Dato: 16. august 1861
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 16de August.

Hvis dette Brev naaer Dem i rette Tid, yæreste Andersen! skal det kun bringe Dem min Tak fordi De har skrevet saa venligt til mig paa denne Deres Reise, og dernæst melde Dem, at vi herhjemme have det saa godt vi kunne, naar jeg maa krybe om paa yderst skrøbelige Been, og Efterretningerne fra Bedstefader dagligt bebude, hvad vi nu alle saa inderligt maa ønske ham virkeligt skal indtræffe. Med Jeanina er det det samme, dog have de nu opgivet at reise med hende, da hun umuligt vil kunde faae Kræfter til en saadan Reise; Bedring er der neppe, med mindre man vil kalde en jevn Stillestaaen i Sygdommen saaledes. - Jeg glæder mig til de Eventyr De siger at De bringer hjem med; De kan troe Deres Eventyr er mig tidt en Trøst, naar et af Børnene er syge og skulle mores, saa maa altid den røde Bog med Billederne holde for, og jeg maa læse til jeg næsten kan dem ordret udenad.

Kommer jeg nogensinde til Kjøbenhavn mere, skal jeg glæde mig til at faae Lov at see Deres Photographier.

Fremtiden staaer saa dunkel for mig og mine Kjære rundtom, at jeg ikke tør vove at tænke mig hvordan det vil see ud til Vinter. Lad os holde sammen saalænge vi have hinanden paa Jorden og skjønne paa hverandre og være taknemlige for hvad vi have nydt af Samliv og indbyrdes Venskab. Lev nu vel, min kjæreste Andersen! og bevar mig i venlig Erindring!

Deres

Jonna St.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus