Du har søgt på: *opmuntr*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. maj 1864
Fra: H.C. Andersen   Til: Bjørnstjerne Bjørnson
Sprog: dansk.

Kbh. 3/5 1864.

Kjære Ven!

De skulde og burde allerede forlænge siden have modtaget Brev fra mig, men det er ikke skeet, ene og alene fordi jeg var og er i den meest tunge, trykkende Stemning; jeg har i Maaneder Intet kunde gjøre; tunge, altfor tunge Dage ere komne; Deres Brev, skrevet paa de italienske Farver, var saa inderligt og godt, saa ganske Dem selv i Udtryk og Tanke, jeg har flere Gange læst det; Da vilde jeg have skrevet, men det blev mørkt om mig og i mig ved Begivenhedernes Strøm; jeg rullede mig i mig selv og De fik ikke Sort paa Hvidt for hvor inderlig De var i min Tanke. Jeg læste Deres herlige Digt til Danmark; jeg som Alle hernede vare grebne deraf og De burde alene for dette Digt have faaet min varme Tak og Hilsen. Jeg fik dog ikke Ro og Hvile til Skrivning, men i Dag maa og skal De høre fra mig, uagtet der intet Omslag er skeet i mit hele Sjælelige. G. Rode bragte jeg strax den glødende Hilsen De sendte ham som Digter og han blev, naturligviis saare glad ved den, maaskee har De hørt senere fra ham. De udtaler i Deres Brev en Slags glad Forundring over min Produktivitet i disse Alvorens Dage, men jeg har aldeles ingen viist eller eiet. Da jeg forrige Vaar kom her hjem fra Spanien, var mit Sind saa opfrisket; jeg var som forynget, Tanker og Ideer mylrede frem, jeg skrev i faae Maaneder hele min Bog "I Spanien", og da den var paa Papiret, fulgte et Lystspil i to Acter: "Han er ikke født". Tanken til det fik jeg i Paris, og det var Deres Opmuntring og Deres Mening at jeg havde Talent som Lystspilforfatter, der fik mig til at forsøge mine Kræfter; Stykket er i disse Dage opført paa det kongelige Theater og har gjort Lykke, Kritikken er meget velstemt og jeg opmuntres at komme igjen; om en Uges Tid skal jeg sende Dem et trykt Exemplar; foruden dette Lystspil bearbeidede jeg Eventyret "Den stumme Kjærlighed", der under Navnet: "Paa Langebro", har tiltalt i Casino; gjennem Boghandelen har jeg sendt Dem det. Al denne Virksomhed hører til forrige Sommer og med den sluttede den; Sorg og Smerte er gaaet i alfor nære store Søer hen over mig. Først havde jeg en stor Bedrøvelse, en Skuffelse i et Menneske jeg uendelig holdt af, det var som mit Hjerte maatte gaa itu, - men det er en heel privat Sag, man kan ikke med sit Hjertelag, tilkjøbe sig Andres, og jeg maa vel ogsaa have nogen Uret thi ellers kom det ind i det Vidunderliges Gebeet. (Denne Meddelelse bliver aldeles mellem os!) Da jeg saaledes var dybt bedrøvet, kom Efterretningen om Frederik den Syvendes Død, nu fulgte Krigens Udbrud, min Tanke vendte sig fra mit egoistiske Selv, fra min personlige Sorg, til den store Smerte, vi Alle fyldtes af; Alt rundt om mørkt, Skuffelser i det Store, som forud i det Smaa; Dannevirke maatte opgives, og nu den blodige Kamp ved Dyppel! det eneste Lysende er vore tappre Soldaters Udholdenhed. Mellem de kjæmpende vare flere kjære Venner, Een af disse: Viggo Drewsen, Dattersøn af min gamle Collin, den Viggo til hvem jeg for mange Aar tilbage sang "Lille Viggo vil Du ride Ranke!" var i vore Skandser da der stormedes; et Par Dage gik jeg med hans Forældre og Søskende i stor Angst, da kom Telegram at Afsenderen af dette havde talt med ham paa Als og at han var uskadt, men næste Dag, midt i Momentets Glæde over hans Frelse, kom en ny og sandere Efterretning at han var fanget og saaret. Det var piinlige, tunge Dage. Hans Moder er reist over til Hamborg og ned til ham, i gaar fik vi Efterretning om at han ligger let saaret, som det kaldes. Det er en Beroligelse! Men hvorledes bliver vel Udgangen af det Hele? Hvad forestaaer mit Fædreland? skal det sønderlemmes? Skulle vi forbløde! Enkelte Øieblikke løfter sig endnu Modet og Forhaabningen for mig. Her er saa meget Dygtigt, Sundt og Friskt, vort Land kan ikke kastes hen af den Gud der raader og vaager; men oftere i den sidste Tid synker jeg hen i Bedrøvelse og Slappelse, thi jeg famler og kan ikke finde den usynlige, hjelpende Traad. I det hele Folk er der en Udholdenhed, en Iver for at hjælpe, det er det Glædelige at see hvor Pengehjælpen voxer ligesom Brødene i Ørkenen. Paa alle gode Maader virkes til Indsamling for de hjemmeblevne Koner, Enker og Børn; at vi fornemme det varme Hjerteslag hos Nordmænd og Svenske, gjør godt. Tak og Velsignelse for al den Hjertets Deeltagelse, som Mange af Eder yde os. Hils Deres Kone og min lille Ven Bjørn. Seer De Digteren Munch da siig ham at han snart skal faae Brev fra mig, men at jeg, som her i min Skrivelse til Dem er udtalt, ikke har kunnet faa Pen til Papiret. - Nu grønnes Bøgeskoven, Sommeren kommer; altid lagde jeg da Planer til Reiser og udførte ogsaa disse, iaar kan jeg ikke ret tænke derpaa og naar vil det skee! skal jeg imidlertid faae løftet Vingerne, da bliver det nordpaa, da flyver jeg op til Norge, men det er for mig som mine Dage nu vare let at tælle, dog Gud har jo undt mig uendelig megen Lykke og Glæde, jeg maa nu ogsaa bære Tilskikkelserne, og de Savn man ogsaa maa prøve selv i Aandens Rige. Bliv ikke træt af denne min Tale, men anderledes kan jeg ikke give den, skulde jeg vente paa at Humeuret ret løftede sig og jeg da sende et Brev med Smiil og Solskin, saa kom der nok aldrig Brev til Dem fra Deres trofast hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Bjørnstjerne Bjørnson breve til/fra H.C. Andersen