Dato: 19. maj 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin
Sprog: dansk.

Lissabon den 19 Mai 1866.

Kjære Ven!

Tillykke med din Examen! jeg tænkte nok, at naar Du havde endt den vilde Du glæde mig med et Brev, og det er skeet; tak!- At Du ikke denne Gang fik dit Ønske opfyldt at komme til Japan gjør mig ondt, men det kan jo skee et andet Aar og Bille Brahe i Haag har lovet at skaffe Dig Anbefalings Skrivelse fra Holland, naar din Fader underretter ham derom. Du kan tro at jeg paa denne Reise gjennem Spanien tidt har tænkt paa Dig og vort tidligere Samliv, her. Du skriver at selv alle vore smaa Skærmydsler her staae nu for Dig som godmodige Munterheder og det glæder mig at høre, Du forlanger at vide om de stille sig ligesaa for mig, men Du vil at jeg skal svare oprigtigt, jeg maa gjerne skjælde Dig ud. Oprigtigt, kjære Ven, - jeg havde troet aldrig at skulle have berørt dette Thema, men Du vil. Paa den første Reise var Du en underlig indesluttet, mistænkelig Gut, men det fordunstede, paa Reisen i Spanien rørte sig en egen Villie-Kraft efter Selvstændighed, der gjorde Dig noget vanskelig at omgaaes; det var som Du altid maatte have den modsatte Mening, det er i Øieblikket ikke behageligt, men ogsaa det er fordunstet troer jeg og jeg er paa Standpunkt med Dig at see det som Frugterne[r] fra Reisen, omplantede i Poesiens Jordbund blive de til et Eventyr, f Ex for at nævne et Du selv nævner: Sneglen og Rosenhækken. Skulle vi sige hinanden gjensidig Tak. Hvad som imidlertid har stillet os paa et andet Standpunkt end før, maaskee det er en Svaghed fra min Side, men det er nu saa, er ikke nogen Erindring fra Reisen, men hvad der knøtter sig til denne, det for mig ulykkelige Brev Du skrev i Kjøbenhavn, det var som sparkede Du Dig ud af mit Hjerte,jeg maatte slippe Dig eller / gaae itu; det var mig en Bedrøvelse, som jeg ikke før kjendte den; men efter flere Uger begyndte jeg at blive lynende gal paa Dig, og det hjalp, og ligesaa ærligt som jeg her siger Dig dette lige saa ærligt er det at ogsaa alt dette er fordunstet; vi tale ikke mere derom og endnu mindre skrive vi derom! Du er voxet i Aar og Erfaring, jeg seer tilfulde en Ven i Dig, og det ville vi blive ved at være, om der endogsaa komme Slyngninger hvori vi ikke ret forstaae hinanden. Du kan tro Portugal er et smukt Land og her er man igjen inde i Nutiden naar man kommer fra Spanien. Alt staaer endnu saa foraarsgrønt heruden for Lissabon hvor vi boe paa en Høide: Peniéros. Markerne have Korn som vore Marker og omtrent de samme Blomster, men Gjærdet er Cacter og Aloer; uhyre Buske med blomstrende Geranier og Passions blomster hænge ud over Gjærdet; her lufter altid en frisk Brice, der Morgen og Aften endnu synes mig for kold; jeg har samlet et Par Snegle til Dig og da Fru O'Neill forleden kom hjem med et lille Dyr der skader Kornet og ligner noget Græshoppen, men seer forunderlig ud, puttede jeg det i en Flaske og hældte Spiritus over det for saaledes at conservere det til Dig; gid / at det nu maa have nogen Værd i din Samling. Det rørte mig at alle de danske Skippere heisede Flag for mig da det franske Dampskib kom og de troede jeg var ombord. Kong Fernando, den regierende Konges Fader, modtog mig forleden meget naadig, og førte mig selv om i sin deilige Have hvor der groe Palmer paa hvilke eet Blad kan dække et heelt Lysthuus. Jeg var igaar at besøge een af Portugals største Poeter, Castilho, der har været blind fra sit 6 Aar, hans Kone er en Datter af en Portugiser Vidal, der engang var Konsul i Helsingøer, hun taler dansk og ved [overstr: hende] hende har Manden oversat et Par Digte af Øehlenschlæger, ligesom ogsaa Kirkeklokken i Farum. Dette Digt gjør særdeles Lykke i Portugal, fortæl Fru Boye det. I Dag er det Pindsedag, jeg kommer med den ældste Søn lige fra Messen hvor Nonnerne sang en smuk Composition, jeg vilde ønske at Gade eller Hartmann havde hørt den, der var noget Eiendommeligt i denne Musik. I denne Uge reiser jeg til Setuval og bliver nogle Dage der hos ONeills Broder, der ogsaa taler dansk og svensk; Sønnerne her i Huset tale ogsaa vort Maal og der er vist faae Steder i Verden hvor der i et fremmet Land, hos indfødte Fremmede er saa dansk og saa meget Hjerte for Danmark, som netop i ONeills Familie. / Reisen gjennem Spanien var slet ikke behagelig, jeg overnattede i St Sebastian og i Burgos, blev nogle Dage i Madrid; heldigviis havde jeg her den portugisiske Menister, thi vor danske Konsul var i Paris og hans Contoir tog sig ikke af mig; det var meget trættende at reise med Coureren; jeg holdt ud i hele to Dage og tre Nætter. - Reisen var ganske eventyrlig, Veien vildsom og øde, de spanske Piger meget snaksomme; i Trejillo spurgte een mig om jeg ikke vilde tage hende med til Dinamarca; hun kunde nok have Lyst til den Reise! her i Portugal see de ægte mauriske ud, Øine og Haar gnistrende sorte og den bleggule Farve fortrænges af blussende Rødme saasnart de tale; Mændene [overstr: her] synes smukkere og kraftigere end de i Spanien. Sproget klinger for mig ganske forskjelligt fra det Spanske. Fra Setuval kommer jeg igjen her til Piniéros, der engang var een meget frygtet Egn fordi her levede den værste Røver, nu er her aldeles fredeligt, men der hænger dog en ladt Revolver i Soveværelset; ONeill tilbød mig ogsaa een, men jeg forstaaer ikke at bruge den. Af dette mit Brev maa Du ikke lade Noget trykke, jeg tilføier dette i ethvert Brev der som dette flyder fra Pennen lige ned paa Papiret. Glæd mig ved Leilighed med Brev og Lykønsk Peter Møller fra mig, hils Viggo, Einar, Harald, Edgar &&

Din Ven H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 10, 89-92)