Dato: 28. april 1863
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin
Sprog: dansk.

Christinelund den 28 April 1863.

Kjære Ven!

At jeg blev meget glad igaar morges ved uventet at faae Brev fra Dig, er noget Du vil forstaae da Du kjender mig, tak derfor! hvert Venskabs Tegn fra Dig gjør mig godt, thi Du er groet ind i mine Tanker, Noget Du med Aarene meer og meer vil forstaae, selv det at jeg, det være nu Uret fra min Side eller ei, at jeg tidt kan blive lynende gal paa Dig naar jeg synes at Du [overstr: har] for lidt har Øie for min Inderlighed. Jeg lever ret i denne Tid tilbage med Dig, jeg arbeider paa min Reise i Spanien, min Dagbog ligger opslaaet, mine Tanker ruller Enkelthederne op jeg gjør saaledes den hele Reise om og jeg troer at den med Humor og med Varme kommer paa Papiret; jeg har allerede, foruden det Du hørte, nedskrevet hele Opholdet i Barzelona, Reisen til Valencia, Opholdet der og Farten videre over Almanza til Alicanta; naar jeg den 20de Mai kommer til Kjøbenhavn, haaber jeg at være naaet Africa og altsaa kun at mangle Hjemreisen. Den lille / Udflugt her til Christinelund blev ikke saa behagelig! jeg havde Aftenen forud sagt til Portneren i Hotellet, er det godt og blikstille Veir imorgen tidlig, da kald paa mig Klokken 4, thi da gaaer jeg med Dampskibet; er det mindre godt Veir, skal jeg kaldes paa Klokken ½6 thi saa foretrækker jeg at reise over Land. Portneren kaldte Klokken fire, jeg aabnede Vinduet, det luftede, men heller ikke mere, jeg kjørte da ned til Dampskibet, men Blæsten tog til og da vi dreiede om Trekroner blæste det allerede saa det peeb efter; store Bølger væltede; under Stevns var det en heel Storm og da vi kom til Bøget var jeg i Tvivl om jeg ikke hellere skulde seile lige til Vordingborg hvor Fartøiet lagde ind til Broen. Ved Bøget var en rivende Strøm og skumhvid Sø, en Baad kom ud, og i hvor meget den vippede bestemte jeg mig dog til at springe i den; det var en uhyggelig Landsætning, Regn og Hagel styrtede ned, vi stødte paa Grund og begge Baadsfolkene maatte springe ud i Vandet og der styre Baaden. Den lange brætsmalle Bro, var næsten umulig / at betræde i den Vind og det Veir. Paa aaben Vogn, gjennemblødt og gjennemblæst, naaede jeg Christinelund hvor Ankomsten var hjertelig og jeg stadig har Fornemmelsen af at være velkommen. Igaar var her stort Selskab, det var noget for Dig, min Ven, der maatte tales om "andalusiske Øine og Tyrefægtninger", jeg læste op, som det kaldes og gav dem endogsaa en Stump af Reisen. Kammerherreinde Raben kom jeg op at skjændes med, hun og hendes Mand have været i Spanien og hun rev Landet ned som om hun var en Tydsker; hun kaldte Menneskene der raae og ubehagelige, Maden ikke til at døie, Hotellerne beskrev hun, saa at jeg ikke kjendte dem, men jeg fik, troer jeg hele Forsamlingen til at troe paa mig! som vi sad ved Bordet kom der Bud at der var Ild i Skorstenen, den slukkedes, men da jeg gik til sengs var hele Muren endnu ganske varm. En stor Fjerdyne blev stoppet øverst i Skorstenen og imorges Klokken fire skulde Skorsteenfeieren komme / thi Skorstenen var i den Grad med Sod at den brændte hele Natten. I den tidlige Morgen saae Røgteren at Dynen oppe i Skorstenen brændte, den fik de da slukket, uagtet allerede brændende Stumper fløi og tænk Dig her er jo rundt om Straatage. Nu indtraf Skorsteensfeieren, der blev en stor Udreensning og nu er Alt reent og sikkert, Murene kolde, Soden væk! - Det glæder mig at dine Forældre nu komme hjem, det er velsignet for Dig og de selv ville have godt af det, ikke at tale om Louise, som nu igjen kan trives; hils dem Alle fra mig, men gjør det virkeligt, ellers maa jeg opfinde et stærkere Ord til Dig end "Bøtte"! Glæder Du eller Nogen mig med Brev da er jeg her paa Christinelund til Løverdag morgen, saa gaaer jeg i sex Dage til Holsteinborg og der fra til Basnæs; til begge Steder sendes Brevene over Skjelskjør! Hils hos Drevsens og Thybergs. Gud glæde og bevare Dig, min egen kjære unge Ven.

Din trofaste

H.C. Andersen.

[Tilføjelse i margen s. 4:]

Jonna hilser Dig!

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 10, 43-46)