Novb1837
Kjære Ingemann!
Gud velsigne Dem for alt godt! De har været og er mig saa god! Dem sender jeg mit sidste Arbeide. Var det skrevet paa Fransk, da havde jeg vist mere Ære, større Fordeel, nu faaer jeg offentligt kun Daddel; det er mig, idet jeg sender Bogen ud i Verden, som havde jeg begaaet en Forbrydelse og skulde nu straffes; jeg lider af Angest! O Gud, jeg har dog skrevet ud af min Sjæl, grebet ind i Livet, som jeg forstod det. Hvor det er lykkeligt, at høre en stor Nation til! Marmier er ikke Digter, kun Skribent, og hans Fremtid er sikkret, han tør forlove sig - jeg, det er ikke nok at jeg med al Fornuft maa dræbe enhver saadan Stemme, men har endogsaa en Fremtid, som er mere - poetisk, end lykkelig! / men jeg vil ikke klage! mange Gode og Ædle vurdere mit Talent. De og Hauch vise mig en Deeltagelse, som jo er en sand Velsignelsens Gave; tro mig jeg paaskjønner det!
Hils Deres fortræffelige Kone! ja De er et lykkelig Menneske! og jeg - ja jeg kunde maaskee ogsaa være det, med en Gage som De
Snart hører jeg jo fra Dem?
Deres trofast hengivne
H.C. Andersen.