Dato: 22. december 1865
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

505. Til Henriette Collin.

Basnæs den 22 December 1865.

Kjære Fru Collin!

Endelig kommer da ogsaa et Brev til Dem, det har varet Penge nok før det kom, men jeg har tænkt som saa, et Brev til Deres Mand er et halvt Brev til Dem og saaledes har De nu faaet halvandet Brev fra mig før dette bringer Dem min Julehilsen. Søndag Morgen faaer De dette og Juleaften feires om Aftenen; De har Fru Petersen og hendes Børn hos Dem til Aften, hils hende!–Her paa Basnæs bliver stille Juleaften, kun Otto og en ung Düring-Rosenkrands ere her. Bønderbørn fra Egnen skulle have en stor Middag nede i Folkestuen og derpaa Juletræ her oppe i Stuen. Jeg har maattet klistret Figurer til Træet, men disse, faae ikke den Afsætning, som de af Meel og Sukker, det er en Erfaring. Den 28 er her stor Jagt og om Aftenen er den halve Omegn indbudt, det er Knaldet i Julen. Gid at jeg under denne maatte erholde Brev fra Lissabon, der gav mig Mod til at flyve afsted, jeg har ikke stor Lyst til at overvintre hjemme. Jeg ønsker helst at flyve afsted den 14de'ndash;15de, gaae over Paris og blive 6 Maaneder borte, jeg kom da, om Gud vil, hjem til midt i Juli, kunde da besøge Venner paa Landet i Juli og August og i September549 endeligt, slaae mig til Ro og faae en fast Leilighed, som jeg maaskee da selv meublerer og indretter til at der dog kan være en Slags Auction efter mig naar jeg er begravet. I Fly­veposten stod forleden et Digt over den nyelig afdøde Forfatter P. L. Møl­ler, der engang var lagt saa meget for Had her hjemme. Han var den Ene­ste der under Heibergs Ufeilbarlighed vovede at have en anden Mening, han tog mit Parti, ligesom ogsaa Øehlenschlægers, og sagde flere Gange Heiberg Sandhed. Jeg hørte i den Anledning engang Fru Güldenborg sige: »Hvad er det dog for et slet Menneske, den Møller, der tør angribe min Ludvig?« og hele det store Heiberg-Publicum, sagde som hun, »Han tør angribe min Ludvig!!!«–Øehlenschlæger og Ørsted der havde God­hed for Møller spurgte mig: »hvad er det for Slethed at Møller har øvet? Alle tale om den, men nævne ikke Tingen!«, og Tingen var saa latterlig, da den ikke kunde finde Sted, Folk sagde at hans Kjæreste, en Sypige, var død paa Hospitalet og at Møller der havde solgt hendes Skellet. Meget for­nuftige Folk, jeg vil ikke nævne dem, troede paa denne Fabel. Møller maatte afsted! i Paris har han vist døiet Meget og var tilsidst næsten blind, Digtet over ham begynder saaledes:

Saa gik han da bort, som vi Alle skal bort,

Men i Klokkens Reb blev ei halet,

Der var ingen Vogn, intet Følge sort,

Han døde paa Hospitalet.

Han leved en fremmed i fremmet Land,

Havde hverken Slægt eller Venner,

I Rouen blev jordet den danske Mand,

Men Ingen hans Gravsted kjender.

Digtet slutter med de sande Ord:

Jeg troer, man kan skrive: »Han leved, en Mand,

Der bedre var end hans Rygte!««

Dersom jeg engang fortsætter »mit Livs Eventyr« skal jeg tilvisse see at belyse ham bedre end hans Samtid. Hils Louise og Jonas, glæd mig ret snart med et Brev; jeg fik igaar et langt fra Fru Melchior og fra Fru Hen­riques, de vare begge henrykte over den sidste Consert i Musik-Foreningen. Hartmanns Musikstykke skal have været saa stemningsfuldt og Heises Overture særdeles storartet. Mit Lystspil »Spanierne« kom da ikke paa Scenen igaar, som lovet var. Jeg blev ganske ærgerlig da jeg i Avisen saae Forandringen, skaf mig at vide, gjennem Theodor, hvis Skyld det var, at Stykket ikke gik. Jeg vilde idag have skrevet et lille Alvors Ord til Etatsraad Kranold, thi der er en Grændse for al Ting; i fire Maaneder er der nu hver 14 Dag sagt mig: »i næste Uge vil Stykket blive opført!«; jeg opgav imid­lertid at skrive, eftersom det just er Løverdag i Dag, og jeg kan maaskee

til Aften læse det ansat i næste Uge, saa er der Intet at sige mod Kranold, jeg venter altsaa paa det opstillede Repertoire!

Veed De Noget om den italienske Opera der kommer i Casino, da siig mig det; Fru Scavenius interesserer sig for den, og er det virkeligt en god550 Opera, tager hun en Maaned tidligere til Byen end Bestemmelsen først var. Hvorledes har Jonas det? Tog han sig det nær med Forchhammers Død? Jeg veed ikke ret hvor lidt eller meget han havde med ham at gjøre. Tænker Edgar paa Bryllupi dette Foraar?–Den lille Bog: »Grave Guld­-Æble« vil jeg nok bede Deres Mand sende mig i Krydsbaand, det kan ikke koste stort! Nu tak for det gamle Aar!

Deres taknemlige

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin