Dato: 21. juni 1864
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 21de Juni 1864.

Kjære Andersen! Tak for Deres to kjære Breve, tak for det smukke Digt, som jeg allerede igaar, før jeg fik det i den forandrede Form, læste for Elise Stampe; idag tager jeg det som kom idag, med til Nysøe. Hun syntes overordentlig godt om Deres Digt, og vi glædede os Begge over den varme stærke Fædrelands-Kjærlighed, som besjæler Dem og som finder sit Udtryk i saa smukke Digte. Bjørnstjernes Ord have glædet mig, som hans Hjertelav for os Danske ret fryder mig; han forstaaer at skjønne paa det Ægte baade hos vore Digtere og vort Folk. Naar Folkesjælens Aand griber vore Digtere saaledes som den har grebet Dem, saa viser det sig, at der er Kraft i den, den gaaer over i Deres Sjæl og iføres Deres Eiendommelighed, men beholder dog sit eget, sit medfødte Væsen. Den vil, den maa seire; hvor mange bitre Smerter end denne Krig og denne Tvedragt har medført, den har dog bragt det frem, som altid bliver det afgjørende i et Menneskes, som i et Folks Liv: Valget. Denne Tid har for os i Danmark sagt sit Enten-Eller, enten Dansk, fri, selvstændig og eiendommelig; eller Tydsk, afhængig: Trældomssvag, lidt efter lidt mistende sin medfødte, sin medgivne Folkesjæl. At De har valgt den første, den bedste Deel, er mig saadan en stor Glæde, jeg er gladere over Enhver, der i Aand og Sandhed vil være Dansk, end over hvilkensomhelst fremmed Hjælp? vore Frændefolks undtagen. - Det seer ellers ængsteligt ud i dette Øieblik, Kongen svigter sine danske Undersaatter, han har ikke forstaaet at gjøre sit Valg og at frasige sig Slesvigholsteen og Tydskhed, han mangler "det Danske Instinct," som En af mine Venner sagde, og hans gode Hjerte, som jeg troer han har, gavner os ikke. Jeg har det Haab til Herren at Han vil bevare vort Folk fra Undergang i alle Skikkelser, at Han vil lade vore danske, vor nordiske Sag seire og gjøre "Architofels Raad til Skamme," jeg kan ikke troe, at Tydskheden skal seire gennem Kongen; men hvor handler han uklogt, den Konge til Danmark, der nu gaaer Tyskhedens Ærinde, han vinder ikke Hjerterne tilbage fra et saadant Feilgreb! Vorherre bjælpe os og antage sig vor Sag! Han være med sin Bistand hos de Faa!

Idag seer jeg af Aviserne, at vor kjære Viggo er blevet Lieutenant. Han ligger saa taalmodig derovre paa sit trange Sygeleie, men hans stakkels Legeme er saa træt, saa træt. Han kan ikke faae sin Seng redt, da hans Been jo ligger i en Trækasse, og han kan ikke forandre sin Stilling for Benets Skyld. Saaret var meget større end jeg havde ventet det, men jeg gjorde godt Bekjendtskab med det i de 14 Dage jeg var der, da jeg hver Dag holdt Benet i min Haand mens det blev forbundet, og det lægedes godt; men det maa ikke læges, eftersom der sidder et Stykke Ben deri, som skal ud; gaaer det ikke af sig selv, skal det skjæres ud, saa vi maa haabe, at det gaaer af sig selv. Før midt i August kan han ikke tænke paa at støtte paa Benet, og vi have to Maaneder til midt i August. Om Fare troer jeg ikke mere der kan være Tale, saafremt Intet uforudset støder til; han er bleven mager, kan De nok vide og seer bleg ud, og i de første Dage kunde jeg ikke ret vænne mig til et underligt alvorligt Udtryk, som han havde, men det fortog sig lidt efter lidt, og han kunde godt være livlig og spøgefuld. Han savnede Bøger til at læse i, og han havde ikke disse utallige smaa Opmærksomheder og Behageligheder, som det vilde være saa let at skaffe ham, hvis han laae i Kjøbenhavn, men som ikke kunne tilveibringes i Broager. Fader bragte imidlertid adskillig baade sjælelig og legemlig Føde med. Men De kan ingen Forestilling gjøre Dem om, hvor dræbende langsom Tiden gaaer i det lille Værelse hvor han og Moder fra Morgen til Aften sidde sammen, uden anden Afbrydelse end Lægens Besøg og Maaltiderne. Alle dansksindede Folk ere forjagne, kun en enkelt dansk Dame er endnu derovre, hun besøger dem undertiden, ellers kan man ikke see ud af Vinduet uden at see Pikkelhuer og det hvide Bind om Armen, der betyder: Alliance mellem Preussen og Østerrig. Naar man gaaer ud paa Gaden mellem Befolkningen hører man Dansk og ikke andet end Dansk; Mange udtalte sig for mig om deres Kjærlighed til Danmark, "ja, det skeer nu aldrig, at Slesvig kommer fra Danmark," sagde mere end een Slesviger til mig, og de længes inderligt efter at blive af med det tydske Væsen og alle Hjemmetydskerne. Børnene lege danske Lege paa Gaden, synge "falderifalderafalde røde Roser", "Sebastian ville vi fæste med fireogtyve Guldheste" og en Dag gik en lille Pige gjennem Gaden med en Preusser ved hver Haand og sang: "Og derfor vil jeg slaaes som tapper Landsoldat!" I Skolen lærtes kun Dansk, men nu skulde der begyndes paa Tydsken. Men jeg troer det er frygtelig Skade at denne Tilstand varer saalænge, thi de have ingen Modvægt imod alle de snedige Angreb. Der kommer ikke et ordentlig dansk Blad, kun det vamle Berlingske Tidende, og imens trykke Tydskerne en Deel LøgneSkrifter, skrevne paa Dansk og uddeler dem mellem Befolkningen, og Hamborg og Altona sender mange Penge til Dybbøl Sogns Beboere for at lokke dem. Vi maa bede Gud bevare disse Menneskers Troskab, som er udsat for saa store Fristelser.

Jeg havde haabet, at De, kjære Andersen! i et af Deres Breve havde meldt mig Deres Komme, det er da ikke Deres Mening at narre os? Det maa De virkelig ikke. Jeg venter - om circa 8 Dage, tænker jeg, Louise Collin, men De og hun kunne da sagtens være sammen, da vi har Plads nok; jeg venter ogsaa i Juli Charlotte Bournonville. Muligt kommer Fader hertil, naar han tager fra Broager. Men Plads har jeg altid, naar De vil tage tiltakke, og naar De selv vil vælge den Tid, der er Dem behageligst, saa er det mig kjærest. - Christian Stampe er for Øieblikket ikke paa Nysø, men ventes snart hjem. Familien befinder sig ellers vel. Fra Henrik skal jeg hilse Dem mange Gange, ligesaa fra Børnene og Frøken Ancker.

Jeg venter egentlig et tredie Brev, der melder mig Deres Komme, kjæreste Andersen!

Deres gamle Jonna.

Jeg aabner Brevet for at tilføie en Bemærkning. Da jeg imorges læste Deres Digt i den forandrede Form, gjorde det den Virkning paa mig, at jeg at jeg holdt mere af det uden det sidste Vers, Virkningen var mere gribende, naar det Hele ender: "Gud hold det uforkrænket."

Men da jeg ikke vidste om jeg maaskee tog feil, ventede jeg til jeg havde læst det for Elise og hun sagde ligesom jeg, at hun ogsaa fandt det smukkere, at det endte med et fjerde Vers. Dette synes jeg dog jeg maatte sige Dem, De tager det mig da ikke ilde op. De bleve meget bevægede, da jeg læste Digtet for dem paa Nysø, og fandt det saa overordentlig smukt, De kan troe det gjorde godt idag i denne Uvished, at læse saa frisk en Udtalelse. Tak derfor!

Deres Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus