Dato: 25. juni 1864
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin
Sprog: dansk.

Basnæs ved Skjelskjør den 25 Juni 1864

Kjære Ven!

Endelig fik jeg fra din Fader Adressen jeg har at sætte paa et Brev til Dig, flere Gange har jeg bedet om den; nu kan jeg da skrive og det er mig en Trang. Du reiste bort med 60 u paa din Nakke skrev din Moder til mig. For en Time siden fik jeg Brev fra hende og din Fader, hun fortæller mig at Du skriver kun glade og muntre Breve og at Du aldrig har følt Dig raskere end nu og er fyldt af Lyst til Kampen som forestaaer. Vor Herre holde sin Haand over Dig! Vaabenhvilen er ude med denne Dag.

Paa Mandag reiser jeg ind til Kjøbenhavn, men neppe kommer jeg nu til Norge, som var min Bestemmelse; fra Bjørnson har jeg faaet to Breve, han gløder af Kjærlighed til vort Land og hilser Dig! - Jeg har nu været tre Uger / her paa Landet, i disse har jeg skrevet et Par Digte, de ville sige Dig min Stemning; det ene kommer imorgen i "Illustrerede Tidende" .

Trøst i Tro.

#

Skal vi ei mere synge igjen,

"Danmark deiligst Vang og Vænge!"

Hjertet bløder synge vi den;

Vinterens Storm har jaget den hen.

Kommer da ikke en eneste Ven?

Ham har vi ventet saa længe.

#

Sommeren blæser sin milde Bør,

Hvidtjørnen blomstrer og Gjøgen kukker,

Alt er saa smilende friskt som før,

Fuglene qviddre [overstr: og] i vante Humeur,

Hver en Blomst har sin gode Couleur,

Kun Menneskets Hjerte sukker.

#

Ikke det hjælper, græd selv Du Blod,

Jamre og klage [overstr: Dig] ikke Dig baader,

Det som skal skee, fra Evighed stod

Skrevet hos ham som er alviis og god,

Han som aldrig sin Skabning forlod,

Kongernes Konge, som raader.

#

Ikke endnu er vort Fartøi et Skrog,

Alle Mand være paa Dækket! /

Stykker af Relingen Søen tog,

Søen slaaer, som den aldrig slog,

Sprøiter sin Fraade mod Danebrog,

Gud, hold den uforkrænket.

#

Aldrig Fortrøstningen heelt veirer hen,

Før brister Hjertet af Sorgen;

Altid Folketroen var den:

Danmark har i Vorherre sin Ven,

Holde vi fast, han holder igjen,

Og Solen skinner imorgen!

----

Senere har jeg skrevet efterfølgende

Psalme.

#

Jeg har en Angst som aldrig før,

Som stod jeg foran Dødens Dør,

Og maatte ind og styrte ned

I Mørke og i Eensomhed.

Jeg rives frem med Stormens Hast.

O Herre, Herre, hold mig fast.

#

Alt [Godt rettet til:] Ondt i mig det kom fra mig,

Hvad Godt jeg gjorte kom fra Dig;

De Andres Skyld jeg nok opskrev,

Men ei mit eget Skyldner-Brev.

Hvor har jeg for mig selv hver Dag,

Besmykket godt min egen Sag.

#

Jeg trædes skal af Dødens Hæl,

Først da sig løfte kan min Sjæl.

Læg "Fadervor" som Duens Blad /

Mig paa min Tunge, gjør mig glad!

Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,

Naar hele Verden falder fra!

---

Til Eline Møller i St Jørgensens Gaard fortalte jeg i et Brev at Du var paa Taasinge; da jeg hørte fra hende igjen havde hun talt med Dig, hendes Brev, hvori der stod om Dig, sendte jeg din Moder at læse, det var altid en Efterretning om Dig! seer Du Fru Møller da hils hende! -

Der er nu tale om at Viggo skal fløttes til Flensborg eller [overstr: Hamborg] andetsteds; jeg kan ikke forstaae at hans saarede Been kan taale det, gid vi havde ham i Kjøbenhavn.

Nu, Gud være med Dig, kjære Jonas, han alene veed naar vi mødes igjen, gid det blive i Glæde og god Tid!

Din Ven

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 10, 69-72)