Dato: 17. januar 1838
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorøe d.17 Jan 1838.

Kjære Andersen!

Med Tak for Deres sidste Brev sender jeg Dem her nogle venlige Utak fra min Kone for Deres Recidig til Julespøg- og Nytaarsløier-Sygen, som vi troede De havde lykkelig overstaaet. Jeg maa give hende Ret i hvad hun siger derom og vilde ønsket De havde ladet den Spøg fare, fornemmelig fordi det i sig selv er Uret og Synd mod Poesien, tildeels ogsaa fordi De nu derved uden Nødvendighed har sat Dem i et Slags Fegterstilling baade til Hertz og til Pal: Møller, hvorved De lettelig vil kunne faae nogle Tertser og Qvarter til Gjengjæld, som De er meget for ømskindet til at kunne fornøie Dem over. Har De ved samme Julespøg villet give Maanedsskrift-Selskabet nogle Raketskud, som det vel kunde have fortjent, saa synes det mig inconseqvent, at De med det samme vil gjøre hele Pal: Møllers Salve - til "Ingenting". Dermed har De maaskee vilde vise Dem upartisk og betegne det Hele som Spøg, men derved gaaer al Spøgens mulige Virkning som Raketskud til Sandhedens Ære forloren. Hvad hiin Skat angaaer, som De sørger over ikke at kunne hæve, og som i enkelte Livs Øieblikke dog synes Dem mere sund og riig, end alle de hævede Skatte af samme Natur, De kjender, saa mener jeg dette er en Følelse af det Uendelige og Evige, enhver poetisk Natur maa føle dybest i sig selv, men det er ikke derfor Individets udelukkende Eiendom - det er hiint Urdavæld, der bevarer Universets Liv og hvoraf en ny Jord og Himmel skal udspringe for os Alle. Selv om det kun var et timeligt Ocean, kunde dog ingen poetisk Thor bringe det videre med dets Udtømmelse end Thor paa Reisen [til] Jothunheim bragte det med Verdenshavet. Enhver nok saa heldig Production er jo kun en Draabe af hiint Ideern[e]s hav, hvori alle poetiske Verdner hvile. Og nu frisk Mod baade hvad de indre og ydre Livsskatte anbelanger! Lad ikke Fanden oftere lokke Dem til at lege Bold med andre virkelige Digteres Guldæbler, om der ogsaa er endeel Gruus og andre mindre gehaltrige Stoffer deri som i alt Menneskeværk! og glem ikke i de Livsmomenter, hvori De seer ind i den evige Skjønhedsverden gjennem Individualitetens Seerør, at det er den samme der afspeiler sin Herlighed under forskjellige Lysbrydninger i alle Digtersjæle. Dog det veed De igrunden jo ligesaagodt som jeg; men det maa have været lidt taaget i Intelligentsens Hovedsæde, da De skrev hine Ord i Deres sidste Brev, hvori jeg baade maa give Dem Ret og Uret, eftersom man vil udlægge dem; jeg kalder det visselig ikke med noget ondt Navn, som De venlig forudsaae, men jeg troede at see et Feilblik i hiin individuelle Indadseen, hvorved den store udvidende Følelse af det evig Universelle stod Fare for at indsnærpe sig i Enkeltlivets Selvbevidsthed. Mit dramatiske Digt er sendt til Pressen. Paa at lade det spille gider jeg ikke tænke. Det maatte i saa Fald beskjæres noget[;] dog det lod sig let gjøre, skjøndt det tryktes uforandret; men at underkaste sig en Censur, man underkjender, er mig en Selvmodsigelse, uden Hensyn paa Resultatet. - Hvad De fortalte mig om Meisling var mig glædeligt. Gid jeg snart maa høre et godt Udfald af Rantzau Breitenburgs Indlevering af Ansøgningen. Gud velsigne Dem! Lev vel! Deres

B.S. Ingemann.

Tilføjelse i marginen s.4:] Fru Bügels Uheld gjorde mig ondt hils hende deeltagende fra mig!

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (207)