Dato: 13. december 1861
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 13de December 61.

Hvad mon De troer om mig, kjæreste Andersen? gid De troede, hvad der har været Tilfældet, at jeg ligesiden jeg fik lidt Kræfter, har været saa optaget af Barnet og huuslig Gjerning, at jeg neppe har faaet Tid til at leve lidt med Moder, som dog kun er saa kort hos mig, endsige til at skrive. De gjorde lille Christine en stor Glæde ved at sende hende Deres Visitkort, det var jo af En "hun selv kjendte," og hun var ikke saa lidt stolt derover. Da jeg saae Deres Eventyr anmeldte, tænkte jeg et Øieblik paa: "mon Andersen ikke glemmer mig?" men see, saa kom Posten og med den Deres kjære Gave. Jeg fløi strax til at læse deri og begyndte jo med de mindste. Sommerfuglen fik mig til at lee høit, især hvor den siger til Ærteblomsten; "Naa saaledes kommer De til at see ud senere!" Hele Characteristiken af Blomsterne, som Frieren seer dem, er ganske uendelig comisk. Og saa Rosenhækken! Hvor den dog er en yndig Skildring af saadan en umiddelbar og aaben Natur, som ikke kan krybe ind, men altid maa springe ud i Roser; jeg har maattet læse den flere Gange, og kommer altid saa forfrisket fra den Rosenhæk. Den hører til dem af Deres Eventyr jeg elsker meest, og jeg "læser Historien om forfra igjen, just fordi den ikke bliver anderledes." Og just Ydmygheden ved Siden af Skjønhedens og Glædens Liv gjør saadan en yndig Virkning. De skal rigtignok have Tak for den Rosenhæk, som man kan have midt om Vinteren.

Jeg synes nok man (maae) kalde det "en sørgelig Historie," Isjomfruen, hvor poetisk De end har ladet Deres Phantasie udarbeide hvad De har læst i Bogen ovre paa den lille Ø med de tre Akasier, eller i Chillon er det nok Bogen findes. Det er saa smukt tænkt, at imens hans Synd med Bruderingen (om end det skete halvt i Ubevidsthed) er den der ligesom hævnende viser sig for ham og drager ham, som han antager, i Isjomfruens Favn, saa er dog Eckoet: "Min er Du" stærkest fra det Høie, og gaaer han end ud af Verden følende sig som Synder, han modtages dog af den frelsende og tilgivende Magt. Stakkels Babette! hun er sødt, og han djærvt og frisk skildret. Det lyder jo som Ordsprog denne Samtale: "Du lader Dig ikke kyse," sagde Mølleren. "Og I holder altid Ord, Hver har sit Kjendemærke." - Kattene ere ypperlige, især naar de ere saa misfornøiede at de ikke "give et Miau for det Hele." Der er Noget i "Psychen," jeg ikke forstaaer, hans Udvikling efter han er bleven Munk vil ikke ret faae Skikkelse for mig; han har intet "Barnesind," thi saa havde han ikke følt sig "løftet over saa Mange," mon han ikke netop mangler Barnesindet? men det skulde vel ogsaa være saa efter Skildringen, men som sagt, jeg forstaaer ham ikke ganske.

Tusind Tak, kjæreste Andersen! for Gaven fra Deres Aand, og Gaven fra Deres Haand! Jeg maa saa ofte læse for Børnene af Deres Eventyr og Historier, og føler saa tidt Lyst til at sige Dem hvor meget De glæder mig med Deres Aandsgaver; men jeg vilde dog genere mig ved at tale frit derom, jeg synes allerede jeg har for dristig ved at give min stakkels Mening tilkjende om disse sidste "Eventyr og Historier." Men De vil jo nok høre paa mig med Venlighed.

Tak fordi De husker os, hvor sjeldent vi end ses. Naar kommer den Stund da De besøger os? De burde dog see vort nye Hjem og den deilige Vedbend, De engang gav mig, som nu naaer helt op i Bøgetræet. Naar De lægger Deres Plan for næste Sommer, saa regn Christinelund med til de Steder De vil besøge. Nu kommer lille Rigmor ind og glæder sig til at besøge Dem, hvis De tillader det. Det kunde more mig om Ingemann engang fik dette Barn at see med det danske Navn, det danske Ydre og det danske Sind. Naar De skriver til ham, vil De saa bringe ham en hjertelig Hilsen fra mig og takke ham for den Sommerdag jeg tilbragte i hans Huus, og for den Glæde hans danske Romaner gjorde mig i min Opvæxt og som nu fornyes i min Datter.

Hvis De har været vred paa mig, hvortil De havde en god Grund, saa haaber jeg dog at De ikke lader Aaret gaae til Ende med denne Stemning imod mig; men at De nu som altid er venligsindet imod mig, og regner mig med til Deres gamle prøvede Venner.

Deres hengivne Jonna Stampe.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus