Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 20. oktober 1862
Fra: H.C. Andersen   Til: Mimi Holstein-Holsteinborg
Sprog: dansk.

H. C. Andersen til Grevinde Mimi Holstein.

Granada Alhambra den 20 October 1862.

Kjære Fru Grevinde!

Saa tidt og ofte er De, Deres Mand og de velsignede Børn i min Tanke, dog først i Dag faaer De Sort paa Hvidt derfor. Jeg er i Granada, boer oppe paa Alhambra, ogsaa der er et Hotel skudt op med alle Beqvemmeligheder en Reisende i vor Tid kan for­lange. Fonda de los siete suelos heder her mit spanske Hjem. Det er et godt Stykke oppe paa sierra nevada, Sneen ligger paa Bjerg­toppene og jeg kan ikke nægte jeg fryser en Deel, men gaaer jeg ned til Granada, et Qvarteers Vandring er det brændende varm Sommer. Alhambra er tilvisse et Blad af Tusind og een Nat; disse mauriske Haller have en ubeskrivelig Skjønhed, Kuplerne see ud som om man saae op i den meest vidunderlige Blomst og Væggene ere i deres Steenmasse, som laae der kunstigt udskaarne Kniplinger over Guld og Purpur. Dog deiligst er mig det her tætved liggende Xeneralife; et maurisk Lystslot uden for Alhambra, det er kjøbt af en italiensk Familie og holdt i stand, her svømme Guldfiske i Marmor Basiner, her skygge Cypresser endnu fra Maurernes Tid, Roserne mylre frem og man seer ned i den friske grønne Dal hvor Darro og Xenil risle med et utroligt klart Vand. Imidlertid kan jeg og min Reisekammerat, den unge Collin, ikke taale Climatet og Vandet her, og efter 10 Dages Ophold vende vi imorgen til­bage til Malaga for at finde Skibs Leilighed til Gibraltar og den afrikanske Kyst. Nede i Granada tilbragte vi ni Dage, vi vare der under Dronningen af Spaniens86 Ophold der, og det var os meget besværligt at komme under Tag, Priserne vare i den Grad opskruede at jeg i de 9 Dage gav 100 Rdlr mere ud, end jeg efter min Reiseplan kunde og maatte, saa at jeg nødes til at tage 3 Uger tidligere fra dette for mig interessante Land end jeg ellers vilde! Det er lidt ærgerligt! dog jeg har seet Granada i en Glands og Glorie, som i Maurernes Tid. Gjennem alle Gader lyste en Sværm af brogede Lamper, som var det en Hær af Colibri[er], Musikken klang. Klokkerne ringede, Zigeunerne dandsede, Stjer­nerne blinkede, der var en Mylren af Mennesker, kunde man beskrive det, som det var, det blev et udødeligt Digt! – Her mod­tog jeg et Brev fra Kammerherreinde Neergaard87, deri hørte jeg Visheden om Prindsesse Alexandras Formæling med Prindsen af Vales88; jeg gratulerer ham og ønsker hende den bedste Lykke, altid vil min Tanke følge hende, jeg har den inderligste Deeltagelse for denne unge elskværdige Dame, som i det Hele Prinds Christian og hele hans Huus har en stor Plads i mit Hjerte. For denne høitstaaende Familie kan det jo ikke betyde Noget, men det er nu det samme, jeg holder uendelig meget af dem. Bed Deres Søster, naar hun' skriver til Prindsessen paa den smukkeste Maade udtale min Deeltagelse i hendes Lykke den jeg ønsker Hendes Kongelige Høihed saa varmt, saa inderligt, som om Gud havde forundt mig at stilles i hendes hjertelige, velsignede Familiekreds. Det glæder mig ogsaa at jeg ikke er en Fremmed hos den Nation hun snart skal tilhøre, at hun maaskee vil der høre mit Navn nævne! ja, det er min Forfængelighed! – De forstaaer mig kjære Fru Grev­inde, derfor tør jeg nok lade Pennen løbe, lade den sladdre, ret som hvert Pulseslag af mit Hjerte taler. Men jeg glemmer at fortælle Dem om min Reise; med Jernbane Flugt fløi jeg gjenném Tydskland, en Maaned blev jeg i Schweis, længst i Brunnen, Interlaken og Montreux, over Lyon og Perpignan kom jeg ind i Spa­nien og blev 10 Dage i Barcelona hvor jeg var Vidne til en frygte­lig Oversvømmelse, flere Mennesker druknede i Gaderne, jeg maatte selv vade gjenném Vandet for at naae mit Hotel. Fra Barcelona seilede jeg med Dampskib til Valencia, hvor det Eiendommeligste var mig at jeg fik Suppe kogt paa vore almindelige smaa Snegle, og de laae i Sneglehuset, dernæst Blæksprutte stegt i Olie; paa Jernbane kom jeg herfra til Alicante og reiste da den forfærdeligste meest slette, utrolig halsbrækkende Landevei, i 14 Timer til Murcia, men i en Natur der var den meest tropiske jeg har seet; en uhyre Palmeskov, Marker med elephantstore Cacter, Hegn af Granattræer, Menneskene aldeles maurisk klædte, Zigeunere dandsede i Murcias Gader, en forsvunden Fortid rullede op for mig. I Cartagena blev jeg tre Dage for at finde Skibs Lei­lighed til Malaga, endelig kom »Non plus ultra«, saaledes var Skibets Navn og i Skidenhed svarede det til Navnet der var ræd­somt ombord, jeg maatte tage et Stykke Linned fra min Kuffert og svøbe om min Hovedpude før jeg kunde lægge mit Hoved til den. I Malaga fandt jeg den meest opmærksomme og omhyggelige Ven i vor danske Consul Scholtz89, et Par Anbefalings Breve førte mig ind i flere af de rigeste Familier, man var utrolig opmærk­som mod mig og jeg boede smukt ved Alameda, den offentlige Spadseregang, saae hver Aften fra min Balkon Africas Kyst. Imor­gen, som sagt kommer jeg der igjen. Med det første Dampskib seiler jeg da til Gibraltar og derfra til den afrikanske Kyst; først i September er jeg, om Gud vil i Cadix og gaaer da strax til Se­villa. Meget glad vilde jeg blive om Deres Naade der glædede mig med et Brev, adresseer det til vor danske Consul i Sevilla, saa faaer jeg det. Til Fru Scavenius har jeg skrevet men ikke faaet Brev, siig hende at jeg ret længes efter et saadant. Hils Deres fortræffe­lige Gemal, hils min søde lille Gudsøn, hils Ulrich Adolph og Bodil, ja jeg beder Deres Naade ret rundelig hilse og ikke glemme den kjære Baron Rosenkrantz, jeg er saa glad ved at jeg er kommet til at kjende ham! hils Hr Bay og Genferinden! Gid jeg dog en Timestid sad paa det hyggelige Holsteinborg! Hils Deres Sviger­moder. Tænk paa mig ved Vedbenden, jeg plantede.

Deres Naades taknemlige

H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus