Dato: 9. juli 1865
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

486. Til Henriette Collin.

Frijsenborg den 9 Juli 1865.

[Skrevet øverst paa skraa: ] NB Det Photographikort, hvor jeg sidder paa Altanen, bedes sendt til Fru I Drevsen i Rosenvænget med Hilsen fra mig.

Kjære Fru Collin!

Iaftes indtraf jeg igjen her til Frijsenborg og fandt Brev fra Deres Mand og Fru Ingeborg Drevsen, men intet fra Dem og det havde jeg ganske sik­kert ventet, alligevel faaer De nu en Skrivelse først, De vil da hjerteligt hilse de to Andre, takke dem og sige hvorledes jeg har det. De veed at for­rige Fredag tog jeg her fra, men et Brev fra den hernhutske Ven i Enge­land, De veed nok det særdeles dansksindede Menneske jeg i Vinter fik Brev fra og De ideligt mindede mig om at besvare, skrev, at nu havde han faaet Ansættelse i Amerika hvor hen han reiste i September men at han den fjerde eller sjette Juli kom til sine Forældre i Christiansfeld526 og at han derfra vilde reise ud for at møde mig til Afskeed, hvor jeg bestemte Stedet, dog ikke for langt fra Christiansfeld. Grevinde[n], som jeg tidligere havde fortalt om ham, lod jeg læse hans Brev og hun og Greven kom, idet jeg skulde afsted og paa det smukkeste bad mig at indbyde ham her til Frijsen­borg og derved var da Anledning til at jeg atter snart kom tilbage; efter nogen Eftertænken sagde jeg ja og derfor er jeg her nu, og venter Hr Jacob­sen som jeg har skrevet efter. Dog vil jeg ikke skjule, og har ogsaa sagt det til Grevinden, at efter mit Brev var afsted kom jeg i febril Stemning, da jeg jo kun kjender Manden af hans Breve, og ikke har talt mer end to Gange med ham; hver Gang et Qvarteer, jeg veed altsaa ikke hvorledes han vil optræde, hvorledes han vil tiltale, og dernæst er det en dyr Reise for ham, næsten 35 Miil (frem og tilbage). Til den 14de, har jeg skrevet, er det den længste Tid jeg venter ham, derfor er det bedst at alle Breve til mig komme her til Frijsenborg, indtil jeg opgiver en anden Adresse.

Jeg reiste herfra, som sagt i Fredags 8te Dage, og blev i Randers afhentet af Hr Pastor Kahrs, hvor fra vi til hans Præstegaard i Hem (husk Inge­manns vise om Hr Hem og Hr Sem) havde 2 1/2 Miils besværlige Vei. Præstegaardens Stuer ere i høi grad elegante, pompeiansk malede Vægge, rige Gulvtepper, Malerier'ndash;kort, man seer at Kammerherreinde Neergaard, vist har pyntet Huset. Beværtning etc. var aldeles den samme rige og storartede som paa Frijsenborg. De to Comtesser Tramp vare her i Besøg, de og Fru Kahrs havde i Gaarden reist en stor Æreport med Indskrift og Danebrogs Flag. Jeg nød den hjerteligste Gjestfrihed; men Blæsten var ikke til at holde ud og den eneste Udsigt fra den høitliggende Kirke var at stille sig i den isnende Vind. Da jeg en Dag kom her op og gik i Græsset, saae jeg mig ikke for, der stod en stor kantet Pæl op i Græsset for at antyde en Grav, den stødte jeg imod, lige paa Skinnebenet, det gjorte meget ondt, men jeg saae ikke efter før om Aftenen og da var der et stor[t] Hul, der sveed, Benet hovnet, jeg badede det med koldt Vand og humpede saa om. I Onsdags morges vilde jeg afsted, jeg vilde see Mariager og da i Hobro besøge Justitsraad Christensen, der som De veed paa min Fødselsdag sendte mig Hilsen per Telegraph. Om Morgenen jeg tog afsted var jeg en Deel for­kjølet og i Vognen brændte Benet. I Mariager fandt jeg Brev fra Christen­sen der glædede sig til mit Komme, men var meget kjed af, at hans Kone og Datter netop var i Kjøbenhavn og at han i den Tid lod male og pudse op, bad mig imidlertid paa det venligste at tage til takke. Da jeg kom blev strax sendt Bud efter en Læge, der saae paa Benet, sagde det var et slemt Stød, men jeg skulde kun bruge Blyvand og saa ikke anstrænge Benet. Om Natten laae jeg paa en Sopha, der var smal og kort, jeg kom i Feber, fik Smerter i Brystet, saa at jeg troede det var Inflamation, men det var, sagde Lægen, kun Musklerne der vare angrebne, men hæs som jeg var, har jeg før aldrig været, min Tale var en Hvisken; jeg indsaae nok at jeg ikke kunde blive pleiet her og ønskede mig paa Frijsenborg, men derfra havde jeg først mældt om Vogn til (igaar) Løverdag Aften. Jeg tog derfor med Posten om Middagen fra Hobro til Randers, men var aldeles febril og Bryst og Been smertede. I Randers var just stort Marked, og det i tre Dage, jeg kom netop første Dag og i Hotellet var aldeles ingen Plads, jeg havde ikke mældt mig hos Vestermanns og trængte ogsaa til særdeles527 Ro, jeg vilde og maatte blive i Hotellet og Verten, var saa opmærksom at fløtte ud af sit Sovekammer, overdrage mig dette og jeg gik strax til sengs. Det var en Helveds Nat, jeg laae som i et Dampbad, tæt ved græd ideligt et lille Barn og paa Gangen gik jydske Hestehandlere med tunge Støvler. Fredag op ad Dagen stod jeg op og gik til Vestermanns, jeg saae daarlig ud, de vilde have mig til sig men det vilde jeg ikke. Der blev lavet Havresuppe til mig og tidlig paa Eftermiddagen var jeg igjen i Hotellet. Igaar var Stem­men lidt renere, jeg besøgte Kammerherreinde Jessen der vilde unde mig Gjæsteværelse, spiiste Kl 2 til Middag hos Westermanns for at gaae om Eftermiddagen med Toget; Westermanns, Jessens og Flere fulgte mig paa Banegaarden og i Hinnerup traf jeg Grevens Vogn saa at jeg iaftes Klok­ken 8 var paa Frijsenborg. Imorges kom strax Cancellieraad Ditzel,Lægen, til mig. Jeg syntes jeg befandt mig utrolig bedre, men han bød mig et Par Dages Rolighed, sagde jeg havde nogen Feber, Brystet var endnu angrebet528, men mit Been raadede han mig at være skaansomt med, sagde at det var det allerværste Sted man kunde støde Benet, han befølte det meget nøie, bad mig vedblive med Blyvand, og holde mig rolig[;] om et Par Dage vilde da Alt være istand. Jeg er ganske forundret over at be­handles saaledes som Patient, jeg har i Kjøbenhavn tidt følt mig ganske anderledes lidende, og Theodor har sagt at det var aldeles ikke Noget. Gud veed hvad han vilde sige denne Gang - Apropos! hvorledes har Hvaps det? Jeg har ondt af Theodor om han skulde miste ogsaa dette Dyr, jeg veed hvor kjært han har det.–Jeg har nu givet Dem udførligt mit hele Befindende. Jeg sidder noget geneert i Sophaen og skriver alt dette. Den voldsomme Hovedpine jeg har lidt af er overstaaet. Hils nu Deres Mand og Børn. Hils særdeles Fru Drevsen ogsaa Augusta, dersom hun har Sands for min Hilsen. Med Portugals Reisen er jeg endnu ikke paa det Rene. Jeg fik ikke at vide om den svenske Minister Bergmann styrede vore An­liggender i Madrid, og om han er der endnu. Dog det gjør saa megen Uleilighed!–Om de mange Photographier jeg sendte stod ikke et Ord i Deres Mands Brev, der denne Gang hørte til den Række af Breve jeg har fra ham, da aldeles hørte til Forretnings Brevene. Naar han en Dag er lidt blød i sindet faaer jeg vel et Par bløde Linier, jeg holder saa meget af bløde Li­nier, men er ogsaa taknemlig for de reent forretningsskrevne. Heller Noget uld Intet! Hils! Meget snart529 hører jeg fra Dem. Til de mange Photogra­phier af mig herfra vil jeg tilføie een endnu til Deres Mands Samling, det forestiller mig som Gulliver, Deres Gemal vil undskylde om det er stavet lidt galt ligesom Tilfældet har været med Badajos, (jeg skal nok have skre­vet Bajados*).

Deres hengivne

H. C. Andersen.

[I Margen: ] * ) Jeg skal sørge for at dette Navn dog kommer ind i Sproget f. Ex som Hovedstad i Bajaderernes Land.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost