Dato: 31. maj 1865
Fra: H.C. Andersen   Til: I. P. E. Hartmann
Sprog: dansk.

Basnæs den 31 Mai 1865.

Kjære Ven! Otte Dage har jeg allerede været fra Byen, det er Tid at jeg sender Brev til Dig vil jeg snart vide hvorledes Du og din Frue have det! Forrige Onsdag før fem var jeg oppe og før syv stod jeg i Banegaarden, bruste saa afsted, gjennem den friske grønne Skov ved Ringsted og Soro, skottede, med mange gamle Tanker i Hjertet, over Søen til Ingemanns Huus, hvor han nu ikke længer er at møde, I kom saa halv to til Basnæs. Jeg fik mine to vante Værelser ud til Søen og her var Sommervarme; jeg strakte mig ret, hviilte oven paa det urolige, Trædemølle Liv i Kjøbenhavn og næsten hele Ugen blev Sommeren her, men saa kom igaar Storm og Vind og den Kulde den fører med. Det er en underlig Mai vi have iaar, den har bragt baade Sommer og Efteraar. Inde i Kjøbenhavn har jeg slet ingen Ro; afsted, altid afsted! ud af min solbelyste Stue op og ned af Gaderne, neppe et Brev faaer jeg Tid at skrive, men saa snart jeg kommer paa Landet kan jeg sidde den længste Deel af Dagen i Stuen, skrive Brev paa Brev, ligge paa Sophaen og overvældes af Tanker, der voxe og dufte naar jeg saa löber et Par Gange gjennem Haven. Jeg har paa mit Bord Heines, samlede "Werke", jeg læser daglig i dem og har snart heelt gjennemvandret dem; det er flere Aar siden jeg sidst gjorde denne Vandring, men denne Gang føler jeg mig mere tom derved end tidligere; jeg veed intet kortere at sige derom, end hvad [jeg] igaar saa omtrent skrev til Eduard Collin2 om denne Læsning: "Heine er en vittig Sladdrer, ugudelig og letfærdig og dog en virkelig Poet. Hans Bøger ere Elverpiger i Flor og Silke, der mylre af Utøi, saa at man ikke kan lade dem frit løbe om i Stuen, hos paaklædte Mennesker." - Det er raat og uforskammet saaledes som han taler om Jenny Lind, hvem han aldrig har hørt. Han spotter over hendes Jomfruelighed, denne "Primadonna immaculata", og mener at hun ikke tør træde op i Paris hvor man ikke bryder sig om "Jomfrueligheden", men om Stemmens Malm og Klang. Igaar var Valgdag i Skjelskjør, som nok over hele Landet. Her gik Holstein-Holsteinborg af med Seiren bragt ham af 792 Stemmer; medens Valgherrerne stred og stræbte, rasede her en sand Orkan, Søen væltede store Bølger og sprøitede Brænding over Feddet; Træerne ruskedes saa det knagede i dem og imorges, da jeg kom i Haven, saa jeg store Graner revne op med Rod, eller knækket over som var hver af dem kun en Svovelstikke. Kirsebærtræerne ere saa krammede at Bladene hænge visne og den meeste Frugt ligger strøet hen over Jorden. Kornet, klages der over, har ogsaa lidt. Jeg gaaer idelig og hiver og hoster. Min Forkjølelse har lagt sig paa mit Bryst og synes det er et godt Sted at være, den vil "ikke bort uagtet jeg smører den med brunt Sukker, som jeg ideligt gaaer og gnaver paa. Iaften ender da Saissonen jeg gad nok høre "Figaros Bryllup", især, for at høre den unge Hansen, hvis Stemme har saa ungdomsfrisk Klang at jeg selv bliver ung ved at høre den. Jeg vil da haabe at Du arbeider paa Saul og at Du ikke er "Ravnefader" til at slippe ham. Saul skal bære dit Navn ud i Verden det forudsiger jeg. Du og din Frue flyve vel nu nærmest i Pintsen ud til Fru Madsens Feeslot/ hvor under Kirsebærtræer og høie Ribsbuske, de musikalske Tanker komme som syngende Lærker med Stem[me]gaffel og kritisk Kniv flyvende og faae Dig til rigtig at bestille Noget. Skulde Du i Pintsen ikke komme derud, saa kan Du og din Frue, thi ogsaa hende gjælder dette Brev, sætte Eder ned og kaste Runer paa Papiret, det man kalder et Brev, det viser at I ere rigtige gode Mennesker og det skal man være i Pintsen, saa vel i Byen, som paa Landet. Hils Fritz fra mig og det kjære, glædelige Ægtepar ude ved "Søen". Naar jeg var vis paa at jeg kunde blive saa lykkelig som de to synes at være det, saa giftede jeg mig strax, uagtet jeg maaskee er for ung til endnu at vove sligt. Ved det unge Par ved Söen tænkte jeg nu egentlig paa Winding og Klara, men i det jeg tænker, löfter sig endnu et Par Lykkelige, ogsaa derude ved Söen, Emil og Bolette. Jeg ærgrer mig over at jeg ikke før jeg fløi ud fik deres "lille Verden" at see, det unge Hjem med de unge Hjerter. Lad nu snart en Opera derude fra tone i Verden; vort lille Land, det ældste Rige i Europa, er blevet saa beskaaret og lidet, at vi Alle maa bygge og reise i Kunsten en Pyramide Musiker, Billedhugger, Digter og Videnskabsmand, saa at Danmark endnu kan se es vide om. Lev nu hjertelig vel!

Din trofaste H.C. Andersen

Tekst fra: H.C. Andersens Hus