Dato: 18. marts 1862
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Scavenius, f. Moltke
Sprog: dansk.

Kiøbenhavn 18 Marts 1862.

Deres Naade

Vær hiertelig takket for Deres venlige, høist velkomne Brev; jeg længtes meget efter at vide fra Dem selv hvorledes De og frøken Luzia havde det, hvorledes De nød den deilige Natur ved Nizza, derfor inderlig Tak at De skrev. Et par gange tidligere havde jeg giennem frøken Scavenius og Miss Dunluup hørt lidt, men selv at faa et Brev er meget mere. Jeg har denne Vinter været meget ude, paa Baller og i Selskaber men altid hjemme før Klokken elleve, saa at det var til at holde ud; stor Glæde og Erkiendelse har jeg ved mine Skrifter, et nyt Oplag af de illustrerede Eventyr sætter mig i stand til at udvide min Reise i Spanien og blive 7 af 8 Maaneder borte; jeg reiser i August og / lægger Veien over Pyrenæerne til Barcelone, besøger Valencia og Malaga, og bliver en længere Tid i Granada og en heel Maaned i Sevilla, over Cordova og Toledo tager jeg til Madrid, hvor Julen skulde holdes og derfra i Februar til Paris, herhjemme er jeg da, om Gud vil i Martz. Et rigt udbytte haaber jeg at faae af denne Reise. Dette Aar har til Dato været mig et lykkeligt Aar og jeg kan ikke lade være at sætte dette Held i forbindelse med en lille Begivenhed; jeg fik nemlig ved Juletider et Brev fra en ung Student paa een af Øerne, jeg kiendte ham slet ikke, men han skrev og fortalte at han som lille Dreng havde læst og glædet sig ved mine Eventyr; da fortalte hans Moder ham at Andersen havde prøvet tunge Dage og at Menneskene havde været onde mod ham; da græd den Lille og da han kort efter på Marken fandt en Fiirkløver bad han sin Moder om han maatte sende Andersen den; Firkløveren blev imidlertid lagt hen og en deel Aar er gaaet siden; den lille Dreng er blevet Student, Moderen død, men i hendes Salmebog laa Fiirkløveren; og nu da ved Juletid Studenten læste: ”Iisjomfruen” tænkte han ”jeg maa dog fortælle Andersen den Historie og sende ham Fiirkløveren, uagtet han nu / ikke trænger til Lykkebladene”!, og jeg fik den grønne, tørre Urt og synes virkelig at jeg til denne Stund har faaet meer Glæde og Held end tidligere. Hvad saaledes særligt har fornøjet mig er at da vor Konge for nylig sendte mig en Gulddaase hvorpaa hans Navn var i Brillanter, medfulgte fra ham hans egenhændige Skrivelse, saa hjertelig, saa smuk at den fik Taarer i mine øjne. Fra England modtog jeg et Brev med Afskrift af en Skrivelse fra Calcutta, hvori fortælles, at et VidenskabsSelskab der virker for Udbredelse af Vestlandets Literatur, at de bedste, engelske Arbeider oversættes af unge Hinduer for at Hindu-Folket, især Qvinden, kunne faae en Forestilling om Qvinden hos os, og der skrives, at ingen Bøger læses meer end Andersens Eventyr og at Historien om en Moder er særdeles populær. Det er mig en uendelig Glæde at vide mine Digtninger slaae Rod i Kalidases Fædreland, Eventyrets Hjemstavn. At Ingemann er død, veed vistnok Deres Naade, jeg var i Sorø ved Begravelsen og har skrevet over ham efterfølgende Ord i Pressen [læsning usikker]. /

B.S. Ingemann.

Ved hans Vugge stod Danmarks Genius og Poesiens Engel; De saae igjennem Barnets blaa Øine ind i et Hierte der ikke kunde ældes i Aaringer, Barnesindet vilde aldrig forsvinde, han skulde blive en sjælden Urtegaardsmand i Poesiens Have i det danske Land, og de gav ham Hilsen og indvielse i et Kys.

Hvorhen han saae faldt en Solstraale; den tørre Green som han berørte, satte Blade og Blomster! han brød ud i Sang, som Himlens Fugle synge i Glæde og Uskyldighed.

Fra Folketroens Ager, fra svundne Tiders mosgroede Grave tog han Frøkorn, lagde dem ved sit Hierte, lagde dem paa sin Pande plantede dem og lod dem groe, og de trivedes og voxte ind i Bondens lave Hytte, slyngede sig som Sanct-Hans Urten hen under Loftet og bredte ud de friske Blade; hvert Blad var for Bonden et Historiens Blad, der susede i den tankerige Vinteraften hen over den lyttende Kreds; den hørte om gammel Tid i Danmark og Danskens Sind de danske Hierter løftedes derved i Glæde og Kiærlighed.

Han lagde Frøkorn bag de brusende Orgelpiber og Cherubernes syngende Træ viftede sine Grene, susede i Psalmesang: Fred i Hiertet, Glæde i Gud!

I Hverdagslivets tørre Jordbund lagde han Eventyrets Blomsterløg og den skiød frem, udfoldede sig i broget Pragt og gribende Sælsomhed.

Han førte ind til de Smaa Storken fra Kong Pharaos Land, han lærte dem Morgen og Aftensange og de forstode hos ham hvert eneste Ord. /

Hvad han plantede groer, thi det har slaaet Rødder i Folkets Hierter. Hans Tale lagde Toner i det danske Sprog; hans Fædrelands Sind lægger Kraft i Sværdet, hans raae Tanke er som den forfriskende Søvind.

Det var nu sidste Juul, hvad vi melde er ikke Digtning, selv fortalte han til Vennen sin Drøm; hans Jordliv var endt, Legemet en henkastet Støvklædning, han løftedes bort, men fast holdt han endnu en Haand, han kunde ikke slippe den, hans trofaste Hustrues Haand og han fornam at den blev vaad af Taarer og i det Øieblik fulgte hun ham, da vaagnede han –!

Vakt er han i denne Stund, men hun sidder tilbage i det Hjem hvor hver som kom blev mildere og bedre, hun sidder i Længsel og Savn; for ham er til Mødets Stund Tiden som Minuttet for os! det veed hun; Tak og Kiærlighed lyder fra hendes Mund, lyder fra Barnehiertet og fra det danske Folk.

Hvad der maa forsvinde og vejre hen er nu lagt i Graven under Kirkeklokkers Klang, Psamlemtoner og Kiærlighedens Taarer, hvad der aldrig døer er hos Gud, hvad han plantede er hos os til Glæde og Velsignelse!

----------------

Det staaer aftrykt i Illustrerede Tidende og der følger et Billede med, hvor man seer Kisten bæres ud af Kirken. De veed at Ingemann begyndte sin Biographie. han kom til sin Optræden som Digter, nu vil nok Fru Ingemann fortsætte det Skrevne og det vil være hende en god og smuk Beskjæftigelse idet hun da ligesom lever med ham. /

Solen begynder allerede at skinne varm her hjemme; Isen er af Farvandene; Theatret blomstrer med Besøg idet den nye Sanger Nyrop trækker hele Kjøbenhavn og Omegn der hen. Stemmen er smuk, men det Mærkværdigste ved Manden er hans dramatiske Udførelse, han er Masaniello i Den Stumme og er plastisk skjøn. Med Indsamlingen til Ørsteds Monument gaaer det ret godt. Fru Jerichau har paany malet en Havfrue, der unegtelig hører til det meest Geniale hun har leveret; hendes ældste Datter er meget syg og lever vist ikke. Jerichau udfører en deilig Gruppe af to badende Piger. Meget glæder jeg mig til at se og tale med Deres Naade og Frøken Luzie, men om jeg i Paasken kan forlade Byen er uvist, jeg tænker ogsaa at De ikke til den Tid indtræffer til Basnæs, det er heller ikke varmt og smukt Veir nok som De nu er vant til det i Nizza. Vil Deres Naade bringe min hiertelige Hilsen til Frøken Luzie, ligesom jeg ogsaa tillader mig at hilse komtesserne Moltke. Jomfru Schou er jo med paa Reisen, jeg kan tænke hun har været henrykt ved at gaae under Palmer og Oranger, jeg glæder mig til at høre hende udtale sin Henrykkelse.

Deres Naades ærbødig hengivne

H.C. Andersen

Tekst fra: Ejnar Askgaard