Dato: 24. august 1861
Fra: Henriette Oline Collin, f. Thyberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

384. Fra Henriette Collin.

Lørdag Morgen i Amaliegade [24/8 1861]

Kjere Andersen Jeg blev igaar, ved tusinde Afbrydelser forhindret i at skrive Dem til og lade Dem vide at vi i Torsdags Aftes, med inderlig Tak til Gud, modtog vores kjere Jonas, glad og velbeholden.

Jeg har saa ofte hørligt og uhørligt i mit stille Sind, takket Dem for den store Glæde og den uberegnelige Gavn De har gjort vores Søn ved at tage ham med paa denne store rige Reise, og jeg gjør det her igjen af mit hele Herte.–

Vores Liv er saa forskilligt fra hvad det pleier at være og der er saa lidt Samling i vort Hjem, at jeg endnu egentlig slet ikke har talt med Jonas, endsige hørt ham fortælle noget af det »Uendelig Meget« som han vistnok i Tidens Løb vil have at meddele, og vi glæde os Alle saa meget dertil, men De veed kjere Andersen at Svigerfader'ndash;Nat og Dag'ndash;kun passes af sine egne Børn, Svigerdøttre og Jette Petersen'ndash;saa De kan vide at vi ere i en uafladelig skiftende Bevægelse og kun kunne give vort Hjem det høist nødvændige'ndash;og Bedstefader saa meget som mulig af vor Tid'ndash;Hans Tilstand er nu saaledes at han egentlig kun lever af Luft og Søvn, thi i de sidste Dage nyder han yderst sjelden og egentlig ugjerne en Mundfuld Vand.–Jeg tror vist at han kjender os Alle, og jeg tror at hans hele Sjel lever i Længsel og Bøn om Forløsning fra det trætte Legeme.–Det er vistnok en ganske særegen Tilstand og jeg behøver ikke at sige Dem hvor nedstemte vi Alle ere.–

Vi sees jo snart kjere Andersen, men det gamle Hjem i Amaliegade er da forbi for os Alle!–

Jeg skriver Dem disse Linier ved Bedstefaders Skrivebord. Edvard har vaaget her i Nat og Kl. 5 ½ løste jeg ham af, tilgiv de mange Klatter paa Papiret, jeg har tidt maattet afbryde.–

Farvel kjere Andersen

Deres hengivne og taknemlige Jette Collin.

Da jeg er ene saa hilser ingen, men jeg tror at kunne gjøre Dem en lille extra Fornøielse ved at sende Dem indlagte Billede af Deres gamle og tro Veninde.–Nu kom hun selv herned og beder Dem at beholde hende for Dem selv og ikke lade hende see »De kjender hendes Følelser i den Retning«.–

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost