Dato: 3. juli 1864
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

455. Til E. Collin.

Søllerød pr: Lyngby. den 3 Juli 1864.

Kjære Ven!

Skal jeg skrive eller ikke skrive! det var nok bedst at lade være, det var klogere, men jeg er ikke meget klog i denne Tid. Det var et sløvende Dri­veri jeg førte de to, tre Dage inde i Byen, der var ingen Hvile uden i de Minutter jeg sad tøiret til Avisen; og dog synes jeg nu herude at det var bedre inde i Byen, end her hvor man først »imorgen« hører hvad der er skeet; det er her som om jeg i Tordenveir var krøbet ind i Sandhullet til Børnene for der ikke at see Lynet eller høre Bulderet, og dog er det ikke derfor jeg er her; det er grueligt, i Tider som disse, at være som jeg ganske alene i sit Hjem.

Er De træt af at læse mit Brev, saa hold kun op, jeg fritager Dem derfor, og maaskee er det ogsaa mig selv bedst. De har nok der tynger Dem, hvor­for da høre paa mig! det som meest berører mit Personlige og som i stærke Svingninger kommer tilbage, den meget musikalske Gade, veed De nok har for Uger siden stemt Strengen, det regner De jo til fixe Ideer, og De er vel endnu af samme Mening?

Enten har man en fix Idee eller man seer altfor klart, til Dato er511 alt Ondt jeg befrygtede indtruffet; Gid jeg kunde bede Vorherre styrke mig, men jeg synes at der ere langt vigtigere Ting at bede ham om og som heller ikke opfyldes. Skal vort smukke, rige Sprog om et hundred Aar kun kjendes gjennem Nordmændene? der overvælder mig en Sorg, og imellem griber mig der til en menneskelig Angest, den jeg troer ikke at kunne udholde. Herude er jeg i Formiddag ene, de ere alle kjørte til Kjøbenhavn for at besøge Kirken; Natten har været uhyggelig, i det Nogen, Ingen veed nu hvem, have lukket Svigersønnens lille Hund ind i Værelset tæt ved mig og der har den hylet fra Midnat til ud paa Morge­nen.–Veien herud var ellers smuk, første Gang reiste jeg paa den Jern­bane; Fru Neergaards Huus er lidet og gammelt, men under Taget er en Mængde hyggelige Gjesteværelser; jeg har eet af de større, det ligner aldeles en Kahyt. Hjerteligt blev jeg modtaget, inderlig velkommen er jeg, det er klart at fornemme; jeg har maatte love at blive nogle Dage, faaer jeg Brev fra Dem det Vil gjøre mig godt, men skriv ikke, naar De ikke kan Hive noget Trøsteligere end jeg skriver, betragt mig da heller som en Syg, man ikke skal tale til, han kommer sig nok eller døer. Den Slutning har man jo altid paa Historien. Et Rygte siger at vi faae Fred og gaae ind under Tydskland. Er det saa? Ja det vil Aviserne melde mig. Jeg gjør mig ret Umage for at samle i Tanken al den Naade og Velsignelse Gud har for­ladt mig, uforskyldt i dette Liv for at samle Kraft til at tømme den Kalk jeg skal tømme. For os Ældre er den gode Tid forbi, den unge Slægt er elastisk, maaskee kan den groe. Siig mig et Ord om Jonas, jeg veed hvor han fylder Deres Hjerte! Gid han uskadt og med sundt Humeur snart være hos Dem og Deres Kone. Overlever De mig, da tænk paa hvad man kaldte mine gode Sider hos mig og ikke paa Svaghederne, hils kjærligt Deres Kone og Louise. Gud holde Deres Sind oppe; han bære Dem gjennem de Prøvelser og Gjenvordigheder, som kunne forestaae.

Deres H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost