Dato: 22. september 1837
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[22. September 1837]

Ja, det var rigtignok længe, meget længe siden at vi havde hørt noget fra Dem kjære Andersen, jeg troede næsten at De ganske havde opgivet at skrive, derfor har De heller intet seet fra mig. De sagde i Sommer at uagtet Deres Kjærlighed til hele Menneskeheden følte De Ligegyldighed for ethvert enkelt Individ, eller idetmindste Mangel paa sand Interesse for det, fra denne almindelige Lod unddrog jeg vistnok strax i Tankerne Collins og maaskee endnu et Par af deres kjøbenhavnske Venner! men heller ingen Flere, at vi aldrig hørte noget fra Dem, bestyrkede mig i Rigtigheden af min Tro, og - hvor kunde det da falde mig ind at skrive? At Antagelsen af denne Tro imidlertid ikke er falden mit Hjerte saa let som mit Hoved, vil jeg gjerne tilstaae Dem, jeg har desuagtet i lang Tid hver Postdag ventet Brev. Naar den gamle tvære Brevdrager kom inden for vor Huusdør forekom han mig som den for mig interessanteste Person i Odense (udenfor min Familie) men fra Dem bragte han mig aldrig noget, og jeg har virkelig græmmet mig lidt over, at Broderen saa ganske havde glemt mig og os Alle. Undertiden har jeg tænkt saalænge over Grunden dertil, at det tilsidst forekom mig som om det var mig selv der var Skyld deri, og det var nu reent galt, thi der er intet der sætter mig i et saa slet Humeur som Misfornøjelse med mig selv; men - om det havde trykket mig nok saa meget, havde jeg dog ikke skrevet, hvis De intet Brev havde sendt mig! - Kald det ikke Trodsighed af mig, jeg troer det fortjener et mildere Navn, jeg vilde alligevel have glædet mig inderlig over ethvert Lyspunkt i Deres Liv, over enhver Hyldning der bliver Deres Konst tildeel, vilde alligevel have været bedrøvet for Dem naar De var syg og bedet Gud gjøre Dem rask igjen, De havde desuagtet altid beholdt en søsterlig Veninde i mig; men nu er jeg dog glad at De har skrevet, meget glad ! Det bedrøver mig tit ikke at kunde see og tale mine Venner; men jeg kan undvære det, naar jeg blot veed at de ere lykkelige, og ikke glemme mig. -

De har ikke skrevet fordi deres Brevmanuscript ikke betaler sig, staaer da Bedstemors, min og mines Glæde over at høre fra Dem i saa lav en Priis hos Dem at den slet intet er værd? - De har ikke skrevet fordi vi have været saa meget i deres Tanker at De ingen Brevdue behøvede at afsænde! - "Det er en nydelig Vending han har givet sin Tavshed," sagde Gusta da hun havde hørt Deres Brev, det gjorde mig ondt, det var slet ikke falden mig ind at det kunde være en Vending ! - - Deres ny Tragedie spøger ret om i mit Hoved: "Dina" skal den hedde, det er formodentlig af Ulfeldts Historie? Som Hovedpersoner deri tænker jeg mig da Frederik d: 3die, Ulfeldt, Eleonore Kirstine, Oberst Valter, Dina, o s v. Er det rigtigt? Heltinden der nok bliver en Rolle for Fr Heiberg maa da idealiseres grumme meget, eller maaskee Ulfeldts tro Hustru skal staae som et lyst Billed ved Siden af hende, dog derved taber vel Hovedpersonen for meget? Alligevel vilde jeg gjerne høre Dem skildre en Leonore, hun vilde sikkert blive ligesaa elskværdig som Flaminia, ligesaa kvindelig som Louise i "O T", det forstaar sig der maatte jo blandes nogle kongelige Træk ind i dette Billede, ogsaa det vil De forstaa. Jeg synes alt deres Eleonore staaer saa tydeligt for mig, og - hun kommer maaskee slet ikke i Tragedien. Lee kun af mig og min Spørgelyst; men jeg er nysgjerrig som altid naar De begynder et nyt Arbeide, og har desuden en gammel Interesse for min Helt Christian d. 4des Datter maaskee dog meest fra Lunds Heroide241 som jeg som Barn lærte udenad! - Søndag Aften da jeg fik Deres Brev læste jeg netop i P. Møllers Trochæer og Jamber, jeg synes der ere nogle smukke Vers blandt de sidste, iøvrigt er jeg enig med Dem i at det hele Forsvar, eller Kamp hvad jeg skal kalde det, er højst uhældigt, især i et saa lille Land som Danmark, her staae de Fiender han sikkert ved dette Skrift har skaffet sig, ham saa nær at de let kunde skade ham, at han forsætlig har villet fornærme Dem tror jeg ikke, han har kun med Begjærlighed greben et slaaende Beviis mod Maanedskriftet; men han kunde have brugt det uden den tossede Opremsen af hvad det indeholdt. Fader sagde da han havde læst Recensionen over Deres to Romaner, at det ret havde ærgret ham da man saa tydeligt saae at Recensenten var Deres personlige Uven, der med et utaaleligt belærende Gnaveri væltede sig ind paa Dem, jeg vilde først ikke have læst disse Udfald da jeg forud vidste at det (især hvad Improvisatoren angik) vilde gjøre samme Indtryk paa mig som naar man percifflerer hvad jeg anseer for helligt, eller sætter Foden paa hvad jeg har kjært; - men - Maanedskriftet var for 8 Dage i Huset, de første 5 Dage rørte jeg det ikke; men den 6te løb jeg det flygtigt igjennem! Har De ingen Ahnelse om hvem Deres Recensent er?242 Jeg glæder mig til at fornye Bekjendtskab med Deres: "Spillemand". De hører til de Forfattere hvis Arbeider jeg først ret kan nyde ved andengang at læse dem. - Hvad der sikkert vilde interessere mig overordentlig er Deres Levned, men hvor skal jeg faa fat paa revue des deux mondes? Hvis vi see Dem til Sommer maa De endelig medbringe det, saavelsom den Udgave af Deres samlede Digte som jeg aldrig har kunnet opnaa at faa at see!

De længes efter Fader og Moder der ret ofte i Tankerne til Foraaret gjæste Kjøbh.; men derved bliver det vel desværre ogsaa endskjøndt det vilde være en stor Opmuntring for dem Begge. Moder skranter meget i Vinter, og flere Sorger og Ængstelser hun har havt har just ikke gjort det bedre, De kan tro det var en tung Tid da vi vidste den stakkels kjære Thea saa syg, hos vildfremmede Mennesker, medens vi slet intet kunde gjøre for hende, ikke engang skrive hende til, gudskeelov hun nu igjen er hos Familie og i Bedring, jeg vil savne hende uendeligt i Vinter. Nu maa jeg kun leve ved de kjære Sødskendes Breve!

Gid Ranzau Breitenburgs Bekjendtskab maa være Dem nyttigt, da han er en saa begavet Mand, maa det jo idetmindste være behageligt; fornemme Folk maa efter min Følelse være meget elskværdige naar man ikke skal foretrække Omgangen med sine Ligemænd. Dog Kunstnerne gjøre en Undtagelse fra denne Regel, vil De vistnok indvende, vor Konge spilte en ubetydelig Rolle i sit lille Land, medens Goethe var Digterkonge i Europa. Jeg troer De har forendeel ret og derfor maa man vel tilgive Konstnerne deres aandelige Stolthed!

Da Talen var om hvad Ranzau B- ønskede at gjøre for Dem sagde Bedstemor og Tante "Gud give han dog vilde foretrække noget vist om Aaret, for at reise til Italien det var dog langt fornuftigere!" Jeg tænkte i Stilhed at Syden nu da den for Dem maa have tabt Nyhedens Interesse, dog maaskee ikke mere vilde have den Tryllemagt som forhen, og gik halvveis over paa de Fornuftiges Parti! Nu næste Aar gaaer det jo til Breitenburg! - det er dog ogsaa noget! -

De siger at Caroline i Theateret mod Dem spiller la muette de Portici saa maa hun spille slet eller gaae ud af sin Rolle, ellers vilde Sydlænderinden ved Mimik hilse paa en gammel Bekjendt, nej, Caroline er en dansk Pige ovenikjøbet fra Provindsen, og taler vist ikke først til en Herre der ikke nærmer sig hende, især paa et offentligt Sted, det vilde jeg uagtet min temmelig ærværdige Alder ikke engang gjøre. -

Æren er det eneste De lever for siger De, den døde Skat, De ene griber efter, nej kjære A- saa ulykkelig tror jeg ikke De er, er da Tanken om den Beundring et vellykket Arbeide vil forskaffe Dem da det eneste der begeistrer Dem for dette, jeg synes at De medens De nedskriver det, medens det endnu kun tilhører Dem selv, ret maa føle Dem lyksalig derved, og at denne Følelse, maa kunne opveie mangt et Savn. - Tror De at De vilde sætte Mængdens Beundring saa høit hvoraf vistnok den færreste Deel har Deres Agtelse, hvis De ikke trode at dens Enthousiasme for Dem hævede Dem endnu højere hos flere af Deres Venner. Det tror jeg ikke, og saalænge De har denne Følelse, er De jo ikke saa fattig at De lever for Æren allene. "Det er Fruentimmer-Resonnement" siger De maaskee, ja, jeg veed jo nok at Mændene somoftest tænke anderledes; men - De har før sagt at vore Karakterer havde adskilligt tilfælles, det har jeg nu rigtignok aldrig villet tilstaae (ikke engang for mig selv), fordi jeg har læst et Sted, at der udfordres to modsatte Karakterer til et varigt Venskab; - men - jeg tror det dog alligevel, og derfor tænker jeg mig at een Følelse, selv den mægtige Ærgjerrighed, ikke saa ganske paa alle andre Følelsers Bekostning kan have bemægtiget sig Dem. - Bliv ikke vred for hvad jeg her har skreven, jeg ved ikke selv hvordan disse Linier ere komne mig i Pennen - da jeg begyndte mit Brev vilde jeg have skreven om ganske andre Ting.

Lørdag Middag [23.9.]. -

Til Julen hører vi dog lidt fra Dem? Der var En der i Sommer var saa nydelig at tilbyde, at han vilde sende mig Fredericke Bræmers Brev, nu er det jo kommet, og jeg er meget nysgjerrig, det er nok Svar paa et fra Dem? Fr Lessøe finder det saa smukt, siger De, hun gjør nok i det Hele meget af Fr. Bræmer. Jeg skal bestemt svare til det hvis jeg maa faae det at see.

Hvor vi have havt et smukt Efteraar, paa de to sidste stormfulde Dage nær, vi have endnu de deiligste Georginer, Levkøier og Resedaer, hvoraf jeg har et fyldt Glas staaende foran mig, idag skinner ogsaa Solen igjen i Odense, dog det er da overflødigt at fortælle, thi densamme Solstraale som spiller her paa Brevet skinner vist lyst og klart ind i Deres Stue; iøvrigt staar den gamle Fødeby som altid, den spidse Gavl ligeoverfor seer lige saa kjedelig ud som sædvanlig; men fra Vinduet seer den lille smukke Naboerske, som De jo nok mindes fra i Sommer saa mildt herover, som om hun vidste at jeg skrev og vilde sende Dem en Hilsen gjennem Deres Søster

Jette.

NB. Deres Brev indbragte mig slet intet, de vare Alle saa forhippede paa at høre det, at jeg ikke fik Tid til at underhandle. Det er igrunden meget mere end De har fortjent; men den halve Interesse tilhører Digteren, og den anden halve Byesbarnet H. C. Andersen, faaer dog imidlertid en hjertelig Hilsen fra hele Familien. -

(Langs Randen:) Jeg vilde alt have skrevet forrige Postdag; men Moder laae den Dag, Gusta var ude og de marslevske Herrer her saa det var mig umuligt; men her har De nu et til Fortvivlelse langt Brev, som jeg vil ønske De vil have Taalmodighed til at læse. - Caja Plum er meget svag i dette Efteraar, det gjør mig ret ondt for den stakkels Thabita. Kalkars ere raske, Canceliraaden begynder nu snart sine Forelæsninger igjen, Ida Hansen har jeg ikke seet siden medens De endnu var paa Lykkesholm da jeg en Dag bragte hende en Hilsen fra Fr. Lessøe. Mad. Møller talte jeg forleden, hun syntes ikke om Svogerens lille Bog243 . - Hos Knudsens have de den Sorg at Karens Hoved efter et Fald hun i Sommer gjorde er saa svagt, at de ofte frygte for hendes Forstand244 , Fr. Falbe er i Bedring. - Fr. Schleppegrell kan jeg hilse fra, jeg var for kort siden til en Chocolade (som hun kalder det) hos hende. Jeg havde laant hende det sidste lille Hefte af Deres Eventyr, og hun forsikrede mig, at hun havde læst den lille Havfrue 5 Gange igjennem, og grædt hver Gang, der laa og en stor Taare med Sminke i, paa et af Bladene, det ærgrede mig ordentligt, at den lille Havfrue skulde begrædes med en sminket Taare. - Seer De den kjære Fr Lessøe da hils hende. Til Line kan det vel ikke nytte at sende en Hilsen, thi De bringer hende den ikke. – Levvel!

Titchens Selskab er kommen hertil; men det er da værre end intet245 .

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost