381. Fra Henriette Collin.
Torsdag 8de August [1861]
Kjere Andersen, netop i det Øieblik jeg tog Plads ved mit Skrivebord for at begynde paa Brev til Dem og min kjere Jonas, bragte Postbudet mig Deres Brev, hvorfor jeg hjertelig takker Dem.–At Jonas kun i Søvne udtrykker sig paa Tysk, finder jeg uforsvarligt, men hans natlige Veltalenhed kjender jeg saa godt og det gjør mig ondt at Deres Nattero skal lide under den.–At De og han paa Lørdag vil være hos os i Tankerne derom er jeg overbevist, men tænk Dem endelig ingen Festdag, thi derom kan ikke være Tale under vore nuværende Forhold.–Bedstefader ligger endnu i samme haabløse uendelig tunge Tilstand, han kjender os Alle og kan ved nei og ja give sin Villie tilkjende, men forøvrigt er alt hvad han siger fuldkommen uforstaaeligt, det Eneste vi see er en dyb Sorg over hans Tilstand og en stadig Henvenden i Bøn til Gud om at skjenke ham Ro.–Egentlig Smerte tro vi ikke han lider, uden for saa vidt at Træthed til Døden er det'ndash;Han seer ingen uden sine Børn, Gusta Jette Pedersen og mig, at bringe ham Deres Hilsen kjere Andersen ville være umuligt, han fatter kun hvad der berører hans Person i Øieblikket og det endda meget mangelfuldt'ndash;At vi Alle ere medtagne og nedtrykte behøver jeg ikke at sige Dem og de Timer hvor den elskede Gamle er opløst i Bedrøvelse og længes efter Døden, ere meget tunge at være Vidne til'ndash;I Gaar løb to store Taare ned af hans Kinder ....
Jette Pedersen er en Hovedstøtte i Amaliegade, hun er den Yngste og Stærkeste af os og er utrættelig ved Bedst[ef]aders Sygeseng, Theodor sover nu altid oppe og foruden ham vaager de Andre skiftevis, med Undtagelse af mig selv da jeg knap har de fornødne Kræfter til Dagen og ikke tør give slip paa Søvnen, om Dagen er Theodor næsten altid hjemme og fører sandelig et trist Liv.–I Søndags kom Laura Clasen fra Norge, hun har kun seet Bedstefader fra den anden Stue medens han sov.– Fru Anholm var hos mig, en Dag jeg var sengeliggende og bragte mig Brev til Dem, som De nu vil have modtaget, hun er en vakker Kone og hun holder meget af Dem,–det er et stort Fortrin hos en Vertinde og kan nok veie op mod adskillige Ulemper, dertil kommer at De hos hende boer langt billigere end noget andet Sted.–Det seer heel vinterligt ud, naar man i Adresseavisen begynder at melde loge?auction og man paa Gaderne begynder at møde hjemvendte Skuespillere, denne Vinter vil føre mange indgribende Forandringer med sig i vort Familieliv, og det vil være et føleligt Savn for en stor Deel af os, naar Amaliegadens gjæstfri Port ikke mere aabner sig for os'ndash;Gud veed hvorledes vort Samliv vil blive, jeg troer ikke paa Noget i den Retning, men denne Yttring er kun for Dem, den kunde misforstaaes og Gud veed jeg mener intet Ondt dermed.–See nu kjere Andersen har jeg fortalt Dem om det Eneste jeg i denne Tid kan tale om, thi vore Tanker som vor Person dreie sig i denne Tid kun om Hjemmet'ndash;Byen er stille og de Fleste i vores Kreds ere paa Landet, kridtete Vinduer og tomme Gader er ikke fornøieligt, men vi see ikke andet da vi ikke bevæge os længere end til Amaliegade.– Levvel til vi sees kjere Andersen, men tro ikke paa at gjendsee Bedstefader, det ville være altfor sørgeligt om Herren skulle lade ham vænte saalænge paa Forløsning fra det trætte gamle Legeme.
Louise hilser meget.
Deres hengivne
Jette Collin.
