Dato: 21. marts 1866
Fra: Henriette Oline Collin, f. Thyberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

525. Fra E. og Henriette Collin.

Uagtet De, efter min Regning, allerede i Amsterdam har faaet det Brev fra mig, som De ventede i Haag, vil jeg dog atter gribe Pennen. Jeg bliver hvert Øieblik forstyrret i at skrive, i dette Nu f. Ex. af Deres »Svinedreng«. Det er nemlig Søndag Aften, og Caroline Davids Smaadrenge, Oluf m. Fl. danne Tableauer under Louises Opsigt og Instruction.

Hvad vil De egenlig i s'Gravenhag? Det bliver jo Deres Sag, men jeg har Indtrykket af samme som en pyntet charakteerløs By. Dog vil jeg indrømme, at man ved saa korte Besøg som mit kan tage feil af en By. Jeg antager indtil videre, at De der vil afvente Svaret fra Portugal. Er dette endnu ikke kommet, og hvad bliver saa Resultatet?

Det har moret mig at see min egen Opfatning af B. recapituleret af Dem. Han har en Slags Missionair-Suada, upaatvivlelig en christelig Stræben –thi hvorfor skulde han ellers være saa optaget deraf'ndash;men jeg savner Inderlighed og Alvor. Han taler altid som om han stred pro summis in Theologia honoribus rite obtinendis. Det er jo meget rigtigt, at De udtalte Deres Mening imod ham; jeg gjorde det ikke, men ligefrem af Politik, for ikke ved Modsigelse at trække Discussionen i Langdrag. Jeg holder meest af

selv at bestemme, naar jeg vil gaae i Kirke.–Men hvorledes er De derfra kommet til at forklare mig, at De selv har en egen Mening? Det har jeg aldrig tvivlet om, idetmindste ikke siden min grønne Ungdom. Men da De selv angiver en Datum, fra hvilken Deres Selvstændighed skriver sig,

nemlig »Alfernes« Opførelse, slog jeg op i Overskous Lommebog og fandt at Alferne første Gang opførtes d. 29 Januar 1835; Deres Selvstændighed i Mening har altsaa den respectable Alder af 31 Aar.–Naar De nu fremdeles forklarer, at og hvorledes De kom til den Overbeviisning, at De kunde holde ligesaa gode Bordtaler som dem De havde hørt af Andre, da skriver jeg dette paa en anden Regning, nemlig den: at De ved at færdes mellem saa mange og forskjellige Mennesker overvandt den naturlige Sky for at tale offentligt. At holde Bordtaler er en Routinesag, høit regnet et lille Talent, nemlig til at gribe Øieblikket; man kan da komme ud af det med en ganske almindelig esprit, men ikke den esprit de l'escalier, som f. Ex. jeg har. Og saa kommer De over til Deres Dom i Politiken, som De selv siger at De først nu har faaet. Det er underligt at vi To skulle komme til at tale om Politik; men De bruger nogle Udtryk, som om De vilde kæmpe imod »Følelses-Politik«. Jeg kan forstaae, at De har sat Dem op imod den Brandtske Retning, som De meget rigtig betegner med den »drømmende Politik«. Dette Udtryk skulde indføres i Sproget i Stedet for hiint dumme: Følelses-Politik; thi at have og forsvare en god Følelse, saa som den nationale, er godt og rigtigt, og en Nation skal ligesaalidt som Individet fornægte den af Klogskabsgrunde; men at tildrømme sig store Resultater blot af sin varme Følelse, det er sygeligt hos Individet og upolitisk hos Staten. Jeg kan ikke troe, at vi To egenlig kunne være uenige om dette og om dets Anvendelse paa vor Sag'ndash;nemlig: at selv om vi tabte meer end Als o.s.v., skal vi kæmpe til det Yderste for vor Nationalitet, naar vi kun have Valget mellem dette og at blive Tydsklands Slaver. Men De sigter formodentlig til nogle Yttringer af den Bske drømmende Politik, saasom formodentlig Forhaabninger til Vestmagter etc.–ja der ere vi ganske enige; England især har lært os, hvad fagre Ord have at sige.–

Jeg har faaet de forskjellige Photographier fra Dem, jeg finder dem vellykkede. Jeg glæder mig til at see den mig tiltænkte Part af Bogpakken. Tak for Uleiligheden; hvis De ikke selv erindrer Navnet paa den Boghandler i Amsterdam, med hvem De har confereret, kan jeg vel faae det at vide hos Brandt; jeg ønskede nok at komme i Brevvexling med Manden . . .

I den senere Tid ere her ingen Breve til Dem ankomne; kun ligger her et fra en Skoledreng paa Landet, som beder Dem om at forære ham nogle af Deres Skrifter. Det Brev sender jeg ikke. Jeg længes nu efter at høre hvad det bliver til med Portugal-Reisen.–

Jonas slider fra Morgen til Aften, og bliver vel neppe færdig før om en Maaned endnu.

Lev vel.

Deres

21/3 66.

E. Collin.

NB. Jeg aabner Brevet igjen; nu fik jeg Deres Leyden-Brev fra Hartmann.

Kjere Andersen Deres Breve til Edvard som i Reglen besidde den herlige Egenskab, ogsaa at være til mig, gjorde med sidste Post en Undtagelse, thi da jeg afgammel Vane bad om Brevet, fik jeg det Svar at »det kun var til Edvard«.–Da den første Støthed havde sat sig noget, fandt jeg det dog ret naturligt, at De engang imellem tog Dem den Frihed at skrive udelukkende til Een og jeg gik saa vidt i min Ædelmodighed at jeg modtog denne lille ubeskrevne Side til Afbenyttelse.–

Jeg antager at E har sagt Dem at Alt er ved det Gamle her i Huset og at det brændende Spørgsmaal inden for vore 4 Vægge, ganske naturligt er Jonæ Examen og Japan eller ikke Japan, Gid det snart var afgjort og gid han var hjemme igjen'ndash;

Nu faae vi vel snart Deres endelige Reise-Beslutning at høre, og saa kan jeg jo ogsaa begynde at glæde mig til at De er hjemme igjen.–

Deres Jette Collin.

[I Margen af E. Collin:

] Jeg aabner atter Brevet for at tilføie, at hele Touren til Japan er opgivet. Det er dog temmelig haardt for Jonas, som havde saa godt og grundet Haab.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost