Dato: 7. oktober 1865
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

500. Til E. Collin.

Jønkjøping539 den 7 October 1865.

Kjære Ven!

Igaar morges forlod jeg Stockholm; men fik dog netop Deres Brev der indtraf om Aftenen seent. Augusta Collin seer jeg altsaa ikke mere paa denne Jord, hun er gaaet hen til de Andre. Budskabet herom har fyldt mig med Veemod, men ikke med Bedrøvelse, som om Een af vore andre Kjære forlod os. Det var dog intet rigtigt Liv her mere hun havde. Gud glæde og velsigne hende! Tryk Deres Broders Haand kjærligt fra mig. Kun med Tankerne kan jeg følge Kisten, den er vist i Graven før jeg naaer Hjemmet; imidlertid skeer det om faae Dage, vil Gud. Jeg tænker Torsdag eller Fre­dag, jeg har da været en Maaned borte. Kammerherre Sick, der har været overordenlig opmærksom mod mig og høist elskværdig, kom endnu i den tidlige Morgen ud paa Banegaarden til mig, det er en meget lang Vei; han tænker ogsaa paa at komme hjem og det endnu i denne Maaned, me­dens Banetogene endnu gaae uden Afbrydelse mellem Stockholm og Malmø. Det er paa denne Tid en trættende Reise og uagtet jeg deler den i flere Dage er jeg dog meget træt da de blandede Tog gaae saa urimeligt langsomt og med Iiltogene gaaer det ud i Natten og Natqvartererne ere kun fortræffelige i Stockholm, Jønkjøping og Malmø.

Skovene ere saa smukke, her er en Farvepragt som jeg kun kjender i Syd, Birken er guul som en Citron, Granerne mørkegrønne og saa sees Træer røde som vare Bladene dyppede i Zinober. Iaften da jeg kom her til Jøn­kjøbing saae jeg aldeles »Alpegløden« paa Bjergene om Vettern; men koldt er her, saa alle Værelser i Hotellet ere opvarmede. Deres Kone har vel faaetet Brev fra mig?, deri laae to Portrætkort til Dem; netop de to, samme Slags, Dronningen og Kongen af Sverrig fik af mig og Kongen fandt sam­me saa særdeles vel. Man har viist mig stor540 Opmærksomhed og Hyldest; jeg burde være rigtig glad og det har jeg egenligt ikke været paa denne Reise. Det ene af Brevene De sendte mig var fra O Neil, han venter mig endnu ved Nytaarstid, det lader som han ikke veed at der er Colera i Paris og rundt om. Det er mig saa underligt med hele denne Reise, helst blev jeg i Ro, men jeg kan ikke, det er som om jeg skulde døe ude og ikke hjem­me. Helst lagde jeg mit Støv i Danmark, uagtet jeg har en Fornemmelse af at det ogsaa snart har sin Grav. Mit elskede, Danmark, min Verden. Det gruer i mig naar jeg tænker, om541 der kom en Tid at vort Sprog kun taltes i Norge. Paa Banegaarden i Falkjøbing kom i Dag, ind i Vogn til mig, en Landsmand, nu aldeles svensk, Hr. Bang fra Hofmannsgave, han boer nær ved Kalmar, han sender Hilsener til Ludvig Møller og danske Bekjendter. Der var en Engelænder i Vognen, han kjendte mig, der kom senere en Tydsker, han var mig ubehageligt henrykt; det gjør mig ondt for denne Anthipathi!–De fleste Svenske kjende mig efter Portræt og vise mig alle Venlighed. Hvorfor forundtes mig alt dette? Og hvorfor nyder jeg det ikke. Er det Utaknemlighed mod Vorherre[?] Jeg gad vidst hvorledes Verdens virkelige Stormænd føle og opfatte Verden, og dens Hyldest.– Hils Deres Kone, Jonas og Louise. Siig Fru Drevsen at det gjør mig ondt hun nu prøver en ny Plage. Hils Familien.

Deres

H. C. Andersen.

[De sidste to Linier er skrevet i Margen. ]

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost