Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. marts 1838
Fra: Frederik Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Roeskilde d 3die Marts 1838

Kjære Andersen!

Ved min Hjemkomst fra Kjøbenhavn fandt jeg Deres Brev paa mit Bord, der i flere Henseender maatte være mig saa glædeligt. Men i een Henseende var det mig rigtignok piinligt, og det fordi jeg nu første Gang maatte træde skriftligt frem for Dem. Med den gode Forstand, som De behager at tilskrive mig, er det nemlig saa daarligt fat, at jeg meget sjeldent er istand til at udtænke en Tanke tilgavns. I den mundtlige Samtale kan dette nu let oversees, da der ikke kan lægges Mærke til nogen logisk Strenghed, men i Skriften bliver det strax aabenlyst. Og nu er min Forfængelighed saa stor, at dette generer mig meget.

Da det nu imidlertid er uundgaaeligt, at lægge Skrøbeligheden for Dagen, faaer jeg fatte Mod og haabe det Bedste.

At De havde en ganske anden Erkjendelse af Deres Standpunkt, end den, De i Spøg bekjender Dem til, kan ikke undgaae Nogen, der i længere har kjendt Dem; at De er berettiget til at stræbe efter et høit Standpunkt, maa Enhver vide, der har læst Deres Skrifter; men at De netop for Øieblikket staaer paa et mærkeligt afgjørende Vendepunkt, det troer jeg først at have opdaget i Deres Brev.

Digterens Hovedbestemmelse er vel, at udtale for os i Poesiens Sprog det Sk[ab]tes Forhold til Skaberen og til sig selv; saalænge Erkjendelsen af dette Forhold er ringe og dunkel, bliver Digterne Menneskehedens sande Propheter, der udtale, hvad De umiddelbart have givet i Deres Indre; saalænge derfor Philosophien er langt tilbage i sin Udvikling, ere Digterne de eneste, der kunne oplyse os i den vigtigste af alle Erkjendelser. Men alt som Philo[so]phien udvikler sig, blive vore Fordringer større og større; vi forlange, at de ikke alene poetisk skulle udtale Philosophiens vundne Resultater, men anelsesfuld og prophetisk vise den videre Vei. Denne Tilbageskuen og Visen fremad maa nu til enkelte Tider blive i høi Grad vanskelig, og et saadant Tidspunkt er vistnok netop i vor Tid indtruffet. Den menneskelige Erkjendelse har i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aarhundrede skudt en gold Green i den saa forgudede Pantheisme og Rationalisme. Denne falske eller dog eensidige Deel af Philosophien er, som altid, fra de Lærde gaaet over til Folkene, og har virkelig nu at glæde sig ved næsten almeen Hyldest. Her er altsaa det Resultat, hvorpaa Nutidens Digtere skulde vise tilbage. Men det bliver dem nu umuligt at gjøre, naar de tillige ere sande prophetiske Digtere, netop fordi Resultatet er falsk eller dog eensidigt. Denne mislige Stilling til den svundne Tid og de vundne Resultater er nu forbunden med en lige saa mislig Stilling med Hensyn til Fremtiden.

Philosophien er netop nu i dette Øieblik ifærd med at gjøre et Kjæmpeskridt. Den lover pludseligt ganske at forsone Christendommen med den fornuftmæssige Erkjendelse eller at lade den blive gjennemskuelig for Fornuften. Skal nu Digterens prophetiske Aand være istand til ikke alene at holde Skridt med Philosophien, men endogsaa gjøre større Kjæmpeskridt end den (og det er jo egenligt dens Bestemmelse) saa maa Digteraanden ogsaa være kjæmpestor.

Dette synes nu rigtignok for os Lægfolk at være en mislig Sag for Digterne. Men det kunde dog være muligt, at Digterne faldt paa at spille Philosophien et Puds og derved vinde Forspring i Væddeløbet. Dette Puds maatte da vel bestaae deri, at Digterne selv tilegnede sig ad den philosophiske Vei de nu netop frembrydende store philosophiske Resultater og med dem forenede Guddomsgaven, den prophetiske Seen i Fremtiden. Og dette troer jeg ogsaa egenligt er det, Nutiden halv ubevidst forlanger af Digterne. Herved løbe de rigtignok Fare for, undertiden at lade Philosophien skinne vel stærkt frem, som Heiberg i sin Fata Morgana. Men den sande Digteraand vil da snart opdage og rette denne Feiltagelse. -

At De nu netop i dette Punkt er enig med mig, det troer jeg at have opdaget i Deres Brev. Thi kun saaledes kan jeg forklare mig Deres Mistvivl og Ulyst til for Øieblikket at tage fat paa noget nyt Digterværk. Jeg kan derfor ikke ønske Dem noget bedre, end at Omstændighederne maatte tillade Dem, at beskjæftige Dem for en kort, kun ganske kort Tid med den nyere tydske Philosophie. De vil have en uendelig Lethed ved at opfatte den; De vil i een Dag kunne gjøre, hvad vi andre gjøre i een Maaned. I.H. Fichte ved det preussiske Rhinuniversitet er Manden, hvis Bekjendtskab det er værdt og let at gjøre. Hans bog "über Gegensatz, Wendepunkt und Ziel heutiger Philosophie" vil i høi Grad interessere Dem.

Naar De nu har læst hele denne lange Historie, da har De vistnok Ret til at sige, at Kyllingen, ja Ægget vil lære Hønen. Dertil vil jeg da først svare, at De maa tage Skade for Hjemgjæld; De kunde have ladet være at rose min Forstand; og dernæst, at jeg ikke har Gnist af poetisk Frembringelsesgave i mig, altsaa ikke er af samme Art som De, og ikke kan være hverken Æg eller Kylling, naar De er Høne. Derimod kunde jeg gjerne være Muus, naar De er Elephant, og det er da ikke umuligt, at Elephanten kunde lære Noget ved at høre Musens Piben, eller idetmindste i et enkelt Punkt klare sin egen Bevidsthed ved at høre den. Smaa Aarsager have ofte store Virkninger. -

Deres fra Theatret fordømte Digt er meget smukt og yderst interessant ved en mærkelig Opfattelse af sammenstødende Begivenhed[er.] Det er snurrigt, at man har Lov til at fremføre alle Facta der bevis[e] [Bar]bariet, men aldrig til at udtale Resultatet. I dette Digt har De net[op] beviist Deres philosophiske Retning, der maa blive Dem meer og meer nødvendig. De har her opfattet tilsyneladende adskilte og tilfældige Begivenheder samlede og viist deres dybere Betydning for Anelsen.

Føler Du ei, stor og liden,

Poesie der er i Tiden,

Dyb Betydning Tanken faaer.

Her er intet Spil af Kræfter,

Nei, naar Du kun tænker efter,

Flammeskriften Du forstaaer.

Her er virkelig philosophisk Poesie som Resultat af det hele Digt. -

Jeg haaber og venter nu hver Dag at høre fra Dem igjen; og jeg er overbeviist om, at De altid vil erindre, at De er den frembringende, og jeg kun den opfattende, saa at De ikke ophører at skrive, hvor liden Tilfredsstillelse De end finder ved mine Breve, der aldrig skulle gjælde for Andet end en Forsikkring om den Glæde, hvormed jeg modtager Deres.

En stor Gunst vilde det være af Skjæbnen, om den engang i Udlandet bragte mig sammen med Dem. Det vilde være uendelig Gevinst for Prosaikeren, at see de mangfoldige Indtryk, en Reise maa give, opfattede livsfrisk af den poetiske Aand. - I Haab om, at De snart glæder mig med et Brev, der for mig er en Gjenstand af høieste Interesse i dette Siberien, forbliver jeg

Deres stedse hengivne

F: Læssøe

[Udskrift:] S.T. Herr H.C. Andersen

Kjøbenhavn

Nyhavn, Charlottenborg Side No 280. fr.

Tekst fra: H. C. Andersens Album