H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson til H.C. Andersen 3. juli 1861

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 3. juli 1861
Fra: Bjørnstjerne Bjørnson   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Ariccia, 3. juli 1861

Kjere Andersen!

Ret megen Tak for Deres Brev, som jeg modtog igaar. Det Venskab, som De bærer for mig, er mig en Glæde og Fortrøstning at tage med. Og dog er det, som jeg ikke forstaar, hvoraf det er opsteget. - At jeg kan holde af Dem, saa stærkt udpræget, med saameget bag Dem, med saadan lysende Kjerlighed over Tale og Væsen - og - tilgiv det - saamange Svagheder som man bestandig maa beskjeftige sig med og tage ømme Hensyn til, - se det forstaar jeg. Men at De skulde holde saameget af mig, der er Dem for haard, for hidsig, og enten for tvær eller for voldsom, og som i alle Fald i Deres Nærhed ikke kan give synderligt hverken af Hjerte eller Aand, fordi jeg bliver overbudt, ofte ogsaa (atter tilgiv) fordi De bestandig har Ordet, - se, det forstaar jeg ikke ganske.

Men Deres Ord tror jeg, og De kan tænke Dem det, og De skal ogsaa med Tiden se det, at det glæder mig!

Jeg er nu i Aricia og steges og befinder mig ret vel derved, da det jo maa til forat komme velsmagende paa Bordet. Jeg mener det store literære, hvo rjeg herefter hvert Aar vil være næste ret efter Dem. Det skal holde saa sikkert stik, som bare Folk vil spise.

Fortiden sidder jeg dybt i "Sigurd Slembe" (den Voldsomem); jeg mener i hans andet Stykke. Var De nu hos mig skulde jeg have forelagt Dem en klar Plan, men skrive denp. nej; det maa jeg forskaane os begge for.

Et andet Emne, som i denne Tid har megen Tillokkelse for mig er Corregio mellem Nonnerne i Santo Paulo ved parma, hvor han det hele Aar 1519 malede en Sal fuld af Nympher, Satyrer, Fauner, Amoriner, Diana paa Jagt - og ikke et eneste kristeligt Billede. I 1524 fik Klostret Clausur, og man har ikke faaet se disse herlige Bileder før nu nylig, da Klostret er bleven nedlagt.

Et og andet mindre Stemningsdigt forfølger mig fremdelse, men intet der er værd Omtale.

Min Kone kommer nu med sin Dreng, hun er, naar De modtager dette Brev, allerede paa Rejsen, som gaar gjennem Schweitz.

Jeg tror, at jeg derfor lægger en lidt anden Plan end før tænkt. Jeg forsøger at blive færdig med "Sigurd Slembe" til Jul, skjønt det maaskee ikke gaar, og sløjfer min Digtsamling saalænge. Mine Finantsplaner maa nemlig beskrive en noget større Bue, naar hun, den Kjere, kommer. Verden taber s'gu' heller ikke stort ved at vente paa mine lyriske og episke Digte.

Naar jeg læser Deres Brev maa jeg le, thi det synes, som De overalt finder for megen Træk og Trængsel. Jeg gad vide, om De ikke engang, naar De kommer ind i Himmerige, vender Dem om og beder Peder lukke Døren, at det ikke skal trække, at sige, hvis De ikke alt i Døren gaar tilbage, fordi der er for megen Trængsel.

Nu - som jeg skrev til en Ven igaar: Der er i Danmark ikke et Menneske, man kan sige saamange Vittigheder om, som H. C. Andersen, og i Danmark ikke siden Holberg en Mand, der selv har sagt saamange.

Herude i Arricia lever jeg et herligt Liv, og jeg vil ikke bytte med Schweitz. En og anden Dag steges man vel, hvis man gaar ud, men saa gaar man ikke ud. Jeg føler mig glad og fri som en Fugl og misunder ikke sisse paa mange Poeters Vis, naar jeg gaar i Skoven. Jeg læser fremdeles Historie og Kunsthistorie og lever saaledes kun sammen med store Mænd og store tanker, go føler mig selv saa fornem lykkelig derved. Imidlertid føler jeg dog, at denne Ensomhed, hvor glimrende denkan være,ikke slog til i Længden, heller ikke at leve hernede uden Landsmænd og Samtale md Nogle af samem Rod. Thi i dette Stykek er vi virkelig som Træer, skal vor lille Gren bære Frugt, maa den staa paa sit Træ. Der var Ingen af os To, som ikke tørrede bort ved et længere Ophodl i Udlandet..

Jeg har mange Emner at kunne hæfte en Samtale til, men jeg ved jo ikke engang, om De kan læse min Skrift, hvorover Alle klage. Jeg ved heller ikke, hvor og hvordan De befinder Dem; thi et Brev kan ikke læse Ansigt, før det taler. Heller ikke er jeg Brevskriver, skjønt jeg nok gjerne baade vil skrive og have Svar. Kunsten er at finde et Sammenknytningspunkt, der gaar længere end det enkelte Emne, saa man ret kan bevæge sig med Frihed, vis paa at Baandet ligefuldt holder. Dette tror jeg dog skal findes og er fundet mellem os, og derfor venter jeg paa Deres næste Brev for saa at begynde. Men ikke lange Breve, nej, som dette, saa længe Aanden ikke trænger større Hjerterum, enten fordi den er usædvanlig glad eller usædvanlig sorgfuld. Jeg tror at der for en lang Fremtid kan spire meget godt af vort Foraarsmøde i Rom, ogsaa for Andre end os To; thi i hvert vort Land kan vi i Enighed gjøre Meget for Ideer, som vi faa kjere, og Mennesker, som vi ville glæde. Der har aldrig i Norden været nok Samfund mellem Kunstens og Digtningens Mænd, der har været megen Misundelse og megen Smaalighed, understøttet af den lumre Luft omkring, som Gud være lovet nu er lettet lidt, siden saavel det enkelte Land som Norden er gjennemblæst af en national Vind og friske Luftninger fra en højere Idekreds: den fælles Fremtid.

Og deri er vi (forresten blandt meget Andet) ganske lige at vi nære ingen Misundelse, har megen Trang til Kjerlighed og - jeg idetmindste - ogsaa til Samfund for at gjennemføre Noget. Det synes mig saa altid, at vore Digtere vel meget vil nyde sine Lauerbær, idet de ængsteligt vogte sig for nogensteds at gribe ind, hvorved der kunde danne sig Pariter for og imod dem. De vil ikke vove disse Laurbær "anden Gang". - Men uden at gaa tabt i Dagens Strid og Kjævl vil vi rigtignok til det Sidste træde op paa enhver Maade, hvorved jeg tror at kunne gavne, og hver Skilling Autoritet, somman lidt efte rlidt giver mig, vi ljeg redelig lægge ud igjen og vove paany.

Hils Collin, som i flere Henseender kjender mig bedre end De. Thi De kan i et Øieblik gribe Kjernen og Yderlighederne, men saa gaar De til noget Nyt. Hils ham, og Gud velsigne Dem og Deres varme Hjerte!

Bjørnst. Bjørnson.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus