Dato: 3. februar 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

516. Til E. Collin.

Hamburg den 3die Februar 1866.

Kjære Ven!

Mit første Brev, min første Hilsen til Hjemmet kommer naturligviis til Dem; men et saadant Brev er ogsaa halv til Deres Kone. Fra Kjøbenhavns Jernbane sendte jeg ved Lose mine Blomster til hende, hun fik dem vel? Veiret var ganske godt da jeg kom til Korsør, og jeg fortrød at jeg der havde bestilt Værelse, men Verten562 sagde at det vilde blæse op til Natten, træt var jeg, og saa blev jeg og gik næste Formiddag over Beltet; jeg traf en Broder fra Fru Clasen i Norge, han var saa elskværdig at gaae med mig til Bane­gaarden og bære noget af mit Tøi, thi der var ingen Vogn. Det interesserede mig at flyve med Damp hen over min Fødeø, og navnlig laae Odense som aldeles forvandlet, Banen løber tæt forbi Slottet; jeg saae paa Statio­nen at flere kjendte mig. Fra Middelfart gik jeg med det lille Dampskib: »Lille Belt« til Kolding; en smuk Tour selv paa denne Tid af Aaret; paa fyensk Side laae endnu en563 Skandse fra Krigen. Den bekjendte Krüger var ombord. I Kolding var hele Vertshuset opfyldt, da her vare samlede alle de Herrer Amtmænd, etc. der skulde ordne med Skades Erstatning fra Krigen. Der var ikke et Hul i Huset for mig. Eet usselt Kammer, hvor en anden Reisende boede fik jeg og den Reisende var saa høflig at sove i Spise­stuen. Jeg laae elendigt; fik imidlertid Besøg af min gamle Skolekammerat Hofjægermester von Deurs, der var med i Comitéen; en ung, for Danmark begeistret Angelbo, kom ogsaa da han hørte om min Nærværelse. Buchei­ster talte jeg med, han var her Secretair. Næste Morgen kjørte jeg med Diligense til Woin; Postmesteren gjorte Alt for at gjøre mig det beqvemt og jeg kom i Bivogn med et ældre Ægtepar fra Middelfart, der da Konen564 hørte hvem jeg var blev meget glad; eet af hendes høieste Ønsker havde altid været at see Digteren H. C. Andersen. Hvor Danmark nu slipper stode en Deel danske Soldater; paa den slesvigske Grændse saae jeg endnu ikke til Preuserne; Vesitationen var saare mild, jeg aabnede kun min Kuf­fert; i Hadersleben var fuldt op af preusiske Soldater og Officerer. Gjæst­giveren var en Kelner jeg kjendte fra Fru Raschs Hotel, hendes Kelner Carl; de fleste jeg endnu såae talte Dansk til mig, saaledes ogsaa i Deli­gensen hvor forresten Samtalen mellem dem indbyrdes var Tydsk. Det var en lang og slet Vei og nær vare vi komne for seent til Banetogets Af­gang; i al Hast blev Tøiet kastet ind, jeg var i Angst for at ikke Alt kom med. Jeg havde tænkt at tage første Klasse for ikke at komme i Selskab der kunde saare mig som Dansk, men da det endnu var gaaet godt, valgte jeg anden; der kom jeg i Vogn med en ung preusisk Officeer og hans Frue, nette Folk; de kjendte ikke mig, jeg ikke dem. I Regn og Rusk gik det af­sted; jeg fik imidlertid den hele Dag kun et halv Franskbrød og et Glas portviin og leed meget af Mavesmerte. Paa Banegaarden i Altona kom en Mand med en lille Pige, han smilede til mig og sagde paa Dansk til Bar­net; »ræk den Mand Haanden, det er ham der har givet dig Eventyrene«. Jeg klappede den lille Pige paa Kinden; kjørte til Hamborg hvor jeg er taget ind i Hotel d Europe, har et smukt Værelse med Altan ud til565 Alsteren. Iaftes fik jeg da Mad for hele Dagen, i Dag hviler jeg ud og skriver dette, maaskee hører jeg i Aften Meyerbeers »Africanerinde« og vil Gud, reiser jeg imorgen til Celle og besøger Mathildes Kiste, den har jeg aldrig seet, saa gaaer det, noget langsomt, mod Amsterdam; der er Brandts566 Adresse

Mynher A. L. Brand

507. Heerengracht by de Huidenstraat in Amsterdam.

Hils Deres Kone, Louise, Jonas, Theodor og hele Familien, samt de af mine Venner der spørge efter mig.

Hjerteligst

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost