Dato: 10. december 1861
Fra: Bjørnstjerne Bjørnson   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Rom 10/12 1861.

Kjere Andersen!

Paa en Tid, da jeg havde Stemning til at skrive følgende Vers, som maaske fortæller saa meget, at jeg slipper fortælle mere, -

Vær glad, naar Faren vejer
hver Evne, som du ejer.
Jo større Sag,
des tyngre Tag
og desto større Sejer.
Gaar Støtterne i stykker
og Vennerne faar Nykker,
saa sker det blot
fordi du godt
kan gaa foruden Krykker.
Enhver,
Gud sætter ene,
han selv er mere nær.

paa en Tid, da jeg, Venskabets Mand, ja Produkt, havde Stemning, til at skrive dette, kom det ganske som en Julepsalme mellem Fremmede at faa høre, De havde dediceret mig Deres fire sidste Eventyr. De, Vennen fra et Sommermøde, flygtigt, travlt mellem de tusinde fremmede Indtryk, De, havde Hjerte for at erindre mig, naar mange Venner fra prøvede Tider ikke havde det.

Det rørte mig, min Kone ligesaameget og De havde her i Rom to Mennesker den Dag, som aldrig mødte hinanden uden at tale og færdes om Dem med alle mulige dejlige Ønsker og Overraskelser. Jeg fik frem Deres Eventyr for at se, hvilket jeg der skulde læse op igjen og opdager til min Forundring, at der er et, som jeg ikke har læst. Det maatte være Skjebne; som Theaterdirektør lod jeg engang en Elev prøve en Del Overgange med Stemmen og tog som sædvanlig Deres Eventyr til dette Brug og traf dennegang dette, som vedkommende Elev saaledes hakkede i, at Stemmen og Erindringen derom blev som Paddeskallen, hvori Eventyrets skjønne Sjel laa indeklemt. Jeg havde som en Angst forat komme den nær og løse Fortryllelsen, og i denne Angst laa Fjederhammen gjemt til den rette Tid. Igaar kom Budet om at løfte den susende gjennem Luften med Kjerlighed og Erindring, jeg sprang til, Skallen faldt, jeg tog Fjederhammen paa og bruste afsted med hele Deres forunderlige hjemlige og dog til det fjerneste Fjerne i Tankens Rige førende Storkeflok. Og aldrig har den ført mig saa langt, heller aldrig saa højt. Det er ikke alene Deres bedste Rejse, men der er en Vemod, et klogt stort øje fra Himlen deri, en fjederlet Tilstedeværelse ved det Største og Mindste, saa aandig, at jeg ikke kunde andet end tænke den hele Tid paa det som vi kalde "Svanesang", noget til Himlen løftende, men saa højt, - at det bliver sidste Gang. Og det er vist, at den Dag det mældes mig (jeg haaber det bliver meget sent) at De ikke længer kan røbe af det Uanedes Hemmeligheder, men er selv flyttet op mellem Gaadernes Ophav og Løsning, - den Dag tager jeg "Dyndkongens Datter" frem, kysser Bogen og læser Eventyret langsomt ligesom vi følger til Graven under Musik. Og paa Randen deraf, ude paa Eventyrets Veranda, naar jeg saa staar der og ser ud i det Frie, er jeg vis paa, det sker med Taarer og med en Følelse af Hjemlængsel til det Eviges Minutter. Jeg kunde som Barn aldrig tænke mig Saligheden uden som det mest Pinende, der var til -, næst Helvede; - jeg havde her en Følelse af den saa stor i det Uendelige, at alt, det Oplevede og Ønskede ikke engang blev af Straaets Vægt i dens Herligheder, og netop derved kom dette korte Øjeblik paa Verandaen i Rang med mit skjønneste Livsmoment. Man kan aldrig komme længer i Glæde end til et Minuts Anelse af, hvad den evige Salighed er.

Var jeg hos Dem, da dette Eventyr blev skrevet, saa blev jeg bange, idet jeg vilde tro, at De aldrig skrev mere. Jeg begriber heller ikke hvad Indtryk der kan have skabt det. Den Evne De har til at finde de bedste Mennesker og i disse Mennesker det Bedste og at undgaa alt Andet, maa jo tilsidst føre op til det højeste, saavist som det Gode har Slægtskab med Gud. Og De maa netop derved komme højere, nærmere ham i Forstaaelse til Gjengivelse end vi Andre, som ifærd med Forstaaelsen, bortblander den i urenere Omgang, - i hin prosaisk tunge, lidt onde, lidt afsides førende, lidt fristende til lysene, som hopper om og vinker.

Maatte De nu beskyttet af hin Kjerlighedens Omgang længe bringe Bud til os fra og om det Højeste! Snart saadan, at ti Digte om Paradiset derved ere indsparede og overflødiggjorte, snart saaledes at vi finder det Højeste lysende i vore mindste Ting, og derved forsones med Jorden efter Paradiset, finder os selv og vor Familie, kan omfavne og føle Glæde, - men snart; igjen saaledes, at det Højestes Tempel renses, vi pidskes ud af vore Sædvaner og vor daglige Bedrift ud af Stederne for det Hellige og Stille.

Da jeg er mig bevidst, at jeg mangen Gang har været vildfarende i Forstaaelsen af Dem, naar jeg nemlig har læst et Eventyr, som pinte mig, saa er det mig ofte nu en saa stærk Trang at faa raabe ud hvordan jeg er kommen til Forstaaelsen i Kjerlighed. Og da jeg paa den anden Side er mig bevidst, at jeg har talt med Dem om andre Ting end Deres Dyder og Fortjenester, er jeg vis paa ikke at blive opfattet som Smigrer. Ja, Bud og Hilsen, kjere store Digter og Ven; Gud velsigne Dem!

Nu havde jeg Lyst til at slutte, thi jeg er saa varm af Deres Omfavnelse. Men jeg ved jo, De spørger om, hvordan jeg har det og hvad jeg gjør. Jeg har det godt, indvortes og udvortes, ja jeg har aldrig levet lykkeligere, skjønt jeg har oplevet megen Krænkelse netop nu. - Og "Sigurd Slembe" sidste Stykke arbejder jeg paa, og det skal blive et stort Arbejde. Det andet skrev jeg i Ariccia, jeg læste det nylig i Foreningen (det er tre Akter), efter at have fortalt det første (som er een Akt). Jeg havde en solid Glæde deraf. Jeg har arbejdet et større Musikstykke for Heise, nemlig Bergliot over sin Mands, Ejnar Tambarskelves, og sin Søns, Ejnars Lig i Throndhjem; de faldt nemlig begge ved Forræderi for Harald Haarderaade. Heise har dertil skrevet en Musik, som er den største, han har gjort, og som det skal holde haardt at høre uden Taarer.

Min Kone og min Gut gjør mig megen Glæde og giver mig megen Poesi! Ja, jeg er saa lykkelig, og jeg føler min Digtning saa voxende i Hjertets Klarhed og Aandens Styrke, at jeg kommer igjen som nyskabt.

Ham "den Haandfaste" skal De fortælle dette og hilse hjerteligt fra mig, saa hjerteligt, at det ikke blot føles som Ceremoni. [HCA hilser Jonas Collin i Brev] Jeg skulde skrive ham til; men hvad skal jeg skrive om? Jeg har Mod til at sige dette lige ud, thi jeg ved at han forstaar mig. Naar vi atter har været sammen og knyttet et Par Ender, saa skal vi spinde dem ud, nu er jeg ført over i Meget og Mangt siden den Gang. Men hans Erindring hos mig er den samme klare, faste; han vil være mig en Vinding, saa oprigtig og sikker som han er; thi saa bevæget som vistnok mit Liv bestandig bliver kan jeg have det Behov, at saadanne Folk træde ofte i min Stue.

Træffer De Halls, Rung, Sannes, Thornams, A. Smidth (ved Casino) Gotfred Rode, saa hils dem fra mig og fortæl at jeg længes til Danmark.

Min Kone hilser Dem inderligt. Tak, Lev vel!

Deres taknemmelige Ven

Bjørnst. Bjørnson.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost