H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Frederik Læssøe 23. februar 1838

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 23. februar 1838
Fra: H.C. Andersen   Til: Frederik Læssøe
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 23 Februar 1838.

Kjære Ven!

Naar man er borte fra sine Venner føler man først ret hvor kjære de ere os, saaledes er det gaaet mig med Dem, jeg har længtes og længtes efter at tale med Dem og dog først nu kommer Brevet istand; det er en Særhed hos mig, som jeg selv meest lider ved, thi [ikke] før jeg skriver kan jeg jo først vente et Brev fra Dem (og dette gjør jeg da nu). Det er første Gang jeg skriftligt taler med Dem, og med Pennen i Haanden er jeg et ganske andet Menneske, end Ansigt til Ansigt. Jeg føler en ganske anden Frihed til at udtale mig og enten det nu behager Dem eller ei, maa jeg følge min Natur, og sige Dem, hvad jeg mundtligt ikke vilde sige Dem, at De er mig kjær, uendelig kjær, som en Broder, som en Ven; jeg agter Deres Characteer og seer op til Deres Forstand, ved denne staaer De over mig, der kun i Phantasie og Følelse troer sig Dem overlegen. Gid at vi, om ikke mange Aar i Udlandet maatte mødes og nogle Maaneder leve sammen, jeg tør da troe vi bleve ganske anderledes Venner, end nu, jeg ønsker det, en god Gud maa nu sørge for Arangementet. De har gjennemskuet mig i meget, det er lidt ærgerligt at erkjende det, men hvad min Forfængelighed angaaer, og som i Venskab gjør stor Skade, da staaer jeg vist bedre, end mit Rygte. "Gid De nu vilde lade være igjen at skrive en Roman eller at have givet os een med Gehaltet af de tre!" sagde De engang og det er ganske mine egne Tanker; havde jeg nogen Slags Formue De skulde see et godt Udbytte heraf, nu er jeg tidt nødt til at tænke paa en Green af Brødtræet og derfor give slip paa den af Lauerbærret. Ingen føler maaskee mere end jeg, hvor langt jeg staaer tilbage, ingen kan mere end jeg staae i en større lidende Vished om at efter 50 Aar siger Verden: det vil sige vort lille Land: "Andersen var virkelig en Digter i sin Tid, men herre Gud hvad er det nu!" Slige Tanker gjøre ikke godt i Eensomheden. De kan troe at mit Ideal af en Digter, saaledes, som han skal være det for Tidsalderen er saa stort, om ikke større, end Deres. For Øieblikket har jeg hverken Mod eller Lyst til ret at gjøre noget! min "Dina" kunde jeg jo nok skrive, men jeg indseer den bliver en Efterligning af Victor Hugo. Et Eventyr arbeider jeg paa, men er nu kjed af disse Jongleurkunster med Phantasiens Guldæbler. Poesie er der imig, ganske brak kan jeg ikke ligge, og derfor skyder ligesom Græsstraae op, som de kritiske Stude kunne gnave paa. Eet: mene, mene, tekel upharsin blev forbudt at fremsiges paa Theatret, der skal være for politisk sige de, her er det:

1.

Sceptret, ikke det paa Thronen,

det der viser os Nationen,

Brænder tidt, som Faklen ned.

Aandens Rigdom ene gavner,

Alt det Andet gaaer, som Avner,

Veirer bort før Du det veed.

2.

Tvende Flammer nyligt brændte;

Mon Betydningen Du kjendte?

Saae Du vel hvad Haanden skrev?

Hvad der var Nationens Første,

Det den ansaae for det Største,

I et Nu et Intet blev.

3.

See mod Østens store Rige,

Der hvor Folkefærd fremstige,

Villieløs ved Hersker-Bud.

Under Fyr og Palmeskygge

Adel der og Vorned bygge,

Czaren er en jordisk Gud!

4.

Hvor den rige Sumpstad kneiser,

Stolt Paladsets Pragt sig reiser,

Billedet paa jordisk Magt.

Men see! Flammen slaaer fra Taget,

Alt er Ild, Du hører Braget,

Vældens Glands i Gruus er lagt.

5.

- Kom mod Vest, hvor Seinen flyder,

Livet sig i Farver bryder,

Øieblikket Mængden nyder,

Til Theatret vil vi gaae;

Skuespillet her er Sjælen,

Ordet dristigt, Sangen kjælen;

Czarens Slot er ei det Største,

Nei, Theatret er det Første,

Der Nationen selv sig saae.

6.

Ildens Knittren Øret kjender:

See, den rige Flitter brænder,

Ja, det andet Blus er tændt.

Under Himlens Tabernakkel,

Glædens Scepter, som en Fakkel

Snart til sidste Gnist er brændt.

7.

- Kom, vi seile over Søen,

Vort Karthago er paa Øen,

Tidens Væverstol vi see;

Og en Jomfru holder Spolen,

Smiler bagved Væverstolen,

Rød, som Rosen, hvid, som Snee.

8.

Rundtom Mylren og Beregnen;

Som en billedlig Betegnen

Knuuser i den rige Havn

Stolt en Guldkalv, som man krandset,

Alt Europa om den dandser

Børsen kalder den ved Navn.

9.

Vil for Støv Du Knæet bøie

See det styrter for dit Øie,

Ilden lægger det i Gruus.

Tvende Flammer her Du skued;

I en Treklang saae Du lued’

Hver Nations det første.

10.

Føler Du ei, stor og liden,

Poesi der er i Tiden

Dyb Betydning Tanken faaer.

Her er intet Spil af Kræfter,

Nei, naar Du kun tænker efter,

Flammeskriften Du forstaaer:

11.

Hvad characteristisk throner,

Præget paa de tre Nationer,

Hvad de kalde vil’ det Største,

Hvad de nævne, som det Første,

Blev en glødende Ruin.

En usynlig Haand alene

Skrev sit understærke:

"mene Mene tekel upharsin!"

__________

Lad Deres Broder sende Dem "Anastasius Grüns" Gedichte, jeg spaaer Dem en Nydelse deraf, som den jeg følte ved første Gang at læse Heyne. Jomfru Granns "Kachucha" er ganske fortryllende, denne Dands er ganske forskjellig fra al anden vi kjende paa Theatret, den minder mig om Romerindernes Saltarello. Jomf: Grann viser en Kraft, saa man troer det er en fyrrig Spanierinde der kan tvinge sin Spaniol; har De seet Raphaels Fornarina? denne physiske Kraft som udtaler sig i dette Billede, uden at blive masiv, viser hun her. I Revue dix-neuvième siecle staaer en smuk Anmældelse af min: Spillemand; i Tydskland er, uden mit Vidende en tydsk Oversættelse udkommet, seer jeg af fremmede Blade; Marmiers La vie d’un poete, er ret venligt, men han lader mig tale, og hele Sproget ligner aldeles ikke mig og det ender med at jeg er saa lykkelig, saa fyldestgjort! - - Hertz har endt sin Tragedie: Waldemar Atterdag; det er hans Krige, der med stor historisk Nøiagtighed er givet. Heiberg behandler samme Konges huslige Liv; det bliver en Opera hvortil Harttmann sætter Musikken. Fata-Morgana har De vel læst? den er kjedelig at see; de poetiske Steder gaae tabt i det udramatiske Stykke, der er tungt og elendigt udstyret. Ideen selv er mig ikke klar, skjøndt nu hele Byen ansee det for en Skam ikke at begribe dette dybe deri. En anden Gang mere herom. Til Sommerforestillingerne bliver "Kjærlighed paa Nicolaitaarn" trukket frem igjen. Jeg oversætter for Waltz, den bekjendte smukke Folkecomedie: "Der Verschwender". - Liebe skal have det St Martinske Stykke: "Kean". - Men nu er her ikke Plads til mere, nu jeg just var bedst i Gang med at pluddre. Seer De i Roeskilde min O.T.ske Eva, da kys hende fra mig, dog jeg er bange for, hun var for lidt Menneske til at De skulde finde "das Ebenbild".

af ganske Hjerte Deres hengivne Ven H.C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 88, 3-5)