Dato: 24. juni 1864
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

Fru Baronesse I. Stampe
født Drewsen.
Christinelund
ved
(fra H.C.Andersen)Præstø.


Basnæs ved Skjælskjør den 24 Juni 1864

Kjære Jonna!
Tak for Dit Brev, jeg fik det iaftes, det var saa rigt og velsignet, jeg trængte der til, mit Sind er i vedvarende Svingninger, Aviserne satte det deri. Snart er Vaabenhvilen udløbet, jeg kan endnu ikke tænke mig Udfaldet for os. I Kjøbenhavn hører jeg derom; der kommer jeg nu paa Mandag-Aften, saalænge har jeg maatte love Fru Scavenius at blive her; næste Uge ud, bliver jeg i Byen, og om Begivenhederne ikke har slaaet mig reent itu, da tager jeg efter Løfte et Par Dage til Søllerød hvor Fru Neergaard venter mig. Reisen til Norge afhænger af om vi faae Fred eller i det mindste en længere Vaabenhvile. Det var min faste Bestemmelse iaar at have begyndt min Udflugt i det Grønne, mod at besøge Christinelund, men i det jeg vilde mælde min Ankomst, hørte jeg af Din Fader at Du paa ubestemt Tid reiste til Broager, jeg maatte da forandre mit Land-Ophold og gik her til Bsnæs. Ud paa Sommeren vil jeg gjerne igjen paa Landet og mit Ønske er da at komme til Christinelund hvor jeg ikke kunde komme strax, Du og Din Mand veed jeg ville med glade Ansigter og venligt Sind tage imod mig, jeg skal fra Kjøbenhavn saaledes senere mælde Dag og Time. Christian Stampe har jeg givet Løfte om at komme lidt til Nysø, hvorledes mon det kan gaae? Han indbød mig saa venligt, saa hjerteligt at jeg ikke kunde andet end være forbunden derfor. Elise glæder jeg mig at tale med, men hun kommer jo ogsaa til Christinelund? Vi have der Alle een stor fælles Sympathie, den / for Danmark, for vor Nationalitet, og i den Følelse mødes vi; gid vi ogsaa i det Religiøse gik de samme Veie, dog ogsaa de mødes vel tilsidst! Du og hun ere lykkeligere end jeg! Hos mig gjærer og bruser det, jeg erkjender at indenfra udgaaer meget ondt, Villien strækker ikke til; og det kan være det er min egen Skyld.

Forleden skrev jeg en lille Sang, eet Udtryk af min Sjæle-Stemning, jeg troer Ordene kunne nok lægges ind i Psalmebogen og Menigheden synge den der fra. Kun i Kolera-Tiden har jeg skrevet en Psalmesang, Ingemann lod den komme i Kirketidende, her er nu den senere, udsprunget i disse Alvords og Traktats Dage, læs den for Elise. Begge have I vist Ret i, at i det lille Digt "Trøst i Tro", var det af større Virkning om det femte Vers blev borte, dette er vel en Slags Slutsteen, men har for en /Deel Klang af "Anmærkning", dog nu maa Verset blive, det er sendt til Delbanco og allerede sat i det Nummer af illustrerede Tidende som kommer paa Søndag. Nedenfor vil jeg afskrive mit seneste lille Digt. Hils nu Din Mand og Børn, Frøken Anker og Familien paa Nysø. Hjerteligst
H.C.Andersen.

Psalme

Jeg har en Angst som aldrig før,
om stod jeg foran Dødens Dør,
Og maatte ind og styrte ned
I Mørke og i Eensomhed,
Jeg drives frem med Stormens Hast;
O Herre, Herre, hold mig fast!

Alt Ondt i mig det kom fra mig,
Alt Godt jeg gjorte kom fra Dig;
De Andres Skyld jeg nok opskrev,
Men ei mit eget Skyldner=Brev.
Hvor har jeg for mig selv hver Dag
Besmykket godt min egen Sag.

Jeg trædes skal af Dødens Hæl,
Først da sig løfte kan min Sjæl.
Læg "Fadervor" som Duens Blad
Mig paa min Tunge, gjør mig glad.
Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,
Naar hele Verden falder fra!

H.C.Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus