Dato: December 1837
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den December 1837.

Tak for Deres smukke lange Brev ! Jeg fik det i Dag og det gjorde mig saa godt; jeg har læst det tre Gange igjennem og ret levet i Deres Nærhed; nu har jeg begge Hænder fulde med at skrive en Farce til Studenterforeningen, aligevel maa jeg underholde mig med Dem; ja tænk, jeg er indbudet iaften til Thee hos Rantzau-Breitenburg, men jeg har ikke Lyst at gaae ud, jeg maa dog ogsaa have mine Luner, jeg vil sladdre med Dem og mine kjære i det gamle Odense. "Kun en Spillemand", opfatter De smukt, jeg troer det er min bedste Bog, men enhver Bog har som Mennesket sin Skjæbne. Fodreisen og Improvisatoren ere de lykkeligste, den første oplever nu tredie Oplag; Improvisatoren har jeg en Glæde af, som De maa gratulere mig til. Igaar kom en Captain Jensen1op til mig, han kom fra Paris og skulde bringe mig Hilsen fra Kruse og tillige underrette mig om den sjældne Ære, at Improvisatoren i dette Øieblik oversættes paa Fransk i Paris og vil udkomme i Begyndelsen af 1838. Det er den første danske Roman, de Franske komme til at kjende, det er en Ære ! – o, jeg er glad derover, som et Barn. Her hjemme erkjender man ikke ret den Gud, der taler gjennem mig, ude er man billigere! Fortæl Deres Bedstemoder det, hun vil glæde sig derover. Havde vi hende dog rask! nu hun er syg, føler jeg ret hvor kjær hun er mig, vi kunne ikke miste hende ! Men hun er jo stærk, hun maa blive rask igjen og vi samles næste Sommer, taler meget sammen, ifjor var det altfor homeopatisk ! Deres Tante vil vel nu skrive mig til naar hun hører jeg bliver oversat paa fransk. Fortæl det til Schleppegrell, til Thomsens og Schønheiders, det vil vist fornøie dem. Igaar læste jeg det eneste Exemplar her existerer i Byen af revu de Paris, hvori Marmier har leveret "La vie d'un poete", det morede mig at høre mig selv tale saa nydeligt fransk, det smigrede mig, at staae som en ret interessant Skabning i Verden. Han taler først om Geniets Kamp, nævner nogle Beslægtede jeg har i Poesiens Historie, fortæller nu vort første Møde, hvorledes jeg seer ud, hvorledes hanfandt mig; mit lille Hjem og derpaa fortæller jeg ham mit Ungdomsliv ! Nu taler han om mine Arbeider og sætter Digtene og O T øverst, det ender med en versificeret Oversættelse af det døende Barn. See, nu er mit Navn da holdt i Veiret for et hundred Aar, lee ikke af min barnagtige Glæde ! – De misforstaaer mig ikke, nei der var i Deres Brev saa meget der overtyder mig derom! O hvor gjerne vilde jeg ikke give Dem et ret lystigt Brev, men iaften er det ikke mit Øieblik at juble i; min Eensomhed bliver mig mere og mere trykkende ! De skriver, at jeg vist ikke vilde dølge for Dem om jeg er forlovet, nei det vilde jeg ikke, men, ved Gud i Himlen, jeg har ikke Idee om det ! Byen som nu altid taler om offentlige Mennesker, nævner snart den, snart den, men de ere alle langt fra mine Tanker og jeg forsikkrer, at jeg ikke har Tanke om at det nogensinde skeer, at jeg bliver forlovet ! Jeg har formegen Klogskab til at gjøre et ubesindigt Skridt! (Vor Herre hjælpe mig altid til at beholde den). Jeg har kun en taalelig Existens, og aldeles ingen Udsigter! Min Kone maa leve saaledes som hun er vant til i sin Familiekreds og De seer altsaa at jeg aldrig forlover mig; jcg skal døe eensom ligesom min stakkels Christian i Romanen. Tro ikke at jeg her romantiserer noget ned paa Papiret, nei jeg vil aabne mit Hjerte broderligt for Dem ! – ja ! var jeg formuende, havde jeg Udsigter til engang at erholde et eller to Tusind om Aaret, – saa forelskede jeg mig ! her er en Pige som er smuk, aandrig, god og elskelig, hun hører til een af de aandsførste Familier i Kjøbenhavn; men jeg har ikke Formue og – jeg bliver ikke engang forelsket ! hun er desuden netop halv saa gammel som jeg! – Gud være lovet, hun har ikke Idee om at jeg synes mere end ganske godt om hende, og hun behandler mig ogsaa som en ældre Herre hun har kjendt i mange Aar; hun har Fortroelighed til mig og er istand til at fortælle mig, og det i een af Dagene: "Andersen, De maa gratulere mig, jeg er forlovet !" Dog, det vil hun ikke sige, hun er for unseelig, ingen mere blyfærdig Pige, end hun, kjender jeg. O, hvor man dog allerede i denne Verden kunde være lykkelig ! Hauch skriver mig til, "ønsk ikke den Veemod bort, som fylder Deres Sjæl, det er just denne som giver Deres Digte den bedste Glands !" – O Gud, saa skal man da sprælle som en Sommerfugl paa Naalen, for at de Andre kunne nyde Skuet deraf.

Marmier er en moersom Fyr, han prædiker hver Dag Forlovelse; endelig har han nu truffet den rette; han har seet os sammen, men jeg slaaer det hen i Vind og Veir! (Apropos, med Hensyn til et andet Spørgsmaal i Deres Brev, for at De ikke skal faae aldeles feile Tanker, maa jeg sige Dem hvem det er Sophie Ørsted er forlovet med,efter Folks Sigende, nemlig cand. jur. Dahlstrøm2 et smukt og udmærket Menneske, som er indkaldt til alle sine Examina. De to fortjene hinanden, de ere begge smukke og elskværdige, jeg holder meget af dem begge to, vor Herre gjøre dem ret lykkelige). Jette Wulff gaaer i denne Tid paa Spor efter mine "Indbildninger", som hun kalder det, Louise og Ingeborg ere "godt underrettede", sige de og paa Grund heraf har jeg brændt mine erotiske Digte, der kommer slet intet af mig iaar i H[olsts] Nytaarsgave. Efter at jeg havde brændt Digtene fortrød jeg det; de kunde jo have staaet i en ny Roman, kun et eneste havde indpræget sig i Hukommelsen, det skal De en anden Gang faae en Afskrift af. – Hvad siger Schleppegrell om mit Portrait? Seer Folk noget paa det? O vor jeg længes igjen efter et lille Epistel, vær smuk søsterlig god mod mig ! De veed ikke hvorlænge De har mig, mit inderligste Ønske er nu – døe ! –

men det ville vi ikke sladdre om, jeg er i godt Humeur, jeg har jo i Grunden en sjælden Lykke, en brillant Erkjendelse i Verden, som Digter, efter mine Evner. – Siig til den kjære lille Tekla, eller hvad det er hun hedder – Jomf: Faaborg3 , at hun skal ikke give sig af med at sige Naiviteter, angaaende mig ! hun skyder uden for Skiven, desværre, kan jeg aldrig see mig istand til at overtyde hende derom. Mine Børne-Eventyr bliver oversatte paa Tydsk; flere af mine Digte ere satte i Musik af Gebauer, No 1, Rosenknoppen er alt udkommet og gjør særdeles megen Lykke ! Siig mig om De kan faae den hos Hempel, ellers vil jeg sende Dem den ! Heiberg arbeider paa et nyt Stykke i Maneer af Elverhøi, Hartmann skal componere Musikken4 . Hertz har skrevet et nyt Stykke, fra Niels Ebbesens Tid5 . Af Oehlenschlæger har jeg faaet alle hans Værker foræret, som Tak for min nye Roman, et lille, venligt Digt til mig, fulgte med. Hartmanns Portrait udkommer med det første6 . Rygtet gaar at vi til Kongens Geburtsdag skal have et Skuespil af Frits Paludan Muller, Andre sige derimod, en Ballet af Bournonville. Jødinden gaaer ikke. Gid jeg maatte opleve den Glæde at een af mine Romaner kom ud paa Engelsk, det vilde fornøie mig særdeles; dog paa fransk skaffes nok fleest Læsere; jeg tør troe, at sendte jeg et Exemplar af den franske Oversættelse og een af den danske Improvisator, til vort Hof, man læste – den franske. Det er dog en poetisk Situation, at blive stukket i Kobber, blive oversadt paa tydsk og fransk, læse sin Biographie i et af Frankrigs første Journaler og dog være en fattig Knøs, eensom, uden Udsigter, en Camoens i Norden – ! men der er noget Tragisk deri, som gjør mit forfængelige Gemyt Glæde. Lev nu vel min kjære søsterlige Veninde ! beed at Bedstemoder maa leve og jeg – blunde.

Broderen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus