Dato: 5. marts 1863
Fra: Louise Collin, g. Lind   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

424. Fra E., Henriette og Louise Collin.

Firenze d. 5 Marts 1863.

Iovergaars fik jeg Deres Brev af 16de Febr. Dersom denne Dato virkelig er rigtig, saa er det jo en skammelig Postforsinkelse, men mulig har De skrevet et feil Tal. Denne Formodning har jeg nogen Ret til, da Brevet paa andre Steder viser en forunderlig Tilbøielighed til urigtige Tal. Saa­ledes skriver De, at Jonas har faaet fra mig en Vexel paa 5000 fr. og faaer en paa 1000 fr., medens der som bekjendt kun er Tale om 2 Vexler à 500 fr. pr. Styk. Men Deres Betragtninger om den hele Pengesag kan jeg ikke lade gaae upaatalte hen. De ønskede »rede Penge for Jonas« for ikke at hæve meer end nødvendigt paa Creditivet; nu sender jeg Dem rede Penge, hvis Beløb De altsaa fritages for at hæve paa Deres Creditiv. Her er ikke Spørgsmaal om Tab for Dem, og skal heller ikke være; Omkostningerne ved Vexlens Anskaffelse er jo min Sag; De bringer kun i Afregning for mig, hvad De contant modtager. Har De tidligere maattet for Jonæ Skyld hæve 21 Napoleons meer paa Deres Creditiv, og disse nu contant betales Dem, saa kan De nu hæve 21 Napoleons mindre, og det gaaer da lige op; ikke sandt? Sagen bedes i sin Simpelhed betragtet saaledes: til Firmaet Andersen & Jonas har jeg sendt ialt 1000 francs. til Dækning af Deres Ud­gifter for Jonas; Alt hvad De har udlagt af Deres Penge og Alt hvad Jonas faaer contant af de 1000 fr., betragtes som Deres Udlæg; saa er Op­gjørelsen i Kjøbenhavn overmaade let. Thi ogsaa med Hensyn til de 1000 Realer er der ingen Vanskelighed hjemme; har De f. Ex. i det Hele hævet 10.000 Realer, saa faae vi i Kjøbenhavn at vide, hvormeget disse have kostet Dem, og 1/10 af denne Sum beregnes da med som Deres Udlæg. Lad det nu altsaa blive derved; der skal saamæn ingen Vanskelighed opstaae, naar De bare noterer alt hvad Jonas har faaet og faaer.

Imorgen reise vi herfra til Venedig. Et Brev fra Dem, afsendt ved Deres Afreise d. 15de, vil forhaabenlig kunne træffe os i Nizza poste restante. Vi kunne neppe naae Paris, før mod Slutningen af Marts. Vi have opgivet l'etoile du Nord, og søge maaskee hen til hautes Alpes eller Deres Logis. Vi finde vel nok et passende Sted om ikke just strax.

Florenz er en By, som jeg høist nødig forlader. Hvor er det velgjørende at komme fra Roms skumle Rococo-Paladser til Florenz's livlige poetiske Architectur. Pisas Domkirke med dens Omgivelser har nu aldeles betaget mig.

Jette har nok meldt Jonas den overraskende Efterretning, at Eschricht er død; det har vist bedrøvet ham.

Skriver De eller Jonas til Nizza, vilde jeg nok have opgivet:

a. den danske Legations Adresse.

b. om og hvad man giver i Douceur til Legationens Bud for Breve.

c. Er det sandt, at man giver Drikkepenge for hver Kop Caffe, som man drikker?

d. om muligt den danske Værts Adresse i London; jeg troer han hedder Meyer

e. hvorlænge De opholder Dem hos Serre, samt naar De tænker at være hjemme. ­

Den ene af Præmierne for den her udsatte Opgave: en Façade til Domkirken, er vundet af vor Architect Vilh. Petersen, som opholder sig her; det er glædeligt.

Ja, nu har jeg ikke meer; hils nu min egen Jonas, og vær selv hilset indtil, om Gud vil, et glædeligt Gjensyn. Deres hengivne

E. Collin.

Kjere Andersen I mit sidste Brev, afsendt (saavidt jeg husker) først i forige Uge har jeg svaret Dem paa det store Spørgsmaal hto come or not to come« og vi ere altsaa enige om'ndash;at glæde os til at sees i vor kjere Hjem­stavn.–Edvard har især havt megen Glæde af Opholdet i Florenz og jeg føler ogsaa hvilken yndig og fornøielig By den er og hvor høit den i saa mange Retninger staar over Rom'ndash;men'ndash;jeg kan ikke glemme Rom og jeghaaber at jeg aldrig skal kunne det.–Den medicæiskeVenus vilde jeg gjærne critisere lidt, hvis det ikke var en prostitution at gjøre det og jeg vil derfor vænte til vi tales ved saa skal jeg under 4 Øine betro Dem hvad jeg har imod Hendes Deilighed at indvænde'ndash;Her i Florenz føler man sig dog saa nordlig i Sammenligning med Rom og dog have vi her, med Und-tagelse af de to første Dage havt det mildeste Foraarsveier.–Jeg savner næsten de uendelige Skarer af Præster og Munke som mit Øie havde vænnet sig til at see og jeg savner de gemytlige skrydende Æsler og de stolte store Bøfler som jeg med Agtelse gik afveien for (denne sidste Sammenstilling mellem 2 og 4Fødede er ingen Vittighed)–Hans Helligheds store Op­mærksomhed mod den syndige Menneskeslægt strækker sig i fuld Udstræk­ning hertil, igaar kunde jeg kun ved at knæle ved 5 forskillige Altare have erholdt Syndsforladelse for lang Tid og saagar have havt noget tilovers for en eller anden i Skjærsilden!–Hvorlænge kan dog tænkende Væsner finde sig i saadan Tale! Mærkeligt er det jo ogsaa at læse de mange anti­catolske Bøger som h]er findes og, uden mindste Modstand fra Regjeringens Side, forhandles.

Nu maa det være nok for dennegang kjere Andersen hils min Dreng fra mig og skriv snart til Deres hengivne

Jette Collin.

Da jeg tænker mig at De muligviis holder mere af Papir med Bogstaver paa, end af rent Papir i et Brev; saa vil jeg tage mig den Frihed at sende Dem nogle Bogstaver.–Er dette ikke meget beskedent talt!

Om Lorenz, vort nuværende Bedested vil jeg ikke tale, da jeg er i et meget artigt Lune Idag, og nødigt vil komme ud af det ved at maatte bagtale denne pene lille Bye, som kjeder mig temmeligt meget. Men det kan nok være at dette har sin Grund i at jeg kom til at holde saa meget af Rom, og ikke rigtigt kan faae Smag for, hvad der følger bag efter, saa at jeg nu kun kan glæde mig rigtigt til Venedig og en lille Smule til Paris, men allerallermest til Kjøbenhavn. Forresten finder jeg det ganske morsomt om vi i Nizza træffe Manderstjærnes, De husker vel nok vore Venner fra

Montreux, hende som accompagnerede Dem til danske Folkesange498, den næstældste stille Søster og »lille russka Mimi«, som hun kaldte sig, naar hun skrev paa Dansk. Maa jeg hilse fra Dem? Men jeg maa slutte, for jeg skal'ndash;ikke op at see paa Malerier, men hen at spise Frokost.

Min Hilsen til kjær-Broder og dermed Farvel.–ærbødigst

Louise Collin.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost