Dato: 9. januar 1838
Fra: Xavier Marmier   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Stockholm 9 Jan 1838

Min kjære Ven. Da jeg fik Deres sidste Brev, jeg var saa beskiæftig med min Reiseadieux ogmin Reisepackete at jeg kunde ikke svare Dem, som jeg vilde. Nu er jeg kommt i Ro, jeg har læset. igien Deres Brev og det bedrøver mig meget at have forladet Dem i en saa tung Tilstand. Jeg kiender ogsaa disse Digtersmerter, disse Digtertrane som De klager over. Jeg veed hvor bitter er sommetider Levnet, hvor dunkel Haabsstiern. Men dog, man maa ikke fortvivle, man maa tro, og lide, og vente. Lykken er et capriciøs Barn som kommer oft da vi tænkte ikke meer at see ham, og jeg er overbevist at hver man som giører sin Pfligt skal finde en Gang i sit Levnet. Tage De imod min kiære Andersen, og tænke De at det er dog med alle sine Smerte, med alle sine piinefulde Tvivl en stor Lykke at blive en Digter isteden at være en dummrig og dummglad Materiale handler.

Det er første Brevet som jeg skriver fra Stockholm, jeg tanker at der gaaer godt til mig om jeg begynder mit Ophold i Sverrig at bringe Trost [sic] til en Ven.

Jeg har reist fra Gotheborg til Lidkoping med en ung svensk som er meget interessant og elskværdig. Det er Grev Rosen. Vi talte meget om Dem., Han sagde mig at De har lovet at sende ham Deres Improvisator, og at han mister [dvs savner] det meget. Da De har en Leilighed, giøre De det; thi den unge Mann holder meget af Dem.

Jeg beder Dem hilse tusind Gange for mig frøken Wulff. Det giører mig meget ondt at jeg har ikke seet hende oftere og langre. Det er en god, en ømme, en poetisk Natur som man skal elske da man har kiendt hende. Jeg vilde sende hende nogle Verse som jeg har giort paa Veien, men de ere nu ikke ganske correcte. Det skal være for en anden Gang.

Jeg kom i Stockholm først iaftes. Jeg har giørt ingen Besøge, nu bliver De ganske sikker at jeg skal bringe Deres Breve, og Deres Bog til deres Adresse.

Adieu, kiære Andersen, tænke De sommetider til Deres Ven som har ogsaa sin Smerte skiønt han taler ikke derom og lade mig høre meget af Dem. Adieu

X. Marmier.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost