H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson til H.C. Andersen 16. februar 1862

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 16. februar 1862
Fra: Bjørnstjerne Bjørnson   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Piazza Barberini, Rom 16/2 1862.

Kjere Andersen!

Det samme tynde Papir maa jeg faa Lov at bruge; men De maa lægge et Papir imellem, og jeg skal kun skrive paa den. ene Side og skrive tydeligt. Tak for Deres Brev! Naar man faar Brev fra Dem, er man vis. Saamange Stemninger som De er underkastet: Deres Hjertes og Karakterforholde ere de samme, medens saamange Andres skifte. Et hurtigt, klart Smil, et tungt friskt Hjerteslag føles op af Deres Breve, med det Samme jeg møder de første Ord deri. Indtrykkene forjage hinanden med en vis Skyndsomhed, men Følelsens Fylde i dem gjør dem blivende for os, og forsaavidt de grupperede sig om en Person, en Sag, give de en saa fast, afsluttet Forestilling, at man føler, De ogsaa selv har opfattet for ikke at glemme.

Jeg er meget glad over at være med i den Kjede, som rækkende hinanden Haanden i Deres Venskab har en Plads for bestandig i Deres Hjerte og Fantasi. Jeg sætter med Vilje det sidste Ord til; thi Optagelsen af et nyt Billede har jeg bemærket er ikke hos Dem blot at puttte det paa sin Plads i Bogen, men det maa svinge om saalænge, til det har givet Dem noget, enten som De før ikke havde 20 lagt Mærke til, eller som det var Dem kjert at faa erindret.

Hils nu Collin fra mig, og sig ham, at jeg denne Vinter er skuffet i mere end een Henseende i Rom. Jeg havde ventet mig saameget af Richardt for min Omgang, men har Alt i Alt ikke faaet det Allerringeste; ligesom jeg ogsaa har ophørt at tro synderlig paa ham. Han er saa god og nydelig saadan.for Lejligheden, kan træffe det rette Ord, fremfor Alt det fredelige, behagelige), men se, det kan nu baade Præsten og H. P. Holst, og vistnok kan. Richardt det med større Smag end den første og større Inderlighed end den anden; men det var dog ikke dette vi trængte, i alle Fald er det ikke dette, som jeg bryder mig om. Saa hører han til denne lille Klikke, som vil have Stueluft ind i alle Ting, helst ogsaa i de offentlige. Der er ogsaa Stueluft i flere (ikke alle) af hans Digte. Han kan heller ikke spise et Æble friskt paa Marken, han maa først tage det hjem og stege det. Hernede har han og Heises slaaet Klikke, saa vort Foreningsliv er næsten brudt: Thi op i denne Klikke drage de nu snart denne, snart hin Tilrejsende, som kunde give friskt Liv, og er os Andre derved en Ærgrelse. Det er den Hageske Klikke, som vi har faaet at drages med, og som i et saa lidet Samfund gjør Skade. Bissens, Roeds hører naturligvis derhen. Et nyt Centralsted er Puggaards Selskaber nu blevet for denne Klikke. Jeg arbejder og rejser herfra saasnart som muligt, og jeg er bleyen baade grætten og ærgerlig; thi to Aar borte, saa trænger man højere Selskab, jeg begynder at føle mig noget fattig. Min Kone og min Dreng gjør jo at jeg holder ud, men jovist længes jeg, - og som sagt: de ere blevne 45 Forrædere mod mig, og jeg lader dem føle det.

Deres Fortællinger og Eventyr var mig en Velsignelse. Nu skal jeg korrekt sige min Mening. Først om Eventyrene, fordi de ere saaldeles fuldendte og fine. Dette De skrev hernede er i Rang med det øverste, som De har gjort. Jeg vilde, at det skulde slutte der: "det er min Erindring, mit Liv!" Det næste forniørker blot denne dejlige Slutning. - "Sommerfuglen" er jo ogsaa et af disse fuldendte Billeder, som De gav Vinger, men saadanne Vinger, at de aldrig mere kunne blive Pupper, aldrig mere faa Høst og vente en Andens Opvækkelse. - Psychen gjorde et mægtigt Indtryk paa mig; men man vægrer sig forat læse den to Gange. Isjomfruen har en Begyndelse saadan, at det jublede og sang i Luften, med Grønt og Blaat og Schwejtserhuse. De har der skildret en Gut saadan som jeg havde Lyst til at have en Broder, og hele Sceneriet, Babette, Mølleren, Kattene, hun, som fulgte med over Fjeldet og saa ham ind i Øjet, - jeg blev begejstret til Udraab og maatte gjøre flere Standsninger. - Men kjere, Inilde Mand, at De havde Hjerte til at slaa dette Billede istykker for os? - Den Tanke, som' danner sidste Afdeling, har noget af Gud i sig, den imponerer mig, denne Tanke, at to Mennesker skilles paa Toppunktet af deres Lykke; endnu mere, at De forinden, klart som naar en pludselig Kastevind kruser det stille Vand, har ladet os ane, at der boede i begges Sjele, hvad der kunde have kuldkastet denne Lykke. - Men at De nænnede gjøre dette med disse to Mennesker! Maaske er det blot en Slags moralsk Svaghed af rig, kanske, at jeg ved hvilkesomhelst Mennesker vilde, naar det kom til dette Punkt, have holdt Haanden for og bedet Dem ikke gjøre det. Men jeg vover dog ogsaa at tro, at netop De maatte kunne have skildret deres Fortidsliv saadan, ,at Døden viste sig for os som en Fortsættelse i Lykke, og ikke som en grusom Forstyrrer, skjønt den syntes saa for dem selv og deres Slregtninge. Jeg husker "Dyndkongens Datter", o, hvordan føltes ikke Døden der, som den højeste Velsignelse! Jeg indrømmer, at her ønskede Heltinden den selv, næsten uden at vide deraf, og at under hine Forudsætninger ilsjomfruen maa Vedkommende saa langt fra ønske den, at de endog maa (især den Efterlevende) gribes af uhyre Rædsel. Men kan De det Ene, kan De ogsaa det Andet, og igjennem denne hendes Rædsel kunde saa vi se som Gud gjennem Skyerne godt og klart Vejr bag, og evig Lyse. Men nu sidde vi den hele Tid og protestere: hvorfor skulde disse to uskyldige Mennesker skilles?, Hvorfor netop dem? Saa klare, saa hele, at Syndenneppe syntes at have en Rift at komme ind igjennem - o, hvorfor dem? - Det, jeg kalder "sidste Afdeling", er hele sidste Halvdel, nemlig fra det øjeblik Engelænderen træder op. Deres Naturbeskrivelse er saadan som jeg aldrig før har seet Schwejts tegnet af en Nordbo, og jeg har nu givet mig selv det bestemte Løfte at jeg vil se Schwejts. I det, jeg kalder sidste Afdeling, synes mig at Beskrivelsen af Sceneriet optræder vel selvstændig, bæres ikke i sin hele Udstrækning af Handlingen; men den har jo for os Nyhedens Interesse, for Andre Erindringens, derfor er det godt alligevel. - Saa har jeg i Almanaken eller Nyaarskalenderen seet et Eventyr af Dem om Pengen hjemmefra, det har moret os kostelig, da dens Ide er i høj Grad humoristisk; den synes mig derimod noget vidløftigt fortalt.

Dette er hvad jeg ovenfor kaldte min Mening "korrekt fremstillet", og De vil se, at De har, havt en meget opmærksom og meget taknemmelig Læser. Ognaar jeg har havt noget at bemærke, er det kun "som Mand af Faget", min Nydelse har været stor. Vi have jevnlig brugt Deres Bog til deraf at læse højt i vore Samlag hernede, navnlig i vore Lørdagsaftener og i vore Juleselskaber. Richardt læser Deres Eventyr ganske udmærket, med tørt Lune og Blidhed. Fortællingerne kan han derynod ikke læse; dem maa jeg læse.

Min Dreng taler nu Italiensk med Værtfolkene og oversætter det for Moderen, som han tror ikke forstaar det. Jeg har utrolig megen Glæde af ham. Min Kone er snart saa kjendt i Rom, som hun for tyve Aar siden var i sin Barnestue. Jeg bruger dette Billede; thi Maaden, hvorpaa hun er kjendt, har nogen Lighed med hin. I Scharling ("Moderne Christendom") har jeg lært at kjende et grundgodt Menneske og et ypperligt Hoved med Kundskaber; men han er desuagtet umoden. Men af ham vil der engang stige stærke Skud.

I Mai rejser jeg til Neapel, saa til Florens, Bologna, Venedig, Verona, Insbrück, München. Jeg bliver i Tyskland til December, tager saa til Paris og bliver der til Sommeren. Nylig har jeg udkastet en tre Akts Operaplan for Heise og arbejdet ham første Akt; jeg vil nu engang øve mine Vers til at bære noget af den'Byrde, jeg føler. Med mit Stykke gaar det godt, med min Læsning og mine Vandringer ligesaa.

De danske "Digtsamlinger" har jeg alle læst. Hauchs er den bedste; ja den har fyldt mig paa en sælsom Maade; taler De med ham, saa tak ham fra mig! Taler De med Hr. Clemens Petersen, saa gjør mig den Tjeneste at takke ham for hans sidste Brev. Der bliver nemlig nok en Stund til jeg kan svare; (men det behøver De derimod ikke at sige.)

Kjere, kjere Andersen! Hvor jeg holder af Dem! Jeg troede saa fuldt og fast, at De hverken ret forstod mig eller holdt af mig, skjønt De gjerne med Deres gode Hjerte vilde begge Dele; men nu ser jeg, at jeg tog behagelig Fejl, og det har jo bidraget til at fordoble den Kjerlighed jeg føler for Dem. fra Deres Venner hernede være De hjerteligt hilset, især fra Ravnkllde og Fru Schwartz og Frøken Kierulff. Denne Sæson holder Fru Schwartz grandiose, Selskaber; jeg er i hvert et, kjeder mig dygtig, men spiser godt og gjør Bekjendtskab med Berømtheder (alle kjedsommelige). Dette, man kalder fine Selskaber, er noget, som snart finder sin Holberg, jeg er heller ikke længer i Tvivl om at de ere "Skjulesteder" for megen Synd, at de "offentlige Huse" ikke trække flere Penge bort fra sin Bestemmelse, ikke stiller noget mere Forfængeligt tilskue, ikke avler flere sandselige Tanker, og paa langt langt nær: lyver ikke saa. Nu, der er Undtagelser; men jeg har nu seet mange nok, der ikke ere det.

Rummet byder Slut. Tusinde Hilsener til Fru Hall, Hammerichs, Alle jeg kjender, fra Kone og mig og flest til Dem selv!

Deres B.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter