Dato: 9. maj 1864
Fra: Bjørnstjerne Bjørnson   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Akersgaden No. 1, Kristiania 9. mai 1864

Kjere Andersen, Deres Hjertelag, Deres ærlige og inderlige Mening i alt det, som nu beskjæftiger os, gjør Dem saa dyrebar for mig, jeg maa strax besvare Deres Brev, og det skulde undre mig, om ikke denne Tid kommer til at knytte os to sammen som ingensinde før. Nu er det Hjertemenneskene, som rykker frem i første Linje! Svage bløde Sjele blive store, og de som kloge og udmærkede bekjendte blive smaa, ak saa smaa, at jeg maa vogte mig for ikke at komme til at foragte dem.

Tak for Deres Brev, Tak for Deres Digt i Dagbladet, jeg maa altid græde, naar jeg læser Digte af Dem i denne Tid, thi en saadan Evne til at optage i sig hele Folkets Sorg og Haab har jeg aldrig seet Mage til. Det er kun et naturligt Udbrud, som hvert eneste Menneske selv har gjort hundrede Gange, og som her faar Harmoniens Vinger op til den Algode. Og saavist som De har denne Evne, saa vist har Folket Levekraft; saavist som den Enkelte kan finde Smertens og Haabets ædleste Udtryk, saavist skal det Hele ikke forgaa i Smerte eller forspilde sit Haab!

Store Ting ere udførte af Eder, og ikke alene Skammen griber mig, naar jeg tænker paa, at vi ikke ere med, men Skinsygen. Hvad maa der ikke blive af et Folk, som kan opleve saadant, hvilke Kjæmpeskridt fremad og forbi os Andre! - - Men hvad er der hendt Dem personlig, som har slaaet en saadan Smerte henover Deres Brev? Noget nævner De, Andet antyder De. Er det Collin? Hvad vil dog dette sige, Colln er saa brav og solid, Egoist forstaar sig, og ikke lidt, men stræbende imod. Dette maa være noget Forbigaaende, han kommer tilbage til Dem, - lad ham selv erfare sig frem.

Heroppe skulle vi nu til at holde 17de Mai. I Begyndelsen var Skandinavernes store Familie derimod, men tænke nu som saa: at skal der være Fest, saa skulle de ogsaa faa høre Sandheden. Jeg har netop været oppe forat høre Advokat Dunkers Tale for Danmark. Dersom vi levede i hine Tider, hvori Tanker tillige bleve handling, saa var der den 17de Maj om Aftenen ikke et helt Vindu tilbage hos Statsraaderne. Hvor gjerner Nordmændene vare hos Eder! Naar der ikke ere flere Frivillige hos Eder, saa er det fordi vi have den mest udstrakte Værnepligt, og Krigsministeren forbyder dem at rejse, - og naar Stortinget tog den Betingelse med, som blev dem forelagt, var det fordi at Konge og Regjering saa vilde have, - lige indtil hin Udtalelse om Skandinavismen, som dog kun fik tre Stemmers Overvægtt! Men i hvert Fald: glipper Konferencen, saa komme vi med; vore Rustninger ere alvorlige, I behøve ikke at tro, hvad Aviserne derom fortælle, det er desuden et Livsspørgsmaal for Armeen at den kommer ud, saa Kongen ikke tør betænke sig. Hvilken Sympathiens Bevægelse her er blandt Folket, - ser De, at vore Frivillige næsten alle ere Bondegutter? Dette beviser Bevægelsens Udstrækning, - og havde vi saa sandt havt en dygtig Konge og Regjering af ung o ikke gammel Skole, saa stode vi, hvor I stode, og falde hvor I falde.

Det skulde glæde mig, hvis jeg har bidraget til, at De skriver Lystspil. Jeg har med glæde læst "Paa Langebro"; Humlekongen er en god Karl, og i Frands er der noget Fint og Rundt, en ægte dansk Unggut; - Tonen er godt holdt, jeg havde ventet lidt nyrere Karaktersyn, af de hundreder, som De kaste ud i Eventyrene; men De har jo ogsaa kun bearbejdet et fremmed Stof. Jeg længes efter at se Deres nye Lystspil, som maa have moret meget, da ikke alene Aviserne tale godt derom, men jeg ogsaa hører meget godt derom, og jeg finder Bemærkninger derfra igjen i Dagens Avisforhandlinger.

De veed maaskee, at jeg skal overtage herværende Theater til Høsten; jeg maa have noget at bestille ved Siden af min Digtning. A. Munch bliver nok Medlem af den Bestyrelse, som skal hjælpe mig med Raad og Daad.

Jeg taler ofte med ham, han er elskelig. Jeg taler ogsaa med Welhaven, jeg er hos ham og han her; han blidner med Aarne, men har jo meget af det unaturlige Udstililngsvæsen, som I kjende og frygte. - Jeg gjentager min Indbydelse til Dem til at gjeste Norge denne Sommer; Rejsen herop er nu saa billig, og vil De blot gjøre en liden Tour, saa tror jeg, at Kristiania og nærmeste Omegn fremsbyder emget Seværdigt. Vi skulle opmuntre Dem og takke Dem for alt det Smukke, som De har givet os, vi skulle styrke Dem til nye Digtninger, paa samme Tid, som jeg haaber at vore Soldater ere sammen med Eders, og at dette give Samtalerne mellem en Dansk og en Norsk den rette Forstaaelse.

Det maa jeg paa den anden Side sige, at kommer vort Land ikke med, saa vil der gaa mange Aar hen, før jeg kan overvinde mig til atter at besøge Danmark. Og min Kone tænker som jeg. Hun har været flink, hun har samlet ind for Eder,hun har grædt og talt, hun er af de Trofaste, og af dem, som aabent bekjende hvad af stygt de tro at se blandt Landsmænd; thi det er netop oppe i vor Klasse at Resterne sidde af gammel Afsondringslyst, af Fredstidens Egoisme.

Den 1ste Juni

Næsten en Maaned har dette Brev lagt! Saadan er jeg: naar jeg har befriet min Sjel og havt Samtalen med Dem, saa er Resten mig lidet magtpaaliggende. Men jeg maa gjøre Alvor af og sende det fra mig! Hvad er ikke hendt, siden den 9de Maj! Netop da hodle de Danske paa ved Helgoland at lære Østerrigerne Søvæsenet. Tre Dage efter Vaabenhvile! Nu alle de vrimlende Forslag! Men een Ting maa I vide: bliver der atter Krig, gaa vore Lande med. her er intet Spørsmaaal, I behøve ikke et Øjebliks Tvivl.

Og saa har jeg læst Deres nye Stykke. Jeg er ganske overrasket over den Elegance, hvormed det er skrevet, den psykologiske lette Finhed, de sikkre Karaktertegninger, blot i nogle Ord; men selve Intrigen er meget spæd, dog saa naturlig at Ingen tænker videre paa det. Det er et elskeligt lille Arbejde, - at Personer deri intet væsentligt eller slet intet Bidrag give til den endelige Opløsning, tilgiver vi Dem af Hjertet, naar De blot vil love at komme snart igjen! Gjør det! Mor Dem, mor os! Tænk ikke formeget paa alt det dramatiske, sceniske Kvæleri, giv Karakterer og Indfald og lad det runde sig af sig selv.

Igaar var jeg med at stifte en Skandinavisk Forening, eller retter jeg modsatte mig (Dunker og jeg) Stiftelsen af alle Kræfter. Tiden er ubelejlig, det er ikke Snak, som skal til. Og det tyske Foreningsvæsen hader jeg, hader det af alle Kræfter! Heroppe gjør det ehller ikke godt. Men det er saamange, som tro de handle, naar de gaa ind i en Forening og høre et par Taler, for dem er det altid noget; - men for Sagen svækkende, splittergalt. Jeg gaar aldrig med, - før det bestemte Formaal kommer, det, som trænger Massen til at trykke sig frem. Men hvor er det? Paa hvilken Vej skal Tanken realiseres= Nej, her nu intet Andet at gjøre end at tage fat og redde Danmark, - saa kommer der vel en Tid for Ideens Realisation, en Tid for Foreningers Arbejde. Lev vel!

Det er sandt: en Datter af mit Sødskendebarn Fru Sanne (en Søster af Viggo) en nydelig Pige, beder mig hjælpe sig hos Phister, som læser med hende til Skuespillerinde, men som er lej, gnaven, lunefuld; sommertider vil han have hende frem, ti andre Tider nægter han hende Talent. Talent har hun, men det maa udvikles, hun har en stor Sangstemme, synger hos Rung, hun er sød, barnlig og overmaade smuk (bor i Kattesundet 12, anden Sal). O, tal til Phister, han har Respekt for Dem, hun har ingen Fader, Ingen som kan holde ham til sin Pligt mod hende. Jeg skal benytte Tiden, medens han er her, men fortsæt De i Danmark, De gjør en god Gjerning, og enhver saadan gjør De jo saa gjerne!

Deres

Bjørnst. B.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus