H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 11. august 1837

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 11. august 1837
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

104. Til E. Collin.

Odense den 11 August 1837.

Kjære Ven!

Det er noget siden vi skreve hinanden til; jeg begynder da nu; mon der kommer Svar? dog jeg skal altid huske De er en ung Forretningsmand, der har Characteer nok til at følge Pligtens Stemme, selv hvor den er tvert­imod Hjertets. I Sorøe fandt jeg særdeles Venlighed. Ingemanns og Hauchs hørte min ny Roman og de vare begge i en særdeles Grad grebne af den. Hauch satte den over Alt hvad jeg nogensinde havde præsteret, ja øverst af Alt i den nyere Tid, spaaede mig at denne vilde grunde min Lykke, at jeg i Tydskland fik et grundfæstet Navn og at jeg i Danmark maatte vinde de Mægtigere, saa at min Fremtid blev sikkret. Omtrent talte han, som de der ret have Interesse for Hertz i Anledning af Svend Dyring. Jeg har seet en stor, ædel Kreds grebet dybtved Læsningen og er virkelig blevet hyldet. De og enkelte af Deres smiler nu deraf; gjør196 det i Guds Navn!, jeg veed jo dog nok at de Alle holde af min Personlighed, ja i Hjemmet er jeg dem, som en Broder; en Gang bliver de vel ogsaa nødt til at erkjende mit Digter værd, som jeg nok veed staaer dybt, i Deres Fa­milie og i enkelte Andre, under Hertzs og Heibergs. – Jeg har nu altid store Forhaabninger, jeg veed nok der venter mig mange Plager og smaa Sorger, ogsaa vel Trang – – men, jeg troer endnu jeg kommer til Syden og det om ikke mange Aar, jeg bliver ogsaa fundet værdig en Løn, som Hertz har faaet den og – – ja, det er jo store Tanker, men De kan jo nok mærke197, hvorledes Folk har sluddret for mig og sat mig Galskab i Hovedet, jeg bliver vel ogsaa erkjendt af dem hjemme for en Digter, saa stor som deres store Digtere. Dog jeg mærker, at ligesom man kan snakke sig vred, kan jeg skrive mig vred, og det vil jeg slette ikke, ingen holder jeg dog af, som af Eduard, der er saa forskjellig fra mig, der jo endogsaa engang har – – dog, det var jo langt fra denne Retning jeg vil styre. Jeg har et stort »Instinkt« til at være hæftig i Dag. Critikken i Maanedsskriftet er nu dun­stet mig af Blodet, skjøndt den vistnok kan skade mig et Sted, men kun et eneste Sted, dog det er det jeg elsker høiest, nemlig i Deres og mit kjære Hjem. Der er meget deri, der maa, vil de være konsequente, vinde deres Bifald og det er det, som i det Smørerie har ærgret mig. – Hauch vilde have skrevet til Deres Fader i Anledning af det Indtryk min Roman havde gjort paa ham, eller faaet Øehlenschlæger til at gjøre det, men jeg takkede derfor, da jeg er stolt nok til at troe, at jeg ikke trænger til at Fremmede skal vække Deres Faders Interesse for mig. Den har jeg. Min Lykke staaer i den største Mecenats Haand, han som laver Konger og afsætter dem, den gode gamle Gud, som maa arangere Alt for mig. Jeg længes efter dem hjemme, især efter Søstrene, Mennesket Andersen kan aldrig, selv i den anden Verden, ønske sig kjærligere Sjæle, der vurdere og elske ham. – Løverdags kom jeg her til Odense, hvor jeg kun bliver Ugen ud, hver Dag er jeg udbudet, igaar havde jeg Vesit af Abrahamsen, der var meget galant og elskværdig, det var første Gang jeg talte med den Mand, jeg blev budet til Middag og kommer i dette Øieblik derfra; der var et godt Bord og 8te Slags Vine198; Arangementet var alene for min Skyld, min Skaal og Romanernes blev drukket, godt er det at jeg kun har skrevet 3 Romaner, havde der været flere at drikke for, var jeg kommet under Bordet. Nu maa jeg fortælle Dem nogle Morsomheder. Frøken Schleppegrell, som De kjender af Omtale, spurgte mig, »kan De Tydsk?« – Jo, jeg troer noget! – »Ja, jeg veed nok at De kan Aanden, men jeg mener, kan De Ordene? Tør jeg prøve? jeg vil spørge Dem om noget som jeg spurgte Grev *** om, og han kunde ikke sige det, hvorledes vil De oversætte: Christian den Syvende«?« – Jeg fyldestgjorte hende med mit Svar. En Dag var jeg hos Fru Falbe, der, som De veed, i sin Ungdom var Skue­spillerinde og gav Ida Münsters Rolle. Hun vilde vise mig Plankeværket ind til den lille Have hvor jeg havde levet, som Barn, men turde ei gaae med »thi mit ædle Hjertes Juveler, Taarene, vilde jeg ikke kunde holde tilbage«. I Forstuen traf jeg en Justitsraadinde, just hun, som er lidt vred og troer at Fruen i Lemvig, Marens Moder, er et Portræt af hende. Hun sagde: »Vær saa god at gaae først ind; jo sgu' skal De først, jeg veed nok hvad der passer sig. Ære dem, som Ære bør! troer De ikke jeg har været paa Slottet og kjender det Galante.« Dette var ramme Alvor. Een af Klosterfrøkenerne sagde til Jomf Hanck: Gud hvor De er lykkelig, der har ham hos Dem! – O, vi have ham saa lidt, svarede hun, han er altid ude! »De har ham dog om Natten,« sagde Nonnen. – Imorgen reiser jeg til Lykkesholm for ret at pleies, høre Musik, og spise Dyresteg; et Dyr er fældet har man mældt mig. Iaar er Roserne der afblomstrede199; De veed jeg ifjor havde dem at kysse, ligesom Nonnen sin Bambino, iaar er det forbi med Roserne, nu maa jeg see at finde en anden Gjenstand. Hør, nu min gode Ven, skriv næste Postdag et Gallop-Brev, thi i Ugen De faaer dette maa De sende mig Brev, dersom jeg skal faae det, De skriver kun til »Lykkesholm per Odense«. Siig mig om Gottlieb er i Stockholm. Siig mig hvorledes Deres egen lille Kone lever? Ja, De er et lykkelig Menneske, som har Kone og »Maaskee børn!« – Jeg og andre stakkels Pebersvende have intet andet Haab, end at vi i den anden Verden blive en Art Sul­taner, som da faae qvindelige Besiddelser i Overflødighed. Fortæl dem Hjemme at Frøken Julie Føns paa Hendsgavl er blevet forlovet med Reetz-Tot, som nok skal være et forlevet, jappet Mandfolk. Væddeløbene forestaae, de have megen Interesse, man vil overtale mig til at blive her og tage Deel i denne Fest, men jeg længes efter de kjære Hjemme, jeg længes efter at begynde paa Trykningen af Romanen og jeg vil gjerne endnu et Par Gange i den salte Sne, her maa jeg gaae i Odense Aa og det er Pjank. Siig til Deres Fader at jeg alt i Sjælland omdeelte Planerne for de forladte Børn af slette Forældre, kun een har jeg endnu faaet tilbage af disse. – Fra Jomf: Hanck har jeg i Commision til Dem, at bede, om De vil slette hende ud af Listen paa Medlemmerne af Musikforeningen. Da hun ikke har vundet og ikke har ellers nogen Nydelse af Selskabet, som hun er borte fra, vil hun ud. Hils Emil, – det fortræffelige Menneske, jeg holder saa meget af ham, han veed nok jeg har en ualmindelig Tillid til ham. Biskop Faber besøger jeg iaften, han har en vakker Datter, dersom hun var meget riig blev jeg forelsket i hende. Hils Deres Forældre og Sødskende. Glem ikke Thybergs og Reimer, var jeg saa smuk, som han, saa skulde jeg snart faae en Herregaard og med den – naturligviis, en Hob af Dyder. Dette er et forbandet langt Brev, men naar jeg er hos Dem, selv kun i Tankerne, saa sladdrer jeg, som en gammel Dame; Farvel

Deres meget elskværdige Ven og De's Broder

H. C. Andersen.

(I Eftermiddag har jeg talt med Deres Rector Nielsen, som er her i Be­søg, han bad mig hilse, da jeg skrev).

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter