Dato: 17. maj 1861
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

361. Til E. Collin.

Rom den 17 Mai 1861.

Kjære Ven!

I dette Øieblik fik jeg Deres Brev med Indlæg til Jonas, jeg skriver strax, idetmindste begynder paa en Skrivelse for at sige Tak for Brevet, det vi med stor Længsel saae imøde, thi ogsaa vi have meget længe ikke hørt et Ord, Jonas var endogsaa lidt vred derover, som rimeligviis er udtalt i hans Breve. Fra begge Sider løser det sig op i varm Deeltagelse, Længsel efter at vide hvorledes de Kjære have det. At De imidlertid har været urolig og at De har længe ventet paa Brev, er mig ikke ganske klart, thi Jonas og jeg have stadigt skrevet, han meget mere end jeg havde ventet det, ja han har frivillig, uden Mindelse fra min Side, sendt Breve afsted og naar han var hjemme og ikke Snegle, Skorpioner og Skruptudser beskjæftigede ham, var det altid om at sende Brev hjem. Hvad mig angaaer, da har jeg siden min Afreise skrevet 18 Breve og faaet tre igjen. Vi holde Bog over Afsen­delsen og jeg seer at jeg Dagen før vor Afreise fra Genua, altsaa den 24 April skrev til Deres Søster Ingeborg, næste Dag reiste vi til Livorno, blev der een Dag og kom den følgende Dag om Eftermiddagen til Rom, strax Dagen derpaa afsendte Jonas Brev, deri laae eet fra mig til Deres Kone, det var den 29 April. Nu skrev jeg den 2 Mai til Fru Boye, den 4de Mai til Jonna, den 6 Mai til Dem og til Deres Fader, den 11te til Etatsraad Drevsen, den 16de til Louise Lind. De vil saaledes see, at naar jeg nu regner de forskjellige Skrivelser Jonas har givet, da have vi været særdeles skrivende, og kommer der et Ophold, da ligger det i, at enten er et Brev forkommet eller Jonas og jeg ere paa Reise, hvor vi ikke kunne faae Tid til at skrive eller afsende. See den lange Fortælling tog lidt for megen Plads op! Vi have en skrækkelig Varme, altid Scirocco og uagtet det i gaar tordnede og ly­nede voldsomt er det ikke bedre i Dag. Jonas var da med Weilbachs og tre Damer ude i Tivoli, jeg var bundet her ved Pligt-Besøg, da Amerikanere og Engelændere overvælde mig, trættende, med Høflighed. Jonas kom me­get glad hjem iaftes, overrasket især ved Hadrians Villa i Tivoli; han regnede denne Udflugt til noget af det Interessanteste paa Reisen. I Dag skal han for anden Gang i Vatikanet, som han ikke har ret Mod paa, da »der er for Meget!«, siger han, men vi have nu snartværet her i tre Uger ogsaa maa man see at faae Bugt med Noget af »det for meget Herlige!«–Jeg troer at han har Gavn og Glæde af sit Ophold, han skriver stor Dagbog og er utrættelig; han udtaler sig jo lidt mindre end jeg vilde gjøre det, og blive meget glad ved, men hans Øine lyse imellem med stor Glands. Vi komme, troer jeg, (det maa De kunde sige mig), godt ud af det; han vil gjerne være »ældre« og jeg »yngere«, end vi ere, og saa mødes vi jo i vor Tilbøielighed. Han er ualmindelig fremme, veed Meget, er en god Natur, dog det veed De nok!–lidt prikken siger han selv han er og jeg vil ikke modsige ham. At jeg er lidt for ængstelig for ham, er en Svaghed hos mig; er han ude med de Andre, siger han mig temmeligt nøiagtig naar jeg seer ham igjen og jeg troer at hverken De eller Deres Kone kunne kjærligere flyve ham imøde end jeg, naar han da træder ind i Stuen! Forleden Aften var der Afskeds Gilde hos de danske Kunstnere, Bringstrup reiste; Jonas var med og jeg lovede ham, at kom han ikke til Elleve gik jeg iseng, men da Klok­ken var elleve, kom Angest over mig og De begriber ikke hvad jeg leed af taablig Frygt for at der skulde hændes ham Noget naar han seent gik hjem, uagtet jeg vidste at een eller anden Landsmand ledsagede ham. Gildet varede meget længe, Jonas var Een af dem der først brød op, men Klokken var halv eet og jeg var komplet syg af Angest, jeg saae det be­drøvede og overraskede ham og han var meget sød og rar, uagtet han ikke sagde Meget. Jeg troer han forstaaer hvor kjær han er mig, og jeg synes ogsaa at jeg rykker mere og mere ind i hans Fortrolighed. Han fortæller mig tidt ganske livligt Eet og Andet; meest slutter han sig til den unge Bissen, og til Bjørnsen, den første er dygtig, men temmelig taus, den sidste er genial og meget vel udtalende. De veed jeg synes ogsaa godt om Bjørn­sen; Bissen synes mig af disse indadvendte Kunstnere, der har Dygtighed og ere høist respectable, men jeg veed dog ikke ret hvad der boer i ham, fordi man holder Mund er man ikke dybsindig. Jonas og jeg have en ud­mærket Appetit, og jeg vilde ønske De saa ham her, han er complet feed.

Vor Menage er, at vi Klokken 8 1/2 drikke hver to Glas Kaffe eller Choco­lade og spise der til. Klokken 12 faae vi to, tre Retter varm Mad, meest Beufsteeg og friske grønne Ærter, samt en lille Fogliette Viin hver, Klok­ken sex tage vi Middag, tre Retter med Viin, i Mellemtiden, en Kop Kaffe og til Aften have vi hjemme Parmasan Ost, Frugt og Brød. Vi kjøre en Deel, da Heden nu er for stærk og Sciroccoen ogsaa virker paa Jonas.

Fortsættelse.

den 20 Mai 1861.

I forgaars var Jonas og jeg, efter Indbydelse af Garibaldis Veninde Fru Schwartz, ude i Bjergene, men det var en kold, graa Dag; hendes Vogn hentede os Klokken halv elleve, men da vi kom til Banegaarden, var Toget afsted, man havde taget Feil af Tiden og vi maatte paa Banegaarden vente til Klokken 12 og da gaae med et Tog i en anden Retning, nemlig til Fras­kati, hvor vi toge Vogn, dog det Udbytte havde Jonas heraf at vi da kom een af de smukkeste Bjergegne, gjennem en Skov af Eeg og Bøg, dernæst gjennem Byerne Marino, eet af de værste Røverhuller, og Castel Gandolpho, vi kjørte langs med Albanersøen og naaede til Arizzia hvor Frøken Kjærulf fra Kjøbenhavn boer; hun var indbudt af Fru Schwartz til Byens Hotel, hvorhen vor Vertinde havde med Morgentoget sendt fra Rom gode Sager, Jordbær og Champagne, vi fik stegte Vaktler levede godt men maatte strax efter Bordet hjem igjen da Toget gik ind Klokken 7. Igaar, Pindsedag igaar, kjørte vi til Peterskirken og hørte de rørende høie Mands­stemmer; den egentlige Høitidelighed var i det sextinske Capel, hvor Pa­ven og alle Cardinaler vare tilstede; men derind kunde man kun komme festligklædt, Jonas har allerede eengang seet Paven, jeg derimod ikke, men det var mig af Vigtighed at han kom ind til den Høitidelighed, nu var Jonas i lang tyk Frakke og havde sin ny »Ønskehat« paa, hvad var da at gjøre, jeg fik ham ud af Kirken og ude paa Pladsen skiftede vi Klæder, han fik min sorte Kjole paa, der dinglede ham om459 Lemmerne, han lignede Christian Schmidt i Talismannen hvor han iføres den salig Afdødes Klæ­demon; min Hat fik han paa Hovedet og skred nu op af Marmortrapperne ned i Capellet. Jeg havde iført mig hans Frakke, i hvilken Ærmerne naaede mig knap til Haandledet og havde paa Hovedet hans Kunstnerhat og med hans og min Stok i Haanden vandrede jeg saaledes gjennem Gaderne hjem. Saaledes var jeg pindseklædt. Han kom hjem opfyldt af Festlig­heden. Siden kjørte vi med Bjørnsen og Ravnkilde, de to jeg synes bedst om i vor Omgang, ud af Porta pia og saa Albaner og Sabinerbjerge: »staae i det blaaeste Indigo!« som en berømt Forfatter har sagt; Solen forgyldte Himlen; men det var Scirocco, altid Scirocco der virker stærkt paa mig og nu ogsaa lidt generer Jonas; jeg har det ellers ikke ganske godt, jeg lider af Hemorider og har voldsomt Blodtab. Enten er saaledes Humeuret tungt eller jeg meget udmattet Jonas og jeg blive her Maaneden ud og gaae da til Florentz men det kan ikke hjelpe at De, efter at have modtaget dette Brev, sender os Breve andet Steds end til Genua poste restante.–

Naar vi nu, rimeligviis Onsdag den 29 Mai forlade Rom og over Livorno og Pisa gaae til Florentz kommer der en lille Standsning i den Strøm af Breve vi have sendt hjem, men lad det ikke ængste Dem, dog, kan jeg skal jeg fra Florentz skrive for at De kan vide hvorhen De har senere at sende Breve, men indtil da, gaae disse, som sagt, til Genua poste restante. Jonas er meget lykkelig ved hvert Brev hjemme fra; han oprulles daglig meer og mere for mig, eller ogsaa udvikler han sig meer og meer her paa classisk Grund, beaandet af den varme Luft fra Africa. Saatidt tale vi om Dem, Deres Kone og Louise, ønske at vi havde Dem hos os. »Louise blev aldeles stille!« siger Jonas, naar jeg spørger hvad mon hun her vilde sige. »Hun vilde overvældes, og Fatter være rigtig glad!« vi tale tidt i Spøg om hvor vi vilde føre Dem hen havde vi Dem her en heel Dag! Fru Marie Boye vil Jonas kun have ned i Scipionern[es] Grave i al den Uhyggelighed med Labyrinther, Mulm og Kulde, alt det Gyselige der troer han vilde rigtig glæde hende. Fra Genua gaaer det over Milano til Lago Magiore, i Schweitz har jeg store Planer for at Jonas ret kan faae et storartet Udtryk af dette mageløse Land. Jeg vil saa gjerne at det kjære Menneske ret skal have en Sum af Minder fra denne hans større Reise i de første friske Ung­doms Aar han lever i. I dette Øieblik kommer Jonas og jeg hjem fra Pe­terskirken hvor jeg var øverst paa Taget men han oven over Kuppelen, han var henrykt over Skuet og Bygningens Storhed, som han nede i Kir­ken ikke havde troet saa mægtig. Jeg var i en Grad neerveus, som ikke i lang Tid og det var et Helvede for mig at naae ned igjen, Vandet haglede ud af alle Porer, vi kjørte saa en Tour i den deilige Luft, i Dag er vi fri for Scirocco, Nordvinden kjøler saa deiligt og da vi kom hjem laae Brev, eet til mig fra Mathilde Ørsted, der fortæller at hun hører af Fru Wanscher at endnu den 9de havde man ikke hørt fra os i Rom, men Deres sidste Brev er fra den Dag just og De har hørt fra os og nu senere i Fylde faaet Breve. Jonas fik i Dag Brev fra sin Søster Louise, deri laae Gud skee Lov et Par Ord til mig, jeg længtes meget, tak fordi De fik Deres Fader til at skrive og siig ham Tak fra mig! De og han have vist nu længst mit Brev til hver af Dem? Deres Kone havde været saa kjærlig at skrive Bladet fuldt, det var deiligt af hende; men hun yttrer at der var stor Forstemthed i mit Brev, det første her fra Rom, det har jeg ikke klart. Jeg vil haabe det ikke findes da i dette. Beed hende snart unde mig lidt Mere Skriftligt og glæd især vor kjære, fortræffelige Jonas med et rigtigt godt Brev. Hils dem Alle kjærligst.

Deres trofaste

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost