Det Brev, som Du her faaer fra mig, vil neppe glæde Dig, og Du kan være forvisset om, at det ikke er for min Fornøielse, jeg skriver det, ligesom Anledningen dertil heller ikke er synderligt lystelig. Men har jeg end utallige Gange undladt at udtale mit Hjertes Mening og tvunget mig til Passivitet i mit Forhold til Dig, saa er jeg dog endnu ikke naaet til det Punkt i en taabelig Godmodighed, at jeg kan eller vil taale Alt af den, der selv Intet taaler, men fordrer Alt. Maaskee bliver Du overrasket, naar jeg lader Dig vide, at det er Dig, hvorom jeg taler. - . Skulde jeg behandle den Sag, hvorom jeg vil tale, i alle dens Forgreninger, saa vilde den tage mere Tid op, end den er værd, thi noget Væsenligt opnaaer jeg dog ikke, fordi dette vilde forudsætte en totalt forandret Aandsretning hos Dig; men jeg forsikkrer Dig, at dersom jeg saae Muligheden af, at jeg kunde bidrage til at aabne Dit Blik for det uhyre Vilderede, hvori Du gaaer med Hensyn til, hvad man skylder Sandhed, saa vilde jeg offre hvor lang Tid det end skulde være. Det svimler for mig, naar jeg søger at fatte den Tanke, at Du er den Forurettede, men dog føler jeg mig overbevist om, at dette er Din Opfattelse af Sagen, og troede jeg virkeligt paa en forsætlig Fordreielse efter den Maalestok, som da vilde foreligge her, saa tabte jeg vel med det Samme Troen paa alt Godt hos et Menneske. Om Du har baaret Dig ad paa den Maade, som kan fordres af Enhver, hvad enten han er dybt forurettet eller selv har gjort Sit til at krænke en Anden, dette, og andre af Sagens Sidespørgsmaal vil jeg, som sagt, ikke indlade mig paa her, fordi de strængt taget ikke vedkomme mig, men hvad der vedkommer mig er Forholdet mellem de to høist forskjellige Belysninger og Fremstillinger, hvorunder denne Sag er draget frem paany. For at gjøre det Hele saa simpelt og overskueligt som muligt, vil jeg her fremsætte det Skete under to Former, den historiske, sande - og den ubegribeligt digteriske, eller hvad man nu vil kalde den. Denne sidste fik jeg at høre, efterat jeg havde fortalt Louise den første, - og jeg kan ikke nægte, at min første Tanke var, at jeg drømte, men saa faldt det mig ind: Nei det er ikke mig, som drømmer. Den historiske, sande Fremstilling. I Granada modtog Du paa en varm Formiddag og i nerveus Tilstand et Brev, der tilsyneladende var afsendt uden at betales (Noget, der som bekjendt aldrig finder Sted) 2. Du blev rasende, men læste ikke Brevet, saae blot, at det var fra en Mand, Du ikke kjendte, rimeligvis en Pseudonym; det var en Student 3, og - husker Du det, - Du kaldte ham en "snottet" Student, men Brevet læste Du endnu ikke, skjøndt jeg opfordrede Dig dertil. Først da Du havde vakt min umaadeligste Forbauselse ved at raabe, at "denne snottede Student vovede at skrive til Digteren Andersen, mig, som er berømt over hele E u r o p a" (de Ord glemmer jeg aldrig), - først da læste Du Brevet, og Din Dom om det var afgjort førend Du læste det. Jeg læste det ogsaa, jeg fandt det ikke morsomt, heller ikke kjedeligt, jeg forstod ikke ret Meningen dermed, men fandt Intet, som tydede paa, at Studenten var snottet eller Brevet uforskammet. Vi vare altsaa uenige, men bleve samme Dag gode Venner som altid, og saa reiste vi, og talte ikke mere om den Historie.-. (Jo, eengang troer jeg, den blev berørt) Saa kom Du forleden Dag til mig, fortalte mig, at Studenten havde været hos Dig, navngivet sig og følt sig ulykkelig, da han fik at vide, at der virkeligt for en Del var sigtet til ham i de bittre Ord i "I Spanien" 4. Du havde sagt nogle venlige Ord til ham, hvad Enhver vilde have gjort (ja, jeg er vis paa, at selv Fenger 5 havde gjort det), men dog - efter Dit eget Referat - gjentagne Gange gjort ham opmærksom paa det Usømmelige i hans Opførsel, sagt ham, at saadanne Ting kunde man gjøre mod sine Jevnaldrende, men at Du rigtignok havde troet, at Du nu stod paa et Standpunkt herhjemme, hvor ingen af de Yngre turde behandle Dig saaledes.-. Efter disse Ord (som i Parenthesis sagt havde faaet mig og vist mange Andre til at skjænke Dig Resten af Talen) rakte Du ham Haanden, skjænkede ham Tilgivelse, og spurgte, om Du kunde være ham til Tjeneste. Saa gik han, og at han har været mindre tilfreds med Tilgivelsesmaaden, end Du, fremgaaer vel deraf, at han Dagen efter kom op til mig og bad mig tale med Dig, fordi han troede, at Du ikke rigtigt havde forstaaet ham. Han fortalte mig da, at han var en Beundrer af Dig, det vil sige af Dine Skrifter, det var jo derfor ikke saa underligt, synes jeg, at han kunde længes efter at beundre Dig selv. Saa tilbød der sig - efter hans Mening (om den var rigtig eller urigtig tale vi jo ikke om) - en Leilighed, og han benyttede den i ungdommelig Tillidsfuldhed og i den Mening, (han kjendte Dig jo kun af Dine Skrifter), at Du vilde blive glad ved at høre lidt hjemme fra Danmark, da Du i næsten Alt, hvad Du skrev hjem, klagede over Mangel paa Breve. For en Forsigtigheds Skyld - maaskee havde han hørt, at Du ikke var godmodig -, viste han Brevet til Flere, men Alle vare enige i, at der ikke var den fjerneste Anledning til at blive fornærmet, og saa sendte han Brevet bort efterat have betalt det (Husk nu paa, hvilken uhyre Betydning, Du lagde i, at Brevet ikke var betalt). Han gik næsten hver Dag til Universitetet forat høre, om der var kommet Brev til ham fra Dig, for han anede naturligvis ikke Virkningen af sit Brev, men da der ikke kom noget, saa tænkte han, at Du var saa vant til den Slags Breve, at Du kun kunde tage Notits af de færreste; derfor gik han ikke før op til Dig; han læste saa Din Bog, og skjøndt han ansaae det for en latterlig Idee at antage, at der i nogen Maade sigtedes til hans Brev i de sorte Ord fra Granada, gik han op til Dig forat faae Vished i sin Sag. Hans Overraskelse var saa umaadelig, at han knapt vidste, hvad han sagde, men forstod kun, at han efterat have faaet en pæn lille Lectie erholdt en naadig Tilgivelse. Han kom ikke til mig forat forklage 6 Dig, og det finder jeg kjønt af ham, han kom forat bede mig tale hans Sag. Dette vilde jeg gjøre, da Du Dagen efter spiste hos os, og det var min faste Hensigt blot at berette ganske tørt, hvad der var blevet mig overdraget, fordi jeg vidste, at en Disput om det Rigtige eller Urigtige i hans Adfærd kun vilde føre til Hidsighed, idet jeg af Erfaring havde lært, at Du betragter enhver Yttring af Meningsforskjel som en personlig Fornærmelse, en forsætlig Krænkelse, en udtænkt Ondskab eller noget andet Smukt. Jeg begyndte da med at fortælle Dig, at Student K.... havde bedet mig tale med Dig, fordi han troede, at Du havde misforstaaet ham; til Svar derpaa fik jeg et med begyndende Lidenskabs dirrende Stemme udtalt: "Ja men det var uforskammet" "Herregud" sa’e jeg "lad os ikke tale derom, - han sagde mig, at han holdt saameget af Dine Skrifter" o.s. v. men hvor langt jeg fik Lov at tale, husker jeg nu ikke nøie, blot veed jeg, at jeg blev afbrudt med en Gjentagelse af, at det var uforskammet af ham. Dette lod jeg som jeg overhørte, og vedblev, at Brevet var betalt af ham, men saa svarede Du mig "Aa ja hvad har det at sige, jeg maatte jo alligevel betale det, men det kan nu være det Samme, det bryder jeg mig slet ikke om." Saa brast min Taalmodighed og jeg blev tindrende gal paa Dig, fordi Du nu, da Du saae, at den Omstændighed, som Du hidtil havde lagt saa megen Vægt paa, var en Indbildning, at Du nu vilde blæse den bort som en Bagatel, der for Dig ingen Betydning havde (husker Du det, og tør Du nægte det - for Dig selv). Jeg stampede i Gulvet (hvad der maaskee var overflødigt for at vise min Indignation) og sagde: "For Satan! Det er ikke det, vi tale om, men vil Du endeligt igjen have min Mening at vide, saa er den accurat den samme som i G r a n a d a." Saa gik Døren op, og vor Samtale var tilende.-. Virkningen af den kunde hvem der vilde tage og føle paa, da Du igaar spiste hos os.-. Dette er den sande Fremstilling af Sagens Gang. Nu skal Du høre: Den ubegribeligt digteriske (eller hvad man vil kalde den) Fremstilling, saaledes som Du har fortalt L o u i s e den, og saaledes som hun har gjengivet mig den, efterat have hørt den sande, fordi hun fandt det altfor unaturligt, at een og samme Sag skulde opfattes, eller ialtfald fremstilles, saa forskjelligt: -. Du fik i G r a n a d a et ufrankeret Brev fra en Student med opdigtet Navn, det var lidt ungdommeligt, kaadt, lidt næsvist men Herregud! Jeg holdt naturligvis med Studenten (vel for at drille Dig) 7. Sammenlign nu blot dette med Sandheden, og see saa, hvad Du har glemt at fortælle; læg Mærke til Forskjellen i Din Dom!!) Paa Reisen søgte jeg saa tidt som muligt at rippe op i denne Historie (Dette er en fornærmende Usandhed). Vi kom hjem. Studenten kom op til Dig, Du var venlig imod ham, trykkede hans Haand, sagde, at han havde rigtignok gjort Dig bedrøvet, men nu, nu var det jo glemt igjen, det var Altsammen godt, og hvis Du kunde være ham til Hjælp i Et eller Andet, saa vilde Du med Fornøielse.-. 8 (Saaledes vilde jeg helst troe, at Du havde gjort, men hvor kunde jeg det, naar Du havde fortalt mig det anderledes.-) [Jeg glemte før, ved Fremstillingen af vor sidste Sam-Tale at skrive, at Du uden Anledning udbrød: "Han har aldeles ingen Grund til at være misfornøiet, jeg var saa venlig imod ham, som Faa vilde have været" og at jeg dertil svarede (vel neppe uden Grund, da Du jo selv havde holdt Lovtalen over Dig): at det syntes jeg slet ikke, Du var fornøiet med Dig selv, og beundrede Din egen Høimodighed, og at en saadan Tilgivelse ikke betød noget.] Videre: Nu kom de øvrige Udtalelser om min Ondskab og Grusomhed: Jeg havde aldeles ingen Grund havt, uden den at pine Dig, men jeg havde faaet Dig ind i det andet Værelse og der havde jeg begyndt at tale om den hele Historie, og det var Dig ikke muligt at faae mig til at tie, jeg vilde skjændes, jeg vilde saare Dig, Du bad mig holde op, men - o.s.v. Jeg gider ikke fortsætte, men er det, naar Du skal være ganske ærlig - blot mod Dig selv, - er det ikke utroligt, at Du har kunnet sige det. Kan Du virkeligt ved at give Phantasien frit Løb, i den Grad glemme Sandheden, at Du endog skaber en Usandhed og selv troer paa den. Thi at Du med koldt Overlæg vilde gjøre det, som Du har gjort, det væmmes jeg ved at troe og vil ikke troe det, men dersom det var saaledes, saa var det dog maaskee lettere for Dig at drage Dig tilbage, hvorfor vil Du da ikke ved hvert Ord Du siger, dømme strengt, om det er Sandhed eller ei. Herregud, om en Historie bliver lidt mindre interessant f: Ex: hvad gjør det dog egentligt, men om et Menneske bliver lidt mere eller mindre sandt, det har dog vellidt at sige. Dersom jeg kunde, saa vilde jeg henføre den sidste Fremstilling af Sagen til Licentia poëtica 9, men desværre - nei Gudskee Lov, denne strækker dog ikke ind i Virkeligheden, altsaa denne Udvei er mig afskaaren, hvad skal jeg saa gjøre? Lad os lade være at tale om den, eller ganske bestemt: Jeg vil ikke tale med Dig om denne Sag, for vi blive begge vrede, maaskee paa Grund af vor Ungdom, og Du troer, som sagt, at jeg vil pine og plage Dig. Ja, hvis jeg havde Evne og Udholdenhed til at gjøre det saaledes, at jeg kunde pine Dig til at spile Øinene helt op og see, hvorledes Verden har luret paa Dig med ækel Smiger og Løgn, saa vilde jeg, men det. kan jeg ikke. Vil Du tale mere med mig om, hvad jeg har skrevet, saa skriv til mig; for hver Gang, Du vil tale derom, saa stikker jeg Fingeren i Øret.-.
Din Ven Jonas Collin
