Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 20. juni 1861
Fra: H.C. Andersen   Til: Just Mathias Thiele
Sprog: dansk.

Bex 20 Juni 1861


Kjære Ven!
Endelig er jeg igjen paa denne Side af Alperne i den lille Bjergby Bex, omgivet af skyggefulde Valdnødtræer og høie med Snee bedækkede Bjerge, Varmen jog mig bort fra Rom efter at jeg der havde tilbragt lidt over en Maaned, men her mellem Bjergene er det en lignende Hede, først mod Aften kommer en kjølende Brise og da er det en Vederqvægelse at vandre om i denne frodige Dal hvor Bække og Kilder pluddre og skylle frem i bestemt Rythme og Melodie. Mange breve har jeg som sædvanlig skrevet til Hjemmet, ikke færre end nogle og tredive og som sædvanlig har jeg for disse faaet et meget ringe Antal igjen, nemlig i det hele 6, eet af disse var fra Deres Kone, der var saa venlig og god, da De &laae syg og ikke kunde skrive, at unde mig Brev, jeg er hende meget taknemlig derfor og egentlig burde jeg skrive dette / Brev til hende; men jeg antager at hun læser dette og altsaa er det jo som om jeg henvendte mig ogsaa til hende. De mange franske Soldater i Rom, gav denne By et livligere Præg end før, Musikken klang i Gader og paa Promenader; der var nu Gas=Belysning og et Par religiøse Monumenter fandtes opreiste, ellers var Alt ved det Gamle. Hvert kjært, kjendt Sted blev igjen besøgt. Peppo saa jeg endnu paa Trappen som jeg for 25 Aar siden første Gang saae ham. Kückler fandt jeg saa livsfrisk og glad, som ved mit første Besøg; hans Kloster ligger oppe paa Keiserborgens Ruiner og man seer ud over hele Rom og Campagnen til Bjergene. Men det at komme ind i Pavestaten er, som i gamle Dage, endnu en heel Besværlighed, Prelleri, Pas Vrøvl, Tilladelse at komme iland, Løben paa Poletiet at hente sit Pas, Visa paa Visa og man føler det doppelt i det man i det forenede, nye Italien nu reiser uden al Besvær; saa snart jeg fra den franske Grænse kom ind i Italien, eller fra Pavestaten ind i / det italienske Rige, har ikke et Menneske spurgt om Pas, i Florentz, Genua, Mailand, man forlanger knap i Vertshuset at vide hvem man er, det er en Bevægelighed, men som Pavestaten endnu ikke har Anelse om. Paa Tilbagereisen fra Rom blev jeg flere Dage i Florents og overværede der den første Aars Fest for det forenede Italien, hele Staden var glimrende illumineret, især straalede de høie Taarne deiligt i den blaa Luft og Broerne over Arnofloden, speilede sig som Ildbuer i det mørke Vand. Musikken klang, Folk dandsede, Vognrækkerne bevægede sig i Gaderne mellem Menneskevrimlen, men Alt med en Ro, en Orden der var forbausende. Jeg besøgte Lucca og Pisa, derimod tog jeg med Dampskib fra Ciwitta Vecchia til Livorno, og senere derfra til Genua, men begge Gange vare Skibene overfyldte af Reisende, jeg maatte ligge paa Dækket under aaben Himmel og da jeg paa den første Tour havde meget haardt Veir, saa at den ene store Søe rullede efter den anden, / var det en heel lidelse og jeg var meget søesyg. I Genua hørte jeg om Cavours Død, Alle vare opfyldte af Sorg; jeg reiste strax til Turin for at overvære Begravelsen, men kom dog en Dag for silde. Fra Milano gik jeg til Isola bella i lago Magiore og blev der et Par Dage, derfra er jeg over Simplon naaet her til Bex; Sneen laae endnu paa begge Sider af Veien deroppe, men koldt følte jeg det ikke; jeg har nu fraomkring midt i Mai nydt brændende Solskin, kun et Par Timer i Turin er jeg blevet erindret om Regnveir. Jeg har været flittig, det vil sige, min Musa har denne Gang, imod Sædvane besøgt mig paa Reisen i Rom skrev jeg en lille Fortælling; "Psycken" og et Eventyr: Sneglen og Rosentræet. I Florentz skrev jeg, "en Historie om en Sølvskilling" og her i Bex har jeg begyndt en Fortælling "Ørnereden", saa at jeg nok kommer hjem med et nyt Hefte Eventyr og Historier", de have alle Farve af Stedet de fødtes paa; - Imorgen reiser / jeg til Montreux, flakker saa omkring og kommer endelig til Brunnen for at blive der en noget længere Tid, der ha aber jeg at faae et Brev fra Dem, De adresserer "Brunnen (ved Vierwaldstædtersøen, Schweitz), poste restante". Jeg er begjærlig efter at høre lidt hjemmefra, thi mine andre Venner ere i en Grad ligegyldige med at skrive at det næsten alvorligt bedrøver mig. Jeg længes efter at høre hvorledes Jury-Mødet endte, Resultater ved Theatret, hvem man har sluppet og hvem man holdt paa. Ja selvom Politik gad jeg høre lidt, thi af franske og engelske Aviser der tilfældigt kom mig for Øie, har jeg Intet! dog forekommer det mig at see fredeligt ud, og kun Fred kan bestemme mig til at gaae hjem over Tydskland. Jeg er videbegjærlig efter at høre om De har skrevet Noget; Deres Musa er Dem saa gunstig, De har en vedvarende UngdomsFriskhed, og De tør virkelig ikke anvende al Deres Tid paa at lave smukke Sø og Bjerglandskaber af Papir, men maa tegne / dem med Digtningens Ord paa Papiret og der lade levende Skikkelser tumle sig. Digteren Bjørnstjerne Bjørnson var jeg i Rom daglig sammen med, han er en ægte Digter-Natur og hans Personlighed tiltalte mig meget; jeg fandt Hjertelighed og sand Deeltagelse hos ham. Om det Ankerske legats Uddeeling hører jeg, forunderlig nok, slet Intet, ikke engang efter at jeg har skrevet derom til Formanden Professor Hartmann. lad mig, vide hvorledes De, Deres Kone og Børn have det. Jeg vedlægger her min hjerteligste lykønskning til Deres forlovede Søn, det er den eneste Nyhed jeg veed hjemmefra, men den glædede mig særdeles, vor Herre velsigne de to unge Lykkelige! – Seer De Drewsens da bring min venlige Hilsen, jeg skrev Etatsraaden til den ellevte mai, men har ikke hørt fra ham og ikke i over en Maaned faaet Brev fra Nogen af den collinske Familie, det piner mig lidt; lad mig nu ikke for længe savne Brev fra Dem.

Deres hjerteligt hengivne
H. C. Andersen

Tekst fra: H.C. Andersens Hus