Dato: 15. juli 1864
Fra: H.C. Andersen   Til: Therese Henriques, f. Abrahamson
Sprog: dansk.

Søllerød ved Nyholte Station den 15 Juli 1864.

Kjære Fru Henriques!

Imorgen har jeg været 14 Dage herude i Søllerød hos Kammerherreinde Neergaard, saalænge var det ikke min Bestemmelse at blive her uagtet jeg forud vidste hvor velkommen jeg er, hvor rigt og godt Alt er indrettet, men jeg har været meget angrebet af en Tandbyld; hele den første Uge her, var en Lidelsens Uge, jeg havde en Tandpine forenet med Feber, saa at Lægen dagligt maatte see til mig, jeg laae med Suurdeig under Fødderne; havde piinlige søvnløse Nætter og da jeg havde det allerværst gav man mig endogsaa Vaagekone, men jeg var ganske febril i Tanken om at hun kunde sove fra Lyset, Lægen gav mig et Par Snit i Munden og saa kom jeg mig og vi have gjort flere smukke Kjøretoure, men arbeide har jeg ikke kunnet, dertil er mit Sind for betynget; den smukke Natur, det deilige Sommerveir er slet ikke nok, jeg har følt mig ved at synke sammen ved al den Nød og Jammer der gaaer over vort kjære Danmark. Endnu seer jeg ikke Udgangen. Det er for mig som havde jeg levet mit Jordlivs gode Dage, jeg har ikke Illusioner for de kommende. Hvor det dog er længe siden jeg saae Dem, kjære Fru Henriques og Børnene; jeg kunde have været baade i Prankerige og Spanien i al den lange Tid! I Dag sender jeg dette Brev for dog bringe mig i Deres Tanke, men jeg maa lade Brevet flyve over Kjøbenhavn, jeg fik aldrig at vide hvorledes jeg skulde stile Brev til Dem ude paa Landet. - Med min Reise til Norge er jeg endnu i Uvished, enten flyver jeg pludseligt derop, om fredelige Tider synes at kunne komme eller jeg bliver her nede i vort smukke, vort lidende Land. Hils kjærligt Deres Mand og Børnene! hils Melchiors. Collins tilbragte der en fornøielig Søndag; Fru Collin talte der med Dem, kjære Fru Henriques, og jeg fik en Hilsen. - Før Mandag Aften kommer jeg ikke til Byen, det er vist; i Dag føler jeg mig iøvrigt mindre vel, næsten kunde jeg ønske snarest at flyve ind i den anden Verden og der glemmer jeg ikke Vennerne paa Jorden.

Deres taknemmelig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Breve til Therese og Martin R. Henriques 1860-75. (microfilmscan 91, 84-87)