Dato: 15. juni 1864
Fra: H.C. Andersen   Til: Ida Koch
Sprog: dansk.

Basnæs ved Skjælskjør den 15 juni 1864

Kjære Fru Koch!

Er De og Deres Børn endnu i Byen, eller er De paa Landet det vilde jeg gjerne vide. Vidste jeg at Deres Svigerdatter var oppe og Børnene alle vel, da kunde jeg tænke mig at de nu sad i Skoven ved Stranden; omtrent saaledes sidder nu jeg; Alt rundt om er uforandret som ifjor, jeg blev ganske overrasket da jeg kom herud ved at see alt det Smilende, de blomstrende Gjøge-Urter, de duftende Kodriver, Foraaret var her som i gamle Dage, jeg havde slet ikke tænkt paa al den Friskhed, dette livsglade Foraars-Smiil medens jeg sad stille inde i Byen, tøiret til Aviserne og trykket om mit Hjerte af vor og Danmarks Nød.

Kan jeg dog ikke endnu, men der er kommet ligesom en Slags Ro over mig, hvor Tankerne igjen pippe frem til Digtning, men tænker jeg saa pludseligt paa, at den 26de er Vaabenhvilen endt, at maaske den blodige Kamp igjen begynder, da jager det gjennem mig. Før jeg veed noget bestemt herom, vil jeg ikke tænke paa Nogen Reise. Bjørnstjerne Bjrønson skrev mig for nyligt til, han gjentager sin Indbydelse; hans Brev gløder af Deeltagelse for Danmark og det danske Folk, mig siger han mange Venligheder for mine to seneste dramatiske Arbeider; "Han er ikke født", om dette Stykke skriver han: "Jeg er ganske overrasket over den Elegantié hvormed det er skrevet, den psykologiske, lette Finhed i Karaktertegninger, blot med nogle Ord, " o se, og hvad det enkelte Vers angaaer, jeg i Tidsstemningen har skrevet, nemlig det / lille Digte: Endnu er ei Danmark en Kæmpegrav", siger han: "Jeg maa altid græde naar jeg læser Digte af Dem i denne Tid, thi en saadan Evne til at optage i sig hele Landets Sorg og Haab har jeg aldrig seet Mage til. Det er kun et naturligt Udbrud som i hvert eneste Menneske selv har gjort hundrede Gange og som her faaer Harmoniens Vinger op til den Algode. Og saavist som De har denne Evne, saa vist som den Enkelte kan finde Smertens og Haabets ædleste Udtryk, saa vist skal det Hele ikke forgaae i Smerte eller forspildt Haab." Gid det blive saa! Men i det jeg haaber og troer, farer alfor ofte Billedet af det sønderrevne Polen mig forbi, - det er forunderligt hvorledes jeg i den sidste Tid svæver i mellem Forhaabning og stor Sjæle-Angest. Gud holde sin Haand over Danmark. Jonas Collin er nu ogsaa afsted, i Løverdags otte Dage reiste / han med 60 punds Oppakning paa sin Ryg. Nu er han for Øieblikket paa Taasinge. Med Viggo troer jeg nu at det gaar fremad, Ingeborg og Jonna ere hos ham, men jeg veed intet bestemt, jeg hører aldrig direkte fra dem. – Hils nu kjærligt Deres Børn, min Ven Jon, hans gamle og hans unge Søster, damt Konferentsraad Hauchs paa Frederiksberg. Hvor er Adam Hauch? Er Wilhelm Koch afsted? Siig mig forresten lidt trøsteligt Nyt om De glæder mig med Brev!

Deres hjerteligt hengivne
H. C. Andersen

Tekst fra: H.C. Andersens Hus