H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Frederik Læssøe 9. marts 1838

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: "digt indgår"

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 9. marts 1838
Fra: H.C. Andersen   Til: Frederik Læssøe
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 9 Marts 1838

Kjære, gode Ven!

Deres Brev har glædet mig saa meget! det bestyrker mig i min Tro, at man gjennem Bogstaverne bedre aabenbarer sit sjælelige jeg for hinanden, end Ansigt til Ansigt i den legemlige Maskine. For at jeg ganske skal kunde hengive mig til een som Ven, maa han eie Noget, hvortil jeg kan see opad, og det har jeg i Forstands Henseende altid gjort hos Dem; hvad Hjerte og Følelse angaaer, da har jeg ligesaa meget som De og i Phantasie lidt mere, men saaledes, maaskee er det en Forfængelighed hos mig, troer jeg os lige. Gid jeg havde Deres Kundskaber Deres Besindighed, og især efter den Villie jeg nu eier, Deres Alder. O gid jeg af Alt hvad jeg har skrevet for sjæleligt at aande og legemligt at leve kunde evigt udslette det Halve, mit Værd vilde stige derved. Intet Menneske kan mere hade at tale om Penge og Udkomme end jeg, De har vist heller aldrig hørt mig berøre denne Streng, den griber for smertelig ind i min aandelige Virksomhed, men her og denne ene Gang, kan jeg sige Dem det, der er en Plagegudinde, som hedder Trang, der er Skyld i mine største kjendte Mangler. De veed ikke hvilken Kamp jeg har kjæmpet! Mine Barndomsaar gik hen uden at jeg lærte noget. I fattig, aandløs Omgivning er jeg opvoxet; Ingen ledte mig, Ingen gav min aandelige Kraft nogen Retning, den brændte som et Irlys. – Da jeg endeligt kom i en Skole, blev jeg saa haardt og maskinmæssigt behandlet at det var et Under jeg ei gik til Grunde. For Publicum, offentligt har jeg gjort hvert Trin paa min Digterbane, den har været et Skuespil hvorved Talerkenen er gaaet omkring for at skaffe Kunstneren sin Føde. Dog har jeg bragt det til at faae et Navn, ja selv Skyggen af dette uden for mit Fædreland, men jeg staaer endnu lige saa fattig, lige saa hjælpeløs, som da jeg med min Byldt i Haanden traadte ind af Vesterport og mindre lykkelig, thi da havde jeg Sjælen fuld af smukke Drømme, nu derimod af en Virkelighed, af en Erkjendelse, der viser mig hvad jeg mangler og det næsten umuelige i at vinde det! O, kunde jeg dog i denne Verden hæve den aandelige Skat jeg føler nedsjunken i mit Bryst! Aldrig har der været en saadan Gjæring i min Sjæl, som i det sidste Aar og jeg troer den man seer i min sidste Roman, kun en Spillemand, under Arbeidet af de to foregaaende, var jeg ganske anderledes rolig! Mange sige om Improvisatoren at den viser meest Modenhed, de to andre Romaner maa da være en Overmodenhed. Jeg vil dog hellere tro at Improvisatoren er en Aandelig Modenheds Blomst, de andre derimod Frugten, men som kun har formet sig og derfor ryster man paa Hovedet og siger, Blomsten var smukkere! Det at reise, er den bedste Skole for mig, men det tænke Vedkommende ikke paa, og hvor kunne de ogsaa det. Jeg havde Lyst til en Donaureise, denne Vei at besøge Constantinopel. De kan tro der skulde komme et godt Udbytte. Denne Puckler-Moskou, som har et Navn, misunder jeg ganske hans Reise, og da jeg jo kan læse mig til Resultatet af den, har jeg ordentligt imod ham, for han er ikke Digter og opfatter slet ikke godt. Han er et dannet Menneske, der har Veltalenhed og kan nedskrive denne. O var jeg i hans Sted, jeg skulde paa Papiret male et Fata Morgana, saa de Alle skulde raabe: Ægypten, Syrien, ja vi kjende det! nu kan jeg synge om ny Have om de indefrosne, forladte Skibe, hvor kun en Krage er Hersker paa Dækket. - Nu skulde jeg reise, nu jeg er ung i Sindet, men - jo, vi ere rigtignok frie Skabninger i denne Verden! - Af Nyheder kan jeg fortælle Dem, at Oehlenschlægers Oluf den Hellige har faaet en ganske deilig Musik (siger man) af Harttmann, og hvad især hele Byen taler om, Bournonville har arangeret Slaget ved Stiklestad saa ypperligt, at det nævnes som hans meest efectfulde Arangement for Scenen og det er meget sagt! I Slaget selv kommer 75 Mennesker paa Theatret. Dinesen skal have udfordret Lieutenant Falbe, men om denne Knald-Scene kommer istand vides ikke. - Min Roman, kun en Spillemand, seer jeg er der anmældt to forskjellige Oversættelser af i Tydskland, gid den der bedre smage dem, end det synes at være Tilfældet her. Hvorlænge skal nu De blive i Domkirkens By? Og til hvilken anden berømt By begiver De Dem da efter Afreisen? Den nyeste Vits jeg har hørt men som ikke er af mig er om den lille Gerson, der som De veed er meget musikalsk, men nu en falleret Kjøbmand, man kalder ham: kun en Spillemand. See, det er ganske godt. Marmier gjør for Øieblikket den franske Expedition med til Spidsbergene. For nu endelig at give Dem lidt Pause her i Brevet skal De faae et erotisk digt, som en Lieutenant synger i mit Eventyr Lykkens Kalosker:

Gid jeg var riig

1.
Gid jeg var riig! det bad jeg mangen Gang
Mens jeg endnu var knap en Alen lang,
Gid jeg var riig, da blev jeg Officeer,
Fik mig en Sabel, Uniform og Fjær.
Den Tid dog kom at jeg blev Officeer,
Dog var jeg ingensinde riig desværre!
Mig hjalp vor Herre!

2.
Livsglad og ung, jeg sad en Aftenstund,
En syvaars Pige kyssede min Mund,
Thi jeg var riig paa Sagn og Eventyr,
I Penge derimod en fattig Fyr,
Men Barnet brød sig kun om Eventyr,
Da var jeg riig, men ei paa Guld desværre!
Det veed vor Herre!

3.
Gid jeg var riig, er end min Bøn til Gud,
Nu er den syvaars Pige voxet ud,
Hun er saa smuk, saa klog, saa eiegod,
Hvis hun mit Hjertes Eventyr forstod,
Hvis hun som før, -jeg mener, var mig god!
Dog jeg er fattig, derfor taus, desværre!
Saa vil vor Herre!

4.
Gid jeg var riig paa Trøst og Rolighed,
Da kom min Sorg ei paa Papiret ned,
Du, som jeg elsker, hvis Du mig forstaaer,
Læs dette, som et Digt fra Ungdoms Aar,
Det er dog bedst hvis Du det ei forstaaer
Jeg fattig er, min Fremtid mørk desværre,
Dig signe vil vor Herre!

Det er en gammel Historie, det vil sige knap eet Aar gammelt, jeg havde det selv lidt for varmt om Hjertet, men ingen mærkede det, ikke engang De, min gode Ven, men det var ogsaa een af de smaa! nu er det afkjølet og det eneste Udbytte af den Eruption, er dette lille Digt, som jo nok kan gaae for en ret lille Lava-Afstøbning. Ikke sandt? - Nu faaer jeg sna[rt] Brev fra Dem.

Deres hengivne Ven
H.C. Andersen

Tekst fra: H.C. Andersens Hus