Dato: 11. maj 1861
Fra: H.C. Andersen   Til: Adolph Drewsen
Sprog: dansk.

Rom den 11 Mai 1861.

Til Hr. Etatsraad A. Drevsen

Kjære Ven!

Da De var i Rom glædede De mig med et Par Ord, De skal derfor have et Brev igjen nu jeg er her, og Dem just vil jeg mælde om vor nordiske Fest i Torsdags den 9de, da den vil anslaae Hjertestrængene hos Dem. Consul Bravo, der er baade dansk, norsk og svensk Consul havde været Døden nær, nu var han kommet op, begyndte at kjøre ud og Skandinaverne havde arangeret en lille Festlighed i den Anledning og valgt dertil et smukt beliggende Tratoria ude ved Lateranet, hvor der var en [overstr: smuk] Viinhave med Oranger og Citrontræer. (Det var netop Christihimmelfarts Dag). Det var første Gang at jeg efter min Ankomst her til samledes med alle Landsmændene og Naboerne fra Sverrig og Norge. Jeg blev forud anmodet om at udbringe en Skaal for Danmark, den jeg hellere havde hørt udbragt af en Svensk eller Norsk, men just fra denne Side kom Anmodningen og jeg sagde da et Par Ord ud af mit Hjerte som virkelig fandt Hjerteklang. Vi vare en stor Kreds og i denne ikke færre end 14 Damer fra de tre nordiske Lande; først udbragtes en Skaal for de to Konger i Norden, der tiljubledes med 9 Gange Hurra. Derpaa holdt Digteren Bjørnstjerne Bjørnson en særdeles smuk Tale til Consul Bravo og udsagde hvor Meget han var her for os Alle. Bravo blev inderlig bevæget og udtalte i Taarer sin / Tak; jeg havde skrevet en Sang der sluttede sig til Skaalen for ham; Jonas Collin troer jeg har givet en Afskrift af samme i et Brev til sin Bedstefader, dog i Afskriften der mangler i tredie Vers de to Linier om Hjemmet:


»Der, hvor vort Modersmaal som deilig Sang

Ind i vort unge Barnehjerte klang.«


Visen sluttede med:


»Efter Aar, maaskee Aftnen her vi see

Som en Rose lagt i Hjertebogen.«


At jeg var her i Rom igjen, var her for fjerde Gang og samledes med den nye Strømning af Nordboer her, foranledigede at jeg, som man ved Bordet havde placeret ved Siden af Consul Bravo, blev hædret og hilset paa det hjerteligste og festligste, Bjørnstjerne Bjørnson, havde skrevet en meget smuk Sang til mig, jeg vedlægger her een af Afskrifterne, [overstr: der bragt] Vor Landsmand Cand theol: Waage udbragte derpaa Skaalen i stor Erkjendelse og Inderlighed og nu fik jeg et mange Gange rungende Hurra og da jeg udtalte min Tak tog jeg i den Anledning til at bringe dem Alle en Hilsen fra Hjemmet [* og tilføjet langs kanten] "Eventyrets Land", som de jo i Visen kaldte Danmark: "Du bærer Bud Du Vandringsmand!" dette Bud var en Hilsen, og knøttede til den Skaalen for Danmark. Jeg sagde omtrent Følgende; "det er nu 28 Aar siden jeg første Gang kom til Rom, De vide vist Alle hvilket mægtigt Indtryk, denne Verdens By gjorde paa mig, men Eet endnu, som vel af mig er blevet mindre udtalt, men dog klinger gjennem enkelte af mine Digtninger, var Indtrykket af [overstr: det] Slægtskabet mellem Folkene i de tre Riger oppe i Norden. Her i Rom blev det mig / saa levende den Gang, det var som havde vi kun eet Sprog, vi forstode saa ganske hinanden, vi mødtes [overstr.: med beslægtede] i Sympatier; det havde jeg ikke saaledes fornummet og forstaaet i Hjemmet, nu klaredes det og saaledes var det ogsaa i de sidste Aaringer klaredes oppe i Norden selv. I Alvors Dage vare vi ret komne til at forstaae det; - Tunge Søer vare gaaet over det gamle, lille Danmark, men i disse fornam vi hinandens Hjerteslag. Der er fortalt at under Krigen, idet Præsten i en Kirke høit oppe i Sverrig læste Velsignelsen over sin Konge og Menigheden, reiste en gammel Bonde sig op og sagde: "Beed ogsaa en Bøn for de Danske!" Denne Følelse, denne inderlige Deeltagelse udtalte sig lige lydelig ogsaa i Norge, [overstr: der er] mange af dets Sønner, ligesom Sverrigs, kom ned til os, stillede sig i Række med de Danske, gav deres varme Blod, deres unge Liv. Det var et nordisk Fostbroderskab der da blev sluttet. Vi forstode hinanden vi kjendte Slægtskabet og idet er en Forstaaen af Alt gjensidigt Stort, Sandt og Skjønt; vi glæde os gjensidig over hvor det hos Brødrefolkene komme til Udbrud og Erkjendelse; og naar det derfor hjemme i Danmark, til den der senest drager ned til Rom lyder: bring Hilsen, da er det ikke blot til Landets egne Børn, men ogsaa til Naboerne fra Norden, og de tage Hilsenen med Hjerte og Deeltagelse, de følge os, i dette Øieblik, hvor mueligviis atter en tung Sø kan rulle over [overstr: det gamle lille] Danmark, bryde det kan den ikke, dertil er der for meget Kraft, Friskhed og Fylde endnu i det gamle Træ, og Gud har altid kjærligt skjærmet det, de sidste Søer gav os just større Kraft og mere Friskhed, og i den Sympati Broderfolkene have / for os ville de i Kjærlighed med os [overstr: udbringe] tømme en Skaal for Danmark, for dets Kraft, dets Lykke og Velsignelse!«

Ni Gange klang nu et jublende Hurra, saa varmt saa inderligt; der vare Flere, dybt bevægede. Dog jeg kan ikke ordret give hvad jeg sagde, men jeg hører at den rørte og den tiltalte ved "en mærkværdig Tact" i hvad der blev sagt, i det den Danske udbragte Danmarks Skaal. - Gid at De nu synes om den, som jeg troer de her Alle høre det. Om det bliver refereret hjem, Sangen, eller Sligt, veed jeg ikke; jeg giver den kun i dette Brev til Dem, i det jeg troer De har Glæde deraf, ligesom Familien. Senere udbragte jeg en Skaal for Bjørnstjerne Bjørnson; han behager mig meget. (Han og Jonas have drukket Dus.) Igaar var Jonas og jeg hos en riig Dame Fru Schwartz, en særdeles Veninde af Garibaldi, det var hende som skaffede den unge Bissen Lejlighed til at gjøre hans Buste. Hun havde iaftes Selskab for min Skyld, der vare flere Landsmænd, ogsaa Bjørnsen og mange af mine Beundrere, som de kalde sig, fra Amerika, Fru Schwartz arangerer i næste Uge en Tour til Bjergene, hvilken Jonas glæder sig meget til. Vi blive her til 28 Mai; Breve beder jeg sendes (efter den 21de) til Genua poste restante, tidligere derimod til Bravo i Rom. Hils Deres Kone, Svigerfader, Sønnerne, hele Familien og glæd mig med Brev!

hjerteligst

H. C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 614-17)