Dato: 10. juli 1861
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Scavenius, f. Moltke
Sprog: dansk.

Brunnen den 10 Juli 1861.

Kjære Fru Scavenius!

Fra Rom, omtrent den 13 Mai, skrev jeg Deres Naade til og har siden hver Dag haabet at erholde en lille Skrivelse; nu tilsidst veed De næppe, hvorhen en saadan skal sendes, ja, jeg veed det næppe selv, da jeg er paa Reisen hjemad; men det er mig en Trang at skrive Dem; til, bringe mig i Deres venlige, deeltagende Erindring. Maaskee dette 1 Brev, naar det har naaet Basnæs, flyver ud igjen og finder Dem ved et eller andet Bad i Tydskland; jeg er saa aldeles uvidende om, hvor Deres Naade er, og hvorledes De har det.

- - - - - Jeg vil nu fortælle Lidt om min Leven og Tumlen ude. Jeg blev i Rom en Maaned, længer kunde jeg ikke udholde den brændende Scirocco, den trykkende Hede, men dog var det med tungt Hjerte, jeg reiste bort; jeg forudfølte, at det var sidste Gang, jeg besøgte Rom, Byen for alle Byer. Denne Gang levede jeg der meest med Englændere og Amerikanere som Alle viste mig megen Venlighed.

- - - - - Over Lausanne besøgte jeg Freiburg, hvor et berømt orgel findes, og hvor jeg hørte det meest geniale og skjønne Orgelspil, jeg endnu har hørt. Orgelspilleren gav os hele første Acts Finale af Mehuls »Joseph« og dernæst et Tone-Maleri, saa mægtigt, som jeg aldrig tænkte, at Sligt kunde gives paa et Orgel; det var, som om man hørte Kirkeklokkerne ringe til Ave Maria; et Uveir brød løs; Stormen susede, Lynene sloge ned, og under alt Dette troede man at høre Psalmesang af Mænd og Qvinder.

- - - - Sørgeligt Budskab har jeg faaet hjemme fra her i Schweitz: min gamle Ven, Excellencen Collin, er bleven saa uendeligt afkræftet og svag, formaaer næppe at tale, og man frygter for kun endnu i faa Dage at have ham blandt os; det har, saa naturligt, meget opfyldt mig. Man beder mig imidlertid ikke forandre min Reiseplan, ikke ile hjem, da det vil være til liden Nytte. Det er underligt saaledes altid at miste, at see alle sine ældste, prøvede og kjære Venner gaae En forud! Dog, Guds Villie er jo altid den bedste! - Nu gaaer det hjemad mod Danmark; om det er til Fred eller Krig, veed jeg ikke; hernede tales aldrig derom, i Bladene læser jeg heller ikke derom, men Breve, jeg faaer, tyde paa, at det seer tungt og truende ud, og at vi staae parate. - Jeg er nu i den lille Schweitzerby Brunnen; paa Søndag gaaer jeg til Einsiedeln og derfra til Zürich. Træffer dette Brev Deres Naade i Hjemmet, og De er i venlig Stemning at skrive mig lidt snart til, da send Deres Skrivelse til München poste restante; der bliver jeg nogle faa Dage. Lige fra den 10 Mai til nu for fjorten Dage siden havde jeg Sommer og altfor megen Solvarme, her i Schweitz er det koldt og i Brunnen altid Regn; imidlertid faaer jeg derved Leilighed til at reenskrive et Par nye Historier, jeg har skrevet paa Reisen og glæder mig til snart at læse for Dem paa Basnæs.

Deres Naades taknemmelige og hengivne

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost