H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Jonna Stampe, f. Drewsen til H.C. Andersen 20. februar 1864

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 20. februar 1864
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 20de Februar 1864.

Min kjære Andersen! Jeg har ikke været uvidende om, at De har havt Hjertesorg, jeg har hørt om den Spaltning, der er kommet i det Forhold, som jeg jo veed var Dem det kjæreste, og jeg kunde slutte mig til Smerten, da jeg jo hørte Dem tale om ham, da De ifjor besøgte os. Intet Menneske kan her trøste, at miste sit kjæreste Forhold er den største Sorg og den maa tømmes til bunds, kun Han der "trækker Sorgens Fure, at Sæden bære maa," kan give den Lægedom som ikke er af denne Verden og som vindes ved at give Ham den Kjærlighed, som ikke blev forstaaet eller modtaget af Den, vi knyttede os til. I en saadan Sorg kommer det jo ikke an paa, hvem der har tilsyneladende Ret; men Den, som ha r den meste Kjærlighed, er jo den som Gud vil dømme mindst - "hvo meget elskede skal meget tilgives - " og han er jo tillige Den, som er rigest, som er dybest saaret. Thi det er dog altid lykkeligere at føle det varme Blod strømme til og fra Hjertet, end at have ligesom en Isklump indeni Hjertet, det veed Ingen bedre end "Snedronningens" Forfatter. Naar Gud ikke forhindrer at slig Sorg rammer os, saa tør vi vel troe, at Han vil bruge dem til vor Sjæls Udvikling og Vækst, og det er tidt seet, at Den der havde lidt meest var Den som blev den kjærligste, saa man tør altid haabe paa den Sæd der voxer ud af en saadan Smertes Fure. Men derfor kan jeg ligefuldt føle med Dem, at De maatte opleve denne Skuffelse, jeg kan saa smerteligt føle paa Deres Vegne, hvor tomt og ensomt De maatte føle Livet; kan mit eget fattige Venskab, som ikke byder Dem mange Glæder, være Dem til lidt Lindring, saa er det altid uforandret og altid uomstødeligt det Samme. Jeg haaber sikkert paa at De ikke svigter os iaar, hvis De overhovedet beslutter Dem til at tage fra Kjøbenhavn. De kjender nu vort rolige og ensformige Hjem, hvori De har gode Venner, som vil blive glade ved at see Dem; kan De nøies ved vor Tarvelighed, saa er De os saa hjertelig velkommen. Naarsomhelst De trænger til at aande Landluft, saa er De velkommen, blot De vil tage tiltakke.

Men hvem veed hvad der forestaaer, og om man faaer Sind til noget Andet end til at tænke paa det saa haardt prøvede Fædreland. Jeg troer aldrig før, at det saaledes har staaet paa Liv eller Død for vort gamle Land, som nu. Og det er ikke blot Fjenden, som vil os tillivs, og som med alle materielle Kræfter vil gjøre os Fortræd; hvor stor og mægtig han end er, saa er er noget i mig, der ikke rigtig vil troe paa, at det er Guds Villie, at vi skulle bukke under, og jeg siger som De, Folket er for sundt og friskt til at skulle være viet til Undergang. Men een Sorg har jeg, større end den over Slesvigs Priisgivelse, Jyllands Besættelse af Fjender, de mange faldne Tappres ædle Liv - og det er Sorgen over den indre Spaltning i Landet. Den er aldrig kommet stærkere frem end netop nu, og derfor synes jeg det er mig saa klart, at enten maa den ene Retning, der troer paa Folkeaanden, der elsker Frihed og Selvstændighed, der kun vil have et dansk Land under Kongens Scepter og som ønsker Tilslutning til det øvrige Skandinavien - seire, eller ogsaa maa det Parti, som vil Heelstaten, helst Absolutisme, og som har mere Sands for det Fremmede, især Tyskland, og ikke Spor af ægte Sands for Nationalitet, komme til Roret, og saa ere vi, vi Danske, opgivne, om end der paa Kortet tegnes et Danmarks Rige: et Danmarks Rige i Aand og Sandhed kan ikke leve under tydsk Regimente. Jeg seer det desværre saa nærved, jeg kjender saa nøie mange af Adelen, ja, der er dem iblandt dem jeg holder af, skjøndt de i national Henseende ere mig saa modsatte. Jeg har tidt været i Ordstrid med dem, og jeg har tidt været bedrøvet over deres Blindhed og deres lukkede Hjerte for al Danskhed: men nu, da det vil komme til at faae en afgjørende Betydning, hvem der seirer, nu er det mig som en svær Modgang. Og derfor var min Sorg over Dannevirke Stillingens Rømning saa ubeskrivelig, saa den endnu hviler som en uforløst Lidelse over mig, fordi der til denne Tildragelse ikke alene var knyttet den militaire Opgivelse, men gjort et Skridt henimod det heelstatlige Parti, som fylder mig med den største Angst. Jeg vil ikke blande mig i det militaire Spørgsmaal; men mit Instinkt siger mig uimodsigeligt, at havde den Mand, der besluttede Rømningen, været dansk af Ejertelag som jeg f. Ex., han havde ikke gjort det uden Sværdslag; og under Frederik den Syvende var det ikke skeet. Naar derfor Folk, der i Virkeligheden ere Danske, ikke føle denne, den vigtigste Side af Sagen, men som betragte det strategisk?Betimelige; naar de mindre see paa, at det gjælder Folkets Liv om denne Retnng i vor Regjering bliver raadende, end paa den forholdsviis ringe Ting, at en agtet Mand maa indtage en mere underordnet Stilling, ikke fordi man tvivler om hans Mod, men fordi han tilhører en Retning, der vil føre al Danskhed til Undergang - saa lider jeg derved, som om jeg hørte at en af vore brave Folk vare troløse imod os. Jeg har just i disse Dage havt en saadan Bedrøvelse. For mig staaer det ganske klart at vinde vi ikke Seir over det heelstatlige, reactionaire og tydsksindede Parti, saa bukke vi under, i dem have vi vore værste Modstandere, om de end ikke selv viide af det. Alt hvad jeg i frisindet og national Retning elsker: den menige Mands Udvikling, det danske Sprogs Væxt i Rigdom og Uddannelse, vore Digteres, Musikere og Kunstneres Frembringelser, vore hæderlige Minders trofaste Røgt og Pleie, vor FolkeEiendommeligheds Bestaaen ville gaae tilgrunde, hvis ikke det nationale Parti seirer og tilorde vil komme: Farveløshed eller Cosmopolisme, Tydskhed i Tale og Skik (støttet af vort Dronningehuus, thi Kongen fritager jeg, han vil det Gode), Fornemhed i Anskuelser og Væsen, og Dyrkelsen af fremmede Kunster, fremmede Digterværker eller Skrifter, fremmed Musik. Jeg troer neppe de veed det, de mange hæderlige Mænd jeg kjender, som støtter dette Parti, fordi de i en enkelt Retning ere enige med dem; men naar først Danskheden er sygnet hen saa vil disse redelige Mænd sørge over det Værk de selv have været med til at føre Sten til.

Jeg vil saa nødigt tænke paa Personerne, kun paa Sagen. Jeg veed at jeg ellers i Livet dog nogenlunde formaaer at skjælne, saa jeg kan afskye Synden og dog holde af Synderen, naturligviis ogsaa fordi jeg veed, at jeg ikke selv er et llaar bedre. Men naar en bestemt Syndighed hos et Menneske kommer til at ramme En af mine Venner, saa maa der høiere Hjælp til for mig, for at jeg skal faae det Sind, der ikke bærer Nag. Og saaledes gaaer det mig nu, da jeg seer at mange af mine Venner ere i Færd med at skade den Sag jeg elsker, hvis Sandhed jeg troer paa og som jeg vil ofre Meget for: jeg maa bede for dem, at Gud vil oplyse dem, og jeg maa bede for mig, at jeg ikke bliver fortørnet paa dem. Skulde De, kjære Andersen, hvad jeg efter at have begyndt dette Brev, har faaet Sys om, høre til dem, der af en eller andeden Sidegrund, kommer til at stem me med det heelstatlige Parti, saa vil jeg bede Dem tro paa, at mit Hjertelag for Dem er uforandret; men jeg vil tillige bede Dem tænke nøie efter, hvad disse Heelstatsmænd forresten føre i deres Skjold, og saa vil De see, at det er saa gernt fra hvad De, en dansk Digter, og en poetisk Sjæl, der troer paa det som ikke kan sees og tages paa: Folkeaand, Begeistring og Nationalitet, kan ønske skulde seire og itide give Deres Stemme, som vil lyde langt omkring, til den Sag, som De i Virkeligheden, i Aand og Sandhed maa tilhøre, fordi den er i Pagt med en Aand, Folkeaanden.

Vi kan jo ikke blive Uvenner over denne Udtalelse, saalidt som der ikke har Iydt eet eneste uvenligt Ord til Dem, saalidt har jeg huset een eneste uvenlig Tanke, og hvad enten De forstaaer mig eller ei, jeg bliver altid

Deres gamle Ven Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus