Dato: 3. juli 1863
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin
Sprog: dansk.

Glorup den 3 Juli 1863.

Kjære Ven!

Tak for dit Brev i det gule Omslag; Guult og Rødt veed Du er Spaniens Farver, jeg seer altsaa Noget halvt Spansk hver Gang jeg seer Brev fra Dig, men lad nu ikke dette Brev være hvad man kalder "en spansk Vesit", kort og formel, kom igjen, om Du ikke begriber det, saa veed Du dog, jeg længes efter Dig. Jeg troede Du slet ikke mere brød Dig om at faae danske Snegle, at Du nu havde hvad Du vilde have, ellers var jeg af mig selv gaaet ud at samle, nu antyder Du i dit Brev at Du nok gad have nogle fra Fyen, men slaaer strax igjen dit Ønske istykker. Hvorfor gjør Du det, Bøtte! - Kan Du da aldrig forstaae, at Du gjør mig glad,/ naar jeg fornemmer at jeg kan gjøre Dig en Fornøielse, selv den ubetydeligste. Det er ogsaa forbandet med den Alder der ligger mellem os, det kan kun være den, der fra din Side, gjør Vrøvl mellem os, at det skulde være Høiagtelse for hvad Theodor kalder "Europa", er ikke Tilfældet, Du kan jo blive "Amerika", naar Tiden kommer. Dersom denne Antydning til dine ikke indlogerede Evner, (egen Angivelse), ærgrer Dig, skal det fornøie mig, det er kun Gjengjæld, thi Du har tidt ærgret mig. Nu Snak nok, jeg har allerede samlet Snegle, naar de komme, endnu har jeg ikke saa mange, vil Du vide at Glorup ligger midt imellem Nyborg og Svendborg, en Miil fra store Belt. Haven har, indtil de sidste Aar, været tilgroet som et / Vildnis, her er et stort fiirkantet Basin og i det sidste Aar er gravet Kanaler; det er Situationen, Sceneriet for Sneglefamilien; jeg er bange, jeg efter Sædvane, har fundet en heel deel Unger, dem troede jeg nu at en Pebersvend aldrig kunde faae. Naar jeg næste Gang skriver Dig til, lægger jeg ind i Brevet et Par Ord til vor Ven Viggo. Gid dog han maa have Gavn af Badet ved Norge! Du skriver at Du i høiere Grad end ellers nu er din egen Herre, de ere alle borte, Du kan "hver Aften gaae paa Buler og sove ud om Aftenen," gid jeg kunde gjøre det samme, men Du under mig det ikke, dit Skarn, jeg kjender Dig! - Vær forsigtig, at Du ikke forkjøler Dig! da jeg nævner Forkjølelse, vil jeg sige Dig at jeg lider deraf, har Gigt / i Nakken og Overarmene, ja jeg har derved den ulykkelige Tanke at jeg dog bliver ældre, netop i det jeg synes at Livet siger, "seer Du, her er godt at være, vær ung i din Ungdom! jeg har imidlertid ikke kjendt den, da maatte jeg altid grunde paa - den Dag imorgen!

Nu har Du da din Kasse fra Cadix, hvad er der saa i den af mine Sager? Her paa Glorup bliver jeg til Tirsdag-Morgen den 7de, reiser saa til Frijsenborg ved Aarhuus. Min Bog: "I Spanien", afskrives, omskrives, udfolder sig og tilfredsstiller mig, det skal den ogsaa Dig, vil jeg haabe! hils David fra mig! * vær nu en lille Smule sentimental og hav mig i Tanken, og naar vi, om Gud vil, om eet eller to Aar kunne flyve ud sammen, haaber jeg Du er saa uendelig gammel, at vi ere Jevnaldrende.

Din H.C. Andersen.

* Det var dumt skrevet, om Forladelse, Du bringer jo aldrig Brev Hilsener!

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 10, 57-60)