist spurgt mig over 15 Gange, om jeg dog troer at Forfatteren erindrer sit Løfte og benytter hendes Navn til en af de smaae Piger i Eventyrene. Siden De min Gebursdag fortalte Børnene Historier due mine slet ikke og naar jeg troer at have gjort mine Sager allerbedst, saa hedder det dog altid: "ja men saa smukke som Andersens ere de dog ikke!" Forleden tænkte jeg ret at fange dem og fortalte dem de 3 første Capitler af Deres Roman, Drengen, Jordbæret og især Storken henrev mine Smaae i den Grad at Lica sagde: "Veed Du hvad, den Historie var næsten lige saa god som Andersens, " jeg maatte da gjøre den Bekjendelse at den virkelig tilhørte Dem! - De vil vide noget om hvad der foregaar i vor odenseiske Hvirvel, noget om Forelæsningerne! Ursins have ikke gjort synderlig Lykke hans Foredrag skal have været saa ubehageligt; Kalkar derimod har mange Stemmer for næsten ingen imod sig, endskjøndt han vistnok har givet sig selv en vanskelig Opgave; der er jo noget saa poetisk smukt i mange af de gamle Myther og hvad han selv giver os, er forud nedskrevet, omhyggeligt udarbeidet, og understøttet af et heldigt Foredrag, og et særdeles smukt Sprog, det maae nødvendig høres med Intresse, og jeg og Søstrene ere der næsten hver Gang, alligevel er han nogle Gange forekommet mig som en der vil sætte sig paa to Stole, og falder ned midt imellem dem, den som har Fornuft-Religion er han altfor orthodox, den Orthodoxe derimod, (jeg troer sig selv ubevidst) hvad skal jeg kalde det? lidt for - fornuftig, jeg kan nu, i saa Henseende ingen Middelvej tænke mig, thi giver man først slip paa den sunde Fornuft hvor skal man da holde op! - Det gjør mig lidt ængstelig at jeg vist har udtalt mig alt for frit om denne Gjenstand; men det er i den faste Tro at det ikke kommer videre, det er jo og kun min Mening, maaskee den er aldeles feil, her yttrer jeg den aldrig. I Fredags Aftes skal hans Forelæsning over David have været saa udmærket smuk, jeg var der ikke, jeg var just om Eftermiddagen falden over Deres Bøgers Bog Improvisatoren, jeg havde ikke siden i Efteraaret læst i den, og den udøvede den Dag som altid i den Grad sin Fortryllelse over mig, at jeg ikke kunde beqvemme mig til at rive Tankerne fra den for at høre Kalkar, mon Deres ny Roman skulde blive saa smuk, man mener: "ja;" første Deel er nok alt temmelig bekjendt i Hovedstaden, jeg har fra flere Kanter hørt den, kun ikke dens Indhold omtales. - Fra Ida Hansen kan jeg hilse Dem, jeg saae hende paa Raadstueballet og Concerten til Kongens Geburtsdag, hvor jeg, saavidt jeg mindes morede mig fortræffeligt. I Concerten gaves der flere Nummere af Hans Heiling, blandt andet en Arie som Jane Knudsen, der paa det sidste Aar har forbedret sin Stemme meget, virkelig sang smukt, Ida H - kom i Graad over den, man siger hun har en organisk Feil i Hjertet, dog det er vel blot Formodning. Mortier190 skal være gift og Hansen gjøre alt for at faae et Parti istand mellem Sehsted191 og sin Datter. - Paludan Møllers: "Eventyret i Skoven" har jeg endnu ikke læst, og kun hørt det omtale af Thabita Plum hvem det har interesseret særdeles, af Forfatterens Broder som har anbefalet mig det, og af Biskoppen som har raadet mig ikke at spilde min Tid paa at læse det. Hauchs ny dramatiske Arbeide192 finder han ret genialsk; men flere Steder temmelig plumpt, jeg kjender det endnu ikke men naar - - Her blev jeg afbrudt og har glemt hvad jeg vilde skrive, der var nogen som vilde tale med mig, det var en smuk Boa, en Foræring fra Kammerherreinde Schilden193 , det var ret en Overraskelse. - Mit Brev er kjedeligt idag og det i høj Grad; men det er Deres Skyld, fordi De vil have det interessant, jeg er heller ikke ret oprømt, jeg har ikke altid Deres gode Humeur, siger ikke altid med Dem "Jeg vil ikke ligge i den kolde vaade Jord, hvor Solen ikke skinner, og hvor man er glemt om 8 Dage!" men forsagt er jeg som oftest dog heller ikke, der er jo i Grunden saa meget smukt og godt i Livet, og jeg glæder mig saa ofte om Morgenen til at begynde en ny Dag; men takker dog ogsaa hver Aften Gud fordi den henrundne har ført mig saameget nærmere Maalet, det er jo saa naturligt, at jeg ikke kan hænge saa fast ved Livet, der saa ofte, medens jeg endnu var Barn, har villet give Slip paa mig, det eneste smertelige jeg tænker mig ved min Død, er, at jeg ved den vil bedrøve mine Forældre og Søstre, de Eneste som dog igrunden ville savne mig; men min Phantasi viser mig heller aldrig Jordormen som gnaver paa Kisten, kun Sommerfuglen som flagrer over den! - De vil ikke være glemt om 8 Dage hvilken en - ellevild - Idee for en Digter! for Dem, som kan sige med Lamartine:

J'ai des amis dont l'ame est du sang de mon ame,

Qui lisent dans mon oeil, et m'entendent penser,

J'ai des coeurs inconnus ou la muse m'ecoute

Mysterieux amis à qui parlent mes vers!

Voyez vous! – Og nu Levvel, her hjemme ere vi Alle vel, Bedstemor, Tante, Forældre og Søstre sende Dem de hjerteligste Hilsener gjennem Deres altid hengivne Henriette H. –

(Med Caroline Hancks Haand:) I gamle Dage i mine Breve til Dem, maatte Jette, der aldrig har kunnet taale at see et Stykke Papier ubrugt, altid beskrive Kanterne, hun vil i Aften have at jeg skal gjøre Gjengjæld, og jeg gjør det - ikke fordi jeg troer at De hellere seer mine Kragetæer, end det smukke, rene Papier; men fordi jeg selv har Lyst at skrive et Par Ord, ja blot for at fortælle Dem hvor ret meget vi Alle glæde os til at see Dem til Sommer, ja til at De skal kjede Dem hos os, saa egoistisk er i det mindste Caroline. –

(Langs Randen med Henriette Hancks Haand:) Tante takker for Kjældermanden, hun var ganske borte over den, hvad De skriver om Nicolais Reise har jeg ikke ret forstaaet, hvis det betyder at jeg i Deres Bog intet har at frygte af den vil jeg ret være Dem taknemmelig derfor!

(Langs Randen med Thea Hancks Haand:) Vil Du ogsaa skrive et Par Ord Thea at jeg kan faae mit Brev fyldt, spørger Jette? Hjertelig gjerne, naar det kun er Dig om Fyldekalk at gjøre, thi Andersen maae have meget god Tid og være i et charmant Humeur, naar han skulde have Lyst til at dechifrere nogle utydelige Linier fra sin trappiskiske Lidelsescamerat fra ifjor. Dog for at skrive 2 Bogstaver jeg bestemt ved intresserer Dem, vil jeg skøndt Pladsen er liden fortælle Dem, jeg i disse Dage har læst deres O. T. igjen, den tiltaler mig uendelig og opliver Humeur og Phantasie, ja jeg er Dem ganske taknemlig for den Virkning Læsningen af den, samt flere af deres Frembringelser gjøre paa mig; derfor glæder jeg mig meget, saavelsom de andre til Manuskriptet og Dem; troe mig vi trænge høilig i Odense til en mere en almindelig Aandsnæring. Adio Thea Hanck.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846.