Dato: 25. juni 1861
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 25de Juni 1861.

H.C.Andersen.

Min kjære Andersen! De vil jo nu have erfaret, at vor elskede gamle faderlige Ven, min dyrebare Bedstefader, er saa syg, at vi hverken tør ønske eller bede om, at han maa leve ret længe, da han jo har saa ondt ved at gjøre sig forstaaelig og det piner ham saameget. Han har jo, forunderligt nok, endnu megen Livskraft og megen Hukommelse, og har igaar afgjort adskillige verdslige Forretninger med sine Børn; men ofte svigter Hukommelsen ham dog, og de kan ikke altid beregne om han forstaaer hvad der siges til ham. Gud give ham en mild og fredelig Død for den Herres Skyld han har troet paa og holdt sig til.

Jeg har tænkt saameget paa Dem, kjære Andersen! som vil blive saa bevæget ved Efterretningen om hans Sygdom, og som jo vil ønske at være hos alle de Kjære i denne trange Tid; jeg er ligesom De, skilt fra vore fælles Kjære, saa jeg kan føle med Dem. De vil ogsaa tænke paa det kjære Hjem, der i saa mange Aar har modtaget os alle saa kjærligt, og som, med alle sine Eiendommeligheder, havde hjertelig Deltagelse for os i alle vore Anliggender; det vil jo nu opløses, naar han gaaer bort, som var Midtpunktet deri, men jeg kan dog ikke tænke mig, at det ikke skulde skabe sig en Form paa en anden Maade, dertil er det dog altfor rodfæstet i indbyrdes Kjærlighed og i mangehaande Sympathier, saa saalænge Bedstefaders Børn leve, til hvilke jeg regner Dem! kjære Andersen! saa vil vist altid den gamle Familie-Kjærlighed binde os sammen. Hvad vi muligt savne hos hverandre, maa vi see at bære over med, og glæde os over hvad vi faae af ubestikkelig Troskab og sand Deltagelse og takke Gud, der i saamange Aar har Iyst sin Fred over dette kjærlige Familieliv. Saadan som jeg længes efter dem alle, kan De ikke forestille Dem; men jeg er jo bunden til at holde mig i Stilhed, og takker jo Gud for det dyrebare Baand, der binder mig.

Tak, kjæreste Andersen! fordi De trofast har skrevet til mig; nu veed jeg af Jonas, at mit Brev dog traf Dem i Rom. Deres Brev fra Rom interesserede mig sa særdeles, og jeg afskrev noget deraf og sendte Carl Stampe, der altid saa gjerne hører Noget fra Rom. Det morede ham ogsaa særdeles, og han talte flere Gange derom; mens han nylig besøgte os. De kan jo vel vide hvorledes jeg i Tankerne følger Dem og Jonas paa Deres herlige Reise baade i Italien og Schweitz; Tante Jette skrev idag og fortalte mig om Breve, der vare komne fra Dem og Jonas til Jette Pedersen. - Jeg har saa tidt Lyst til at skrive til Dem, kjære Ven! men mit Brev vil aldrig kunde komme til at indeholde andet end at jeg tænker saa tidt og saa venligt paa Dem, og under Dem saamegen virkelig Glæde og er sa glad over at have Dem til Ven - og dette kan De jo i Længden faae nok af at høre. Beretninger om dem i Kjøbenhavn faaer De jo fra Kjøbenhavn og alle mine ere jo desuden paa anden Haand; der er ikke meget Nyt eller Interessant, der trænger ud paa vor Egn, og jeg er mere end sædvanligt afskaaren derfra, da jeg maa holde mig ganske stille allerede i en Maaned, og først om 4 Måneder, om Gud vil, tør haabe igjen at bevæge mig udenfor mit Hjems lille Kreds. Jeg har ikke engang seet min Svigerinde Jeanina siden hun kom hjem til Nysøe, men da Henrik dagligt tager derover, hører jeg jo dagligt fra den kjære Patient, som nu er sengeliggende og meget svag og afkræftet, men hos hvem man dog troer at spore en lille Bedring. Hendes Moder bilder sig selv og andre ind, at det ikke er Brystsyge Datteren har og trøster sig med at Sygdommen nu raser ud; men saavidt jeg kan forstaae ere Lægerne langt fra at være uden Frygt, og om det end kan trække ud i nogle Aar, er der dog neppe Haab om fuldkommen Helbredelse. Det vil blive et uhyre stærkt og føleligt Tab, hvis det rammer dem, og jeg kan ikke forestille mig, hvorledes det vil komme til at see ud naar hun ikke mere er Livet og Lystigheden paa Nysøe - men Gud raader jo, baade i hvad Han sender os af Sorg og af Glæde.

Børnene her ere Gud være takket! raske og glade, Rigmor har talt om at skrive til Dem, men jeg har ikke opfordret hende videre, da jeg ikke veed om De vilde skjøtte om hendes Barne-Breve. Her var en ung norsk Pige nylig, som ved at høre Rigmors Navn, udbrød: "aa, det er da vel aldrig den Rigmor Åndersen har skrevet saadan et smukt Digt til?" Hun blev nu lutter Begeistring ved at høre, at det var hende, og reciterede det om den avilliefulde" og dog "saa sød at Du kysses skulde;" hun havde just samme Dag citeret det i et Brev til en Veninde. De kan da tænke Dem, hvor det morede hende, at see Deres Vedbend, som slynger sig op ad Bøgetræet. Kjære Andersen, kommer De ikke nok engang og seer den? og besøger Deres gamle Venner og tager tiltakke hos os? Jeg vilde blive saa glad, naar jeg engang igjen maatte have den Glæde at see Dem, en af mine ældste og bedste Venner, hos mig, og nu tvivler De da ikke mere om, at Henrik jo har sin gamle Følelse for Dem?

Deres

Jonna Stampe.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus