Dato: 11. juli 1865
Fra: Henriette Oline Collin, f. Thyberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

487. Fra E. og Henriette Collin.

De hører til den Slags Folk, om hvilke Fritz Jürgensen sagde, at de ere »slemme til at ligge Mærke«. Fordi jeg i mit »Forretnings-Brev«–thi det var kun et Svar paa et bestemt Spørgsmaal – ikke omtaler de tilsendte Photographier, giver De mig et Hip (eller Hib), som virkelig er ufortjent. De veed selv, hvormeget det morer mig at have netop denne Portrait-Sam­ling saa talrig som muligt. De synes derhos at have forarget Dem over, at jeg ikke udtrykkelig skriver, at den svenske Bergmann ikke repræsenterer os; men mit Svar var dog tydeligt nok, at Udenrigsministeriet ikke kunde give Dem Anviisning paa Nogen, til hvem De i den bevidste Anledning kunde henvende Dem; paa den anden Side er det jo ogsaa ligegyldigt, om B. har overtaget Forretningen; thi hvis De kjender ham saaledes, at De kan vente hans venskabelige Raad og Oplysninger, saa kan De jo godt gjøre det, skjøndt han kun er svensk Repræsentant.

Den Photographi, som idag ankom, er efter min Mening den bedste som Portrait. Efter Ansigtets Udtryk at dømme maa jeg antage, at det er taget forinden De fik det af Dem omtalte Stød (Pælen i Kjødet). Med in­derlig Glæde gjenkjendte jeg strax Deres veltrufne Buxer; paa det høire Been er imidlertid en Fold indad, hvorefter jeg maa antage, at Buxerne ere »tagne af« efter Stødet. Billedet indeholder forøvrigt den Mærkværdig­hed, som vel er undgaaet Dem, da De vender Ryggen dertil, at der i Muren findes 5 Kopsteen over 2 Løbere.

Dette er en Tegning af det Hul, som jeg nylig paa Landet hos Greve Lerche slog paa mit Skinnebeen, og som meddeles til Sammenligning med Deres eget Hul.

En Nat, medens vi ventede paa Postvognen i Bellinzona, gik jeg op og ned af Gangen i Hotellet; da viste sig pludselig i en Dør en nøgen Engel­lænder med det Udraab: Monsieur il est impossible de dormir içi, quand vous promenez comme ça! Denne Scene gjenkaldtes i min Erindring ved Deres Beskrivelse af Hotelopholdet i Randers.

Qvoad familiaria, da er Alt ved det Gamle. Herom vil De ialfald faae bedre Underretning af Jette, som skriver imorgen. Idag otte Dage haaber jeg med Guds Hjelp at komme med Familie til Hellebæk, hvortil jeg glæ­der mig meget.

Deres

11/7 65

E. Collin.

Det maa være et meget morsomt Brev Edvard har skrevet til Dem kjere Andersen, idetmindste loe han selv hjerteligt medens han skrev det. Jeg finder det store Portrait meget godt men det lille paa Trappen synes jeg ikke om og hvorfor er der saa mange af dem? jeg synes at de mange Mure og stenede Omgivelser virker forstyrrende paa det som er Hoved­sagen og det er H C Andersen jo dog – Det store er baade ligt og levende og hyggeligt – De havde jo rigtig sure Dage kjere Andersen ved at reise om saa forpint paa flere Maader og jeg kan begribe hvor let De aandede ved atter at føle Dem indenfor Frijsenborgs gjestfri og rige Mure.–At jeg glæder mig ved Tanken om Deres Møde med den unge Christiansfelder kan De begribe – Egentlig kan han jo takke mig for at den Glæde bliver ham tildeel, thi som hans skjulte Velgjørerinde har jeg jo virket hvergang jeg mindede Dem om ham og hans ubetvivlelige Længsel efter Brev. – Deres Angst for hvorledes han vil tage sig ud eller hans personlige Optræden tror jeg er ganske unødvendig, thi naar man veed om et Menneske hvad De, og altsaa ogsaa Grevens Familie, veed at han er et sandt christelig alvorligt Menneske og dertil en brændende Fædrelandsven, saa veed de meer end nok til at kunne oversee hvad der mulig - eller rettere rimeligviis mangler ham i ydre Politur.

Nu kommer altsaa touren til Manderstjernes! Hvornaar skriver De alt­saa til hende kjere Andersen? – De er vel forberedt paa at jeg, naar De kommer hjem, daglig vil minde Dem derom, derfor synes jeg at De for Husfredens Skyld skulle gjøre det strax – Med mindre De for at undgaae mine Plagerier reiser til Portugal. – Jeg troer ikke at De gjør det. –

Og nu lidt om Familien – Om 8te Dage tage vi til Hellebæk og saa flytter Alle Gotliebs over i vore Værelser for at Gusta skal kunne komme i Luften uden at besværes af de uendelige Trapper – Ingeborg tager til den Tid til Jonna – Om Gusta skal jeg kun sige at hendes Tilstand er høist for­underlig, thi man kan tale i timevis med hende uden at føle nogen Foran­dring ved hende, og dog er hun ikke sig selv og kan undertiden foretage sig Ting der er heel besynderlige – hun seer elændig ud og forekommer mig som hensvindende. – Hendes kjerlige blide Sind er uforandret det Samme, men for Alt hvad hun ellers har levet og virket for er hun nu egent­lig fuldkommen ligegyldig, ligesom hendes Begreb om Tiden er heelt uklart, hun vil ganske vist modtage Deres Hilsen med Fornøielse. –. . .

I Søndags blev Edvard og jeg anholdt af Eckardt som vilde vide Deres Addresse, han talte med Henrykkelse om sin Reise til Paris og Vien og da jeg spurgte ham om han havde reist alene svarede han med tragisk nai­vitet, »Ja hvad skulle jeg gjøre? Scharff var jo i Norge«!–Jeg tror at jeg blev rød i Hovedet, – Han seer temlig jammerlig ud. – Ligesom jeg igaar ville slutte min lange Skrivelse til Dem kjere Andersen blev jeg afbrudt ved at Ilia Fibiger traadte ind af Døren, hun kom fra Cul­tusministren som hun havde takket for den sædvanlige aarlige Hjelp af 120 R. og han sagde hende ligefrem at hun ikke oftere kunne gjøre sig Haab om den og at han antog at det kun var Hensynet til hendes 6 Børn hun denne gang havde at takke derfor.–Hendes Forfatter Stolthed lider formelig ved slige Ord, hun, som havde troet at hendes Aands Børn rigeligt skulle kunne ernære de 6 legemlige som hun har paataget sig at sørge for. – Hendes Stilling vil om ikke lang Tid blive fortvivlet og da hun sad hos mig, opløst i Taarer og den smerteligste Angst for Fremtiden, havde jeg kun det at sige hende at den Tillid til Vor Herre, som i Aarenes Løb har givet hende Mod til at antage sig de Mange smaa forladte Stakler, nu da det seer saa sort ud, maatte staae sin Prøve, thi dersom hun i dette Øieblik hengav sig til sin Sorg og navnlig til Angsten for at spise sig mæt (som hun før har gjort) saa var jo Alt tabt, thi saa bliver hun, som dengang var Til­fældet, snart alvorlig syg. –

De kan sagtens ikke begribe kjere Andersen hvorfor jeg fortæller Dem Alt dette, uagtet jeg ingenlunde tvivler om Deres Deeltagelse for enhvær Bedrøvet – men min Plan er dybere end den at vække en øieblikkelig Stemning og min Bøn til Dem er om De vil fortælle den christelige vel­gjørende og rige Familie De lever hos, om Ilia, og hendes Liv fra den Dag hun ringede paa Porten til Almindelig Hospital og begjærede at passe cholera Syge da Ulykken var paa sit Høieste og udførte sin Gjerning paa Hospitalet indtil hun selv fik Cholera530, til nu da hun sidder i sit lille fattige Hjem med 6 af de mest forladte smaa Piger mellem 1 og 8 Aar, – NB de fleste af dem har hun taget som spæde. – Skulle der saa,–under hvilken­somhelst Form – blive rakt hende en hjelpende Haand, sas tør jeg inde­staae for hendes levende Taknemlighed. – Hun ahner ikke hvad jeg her gjør og har De imod at være Overbringer af min Bøn saa er disse Linier at betragte som uskrevne og jeg beder Dem om Forladelse for min An­modning. Lev vel kjere Andersen og skriv snart til

Deres Jette C.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost