Dato: 6. maj 1838
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Søndag d: 6te Mai 1838.

Da Gusta og jeg idag 8 Dage kom Klk halv 12 hjem fra en Eftermiddagstour til Marslev, vare Alle til Ro, og Maren svarte paa mit Spørgsmaal om der intet Brev var til mig, at hun intet havde modtaget, det undrede mig, det havde ahnet mig hele Dagen, at jeg skulde høre lidt fra Dem, eller fra Fr. Lessøe, endskjøndt jeg jo egentlig ikke kunde vente at nogen af Dem saa hurtigt skulde besvare mit sidste Brev. Da jeg om Morgenen kom op til Thebordet laae der to Epistler, med mit Navn i Andersenske Runer, de vare begge komne Søndag Eftermiddag , paa det ældste som jeg tilfældigvis læste først stod der: Efter Indleveringstiden, Deres Karl maa have bragt det for seent paa Posthuset, saaledes fik jeg ogsaa først Deres foregaaende Brev, som De havde sluttet Tirsdagen d: 3die April, Lørdag Eftermiddag med Deligencen. – Jeg seer af Deres Breve, hvad Caroline der fra igaar af igjen er i Hjemmet, og fra hvem jeg skal hilse Dem, ogsaa har bekræftet, at De endnu føler Dem svag, derfor skriver jeg saa hurtigt igjen, det bedrøver mig saa inderligt, jeg er selv ikke stærk, har i dette Foraar følt mig svagere end i lang Tid, derfor kan jeg ikke andet end sige Dem, hvormeget jeg længes efter at høre at De igjen er fuldkommen vel, at De er i Bedring sagde Deres sidste Brev mig jo. Nu er Veiret saa smukt, vi have deilig varm Sommerluft Violer og Primulaer i Mængde; da jeg i Mandags havde læst Deres Breve og kom ned til Børnene laae der en stoer Bouquet foran mig paa Bordet, de Smaae vilde spoge med mig, jeg skulde ikke vide, hvem af dem der havde samlet den, derfor var der heftet en lille Seddel om den hvorpaa der stod: "fra Kjøbenhavn", jeg var saa barnagtig at glæde mig derover, det forekom mig som om De og Fr Lessøe da ogsaa havde Deel i den, mit Venskab følte jeg smigret derved, og jeg syntes at Violerne duftede doppelt saa smukt som ellers. – Caroline har fortalt mig Emnet til Deres Mulat som hun har hørt hos Lessøes, ja jeg kan tænke mig at det maae blive lidenskabeligt og efectfuldt, at det maae kunne begeistre Tilhørerne, gid det var færdigt, at jeg maatte see det opføre, og – at det ikke havde taget for meget af Deres physiske Kraft med sig, endnu vil De dog ikke begynde derpaa - Ikke før De har styrket Dem ved Sommervarmen og en lille Udflugt, tænk paa at De skal have Kraft til den længere Reise næste Sommer, jeg kan alt i Aanden læse Deres Breve fra Paris.

Det har interesseret mig saa meget at høre Deres Venners forskjellige Dom over Dem; hvor kan De ellers kalde de de galanteste, der kalder Dem lapset?

Maaskee dette Ord har en anden Betydning i Hovedstaden end her? Synet af det jeg kalder en Laps gjør samme Virkning paa mig som naar nogen kriller mig med et Straa om Næsen for at prøve om jeg er jaloux, jeg leer ikke fordi jeg ikke vil lee ; men jeg har en Følelse af Indignation, baade over Straaet og over Lapsen. Fr. Drewsen bruger Kraftudtryk; men man mærker at de ikke komme længere end fra Tungen, og om min Siel havde et Saar vilde jeg nok lade hende pleie det. Jette Wulfs er alt for slem, naar hun fra Digter gjør Dem til Kammerjunker. Naar jeg var Andersen vilde jeg gaae fire Gange om Maaneden til Christian Voigt , ikke allene for at ære hans Forudsigelsesgave, den har Hiemlen givet ham; men for at takke ham for hans Kjærlighed for mig, det er underligt jeg interesserer mig virkelig for Chr. Voigt skjøndt jeg aldrig har seet ham. Gid Fr Colb. for hendes egen Skyld maa faar sit Ønske opfyldt, det var sikkert, efter hendes Mening det bedste hun kunde gjøre, og maaskee det eneste hun har for Dem ! – Dog jeg kjender jo ikke Konen ! – Ørsted har sikkert Ret ! og Fr. Lessøe, – ja hendes Interesse tilhører jo i høj Grad Konsten, og hun har flere Gange i Breve til mig priist Dem lykkelig ved den Aandens Verden De lever i, hun glæder sig sikkert moderligt med Dem. – Hun har vel læst det lille smukke Digt De gav mig en Afskrift af. Kjender hun den der har fremkaldt det? Digtet er meget smukt dets Gjenstand vil vist læse det ofte, og ligner hun det Billede jeg har dannet mig af Officerens Elskede, vil det sikkert gjøre dybere og varigere Indtryk paa hende, end Frakken med det Fløjels Foer og den moderne Hat – dog hun er jo kun 16 Aar og Kjøbenhavnerinde87 , jeg vil derfor ikke fordømme hende om de to sidste Gjenstande have Værd i hendes Øjne, man maae dog endnu kunne sætte sig ind i Ungdommens Følelser fordi man selv bliver gammel, og selv i den ældre Alder har man jo Øjeblikke, hvori man gjerne vilde hænge enhver aandelig og legemlig Prydelse paa det Væsen man holder af ; men vi vilde tale om andre Ting ! – Jeg føler mig lidt angreben i Dag, og kan ikke ret samle Tankerne! Avisen til den unge Fr. Lindegaard har jeg besørget, hos Fr. Knudsen har jeg ogsaa været, hun er meget forknyt den gamle Stakkel; men undertiden rigtignok lidt underlig i sin Sorg, Deres Deeltagelse lod til at fornøje og smigre hende. Brevet tog jeg vel ikke med derhen; men jeg kunde nok huske hvad De havde skrevet. Det tydske Conversationslexicon Der Gegenwart findes hverken paa Militair Bibliotheket, i Læseforeningen eller hos Hempel, Milo har det til Salg ; men ikke til Udlaan eller Leie, jeg var der selv forleden; men Milo var ikke hjemme der stod en ung Herre i Bogladen, jeg sagde mit Ønske; men da han ikke tilbød mig at laane Bogen, blev jeg forlegen og gik min Vei, naar jeg seer Kalkar vil jeg bede ham skaffe mig det. – Jeg har siden hørt at det ikke er Brockhauses Milo har. Det er det kjedsommeligste ved en lille By at man har saa ondt ved at faae sligt, jeg tænker det skal blive bedre naar Læseforeningen kommer ret i Gang88 . De kjøbenhavnske Aviser ser jeg aldrig, Fader har lovet mig nogle af de ældre fra Foreningen; men det gaaer saa langsomt og naar de ere saa gamle er da ogsaa den første Interesse forbi. Jeg kunde maaskee undertiden see dem hos Thomsen ; men deels træffer man ham aldrig i Hjemmet, deels har jeg jo rigtignok den Svaghed, (som jeg her hjemme ret ofte maa høre,) at det koster mig den største Overvindelse, at bede Andre end netop de Mennesker jeg holder af, eller tror mig yndet af, om en Godhed eller Villighed. – "Charlatanismen" af Scribe kjender jeg og finder det moersomt, jeg har i Vinter havt endeel franske Comedier fra Kammerherre Holstein, deriblandt var Scribes "La cammeraderie"89det er for 1838, og i mine Tanker noget af det Bedste jeg har læst af denne Forfatter, jeg fik næsten Lyst til at oversætte det ; men saa tænkte jeg at det maaskee alt var under Arbeide. Ingemanns Renegat har jeg endnu ikke læst, jeg er saa angst for Alt hvad der kan henregnes til Obscurantisme, og det synes mig sielden Ingemanns Poesier ere fri for, den Mand har vist langt mere Aand og Hjerte end Forstand og Klarhed. – Hvor mit Brev er kjedsommeligt idag, det trætter mig selv i den Grad at jeg af Godhed for Dem vil lægge det hen, thi hvorledes vil da De kunde holde ud at læse det. –

Mandag d: [7. Maj 1838].

Adjunct Hansen90 var her idag han saae saa meget paa Deres Portrait fandt det smukt, liigt, og saa uhyre genialsk han syntes at det mindede saa meget om de Kobbere man har af Schiller. De er jo blevet modeleret to Gange siger Fader mig at han har seet af Konstbladet91. – Skriver Du til Andersen sagde Eline i dette Øjeblik, saa siig at jeg længes bitterligt efter at han skal kommer herover! Jeg skriver det virkelig svarede jeg ; men paa Vilkaar at Du ikke som sidst reiser til Bogense eller Middelfart naar han kommer; men Andersen skal først see Jødinden gaae inden han kan forlade Kjøbenhavn, ellers maaskee han bragte os sin Bog naar den er udkommet ! – Lille Bertha Schønheyder er saa syg af en Betændelse i Hovedet og jeg har en saa ubeskrivelig Angst for at miste dette lille kloge kjærlige Væsen at mine Tanker næsten ideligt, dreie sig om dette Punkt, og flygte her fra Brevet til hende, var det ikke til Broderen, der desuden ikke er rask, vilde jeg slet ikke skrive; men det forekommer mig som om han alligevel vil tage tiltakke med mine uordnede Ideer. – Der er en Ting mig selv, og ingen Anden angaaende hvorom jeg gjerne vilde have talt med Dem; men jeg kan idag ikke faae det i Pennen, jeg vil hellere bie til vi sees, De vil jo da have en rolig Time tilovers for mig? Det er desuden om Noget, der maaskee alt er afgjort. – Her er idag en ganske mærkelig Auction i Byen, hos den gamle Grevinde Rantzau92 , der er tyve Gulduhre, en Mængde Preciosa, deriblandt 3 Fingerringe med Uhre i, Schawler og hele Stykker Tøi som i en Kjøbmandsboutik. Den stakkels Minna Levetzau93 der er den eneste Arving til Alt, er saa svag, hun skal nu gjøre en Udenlandsreise for sit Helbred; men Lægerne ryste paa Hovedet. Det maa være tungt for deres Ven, der er dog ingen Lykke fuldkommen i Livet. En anden Nyhed hørte jeg ligeledes igaar der frapperte os Alle, nemlig at Dr. Ruge94 der for Tiden er i Hamborg med sin Kone, og har været meget svag i Vinter, ved sin Hjemkomst vil sælge sine Ejendomme, opgive sin Praxis, og for sit Helbreds Skyld, reise med sin Familie til Nordamerica, og blive Landmand der; jeg veed det fra Fr Ruges nærmeste Familie, der naturligviis ere meget bekymrede derover, den stakkels Kone, hvor der dog i et saa klart Hoved som Ruges kan være en saa urolig Aand, hvis han nu døer paa Reisen, eller derovre, hvad skal der saa blive af hans Familie, her ville Mange savne ham, især de Fattige. – Det skal imidlertid være en Hemmelighed endnu troer jeg; men Ruge er jo ikke bekjendt i Kjøbh., og De taler jo heller ikke derom. – – Jeg skal vist ikke omtale hvad De skrev i Anledning af Ranzau Breitenburgs Bestræbelser for Dem: "Det gaaer ikke" siger De; men: "aufgeschoben, ist ja nicht aufgehoben", jeg synes jeg har et godt Haab, naar De blot maae kunne opnaae det mens Kongen lever. Jeg syntes at jeg havde saa mange Ting at sige Dem da jeg begyndte disse Linier; men jeg mindes kun at jeg vilde takke Dem, fordi De havde skrevet saa hurtigt, ja sendt mig to Breve efter hinanden, takke Dem for hvad De har fortalt om Deres Arbeider, sige Dem, hvor meget Udlandets Paaskjønnelse af disse har glædet mig, sige Dem, at jeg haaber lyse Timer for Deres Fremtid. – Lad Tante kun spendere sine Lys; det klæder hende godt at være lidt spendabel, jeg har forlængst i Aanden illumineret for Digteren, det er gaaet mig som Christian Voigt , jeg har altid vidst hvad de Andre nu have lært! Lidt længere hen skal jeg have broderet et Baand til Deres Portrait, der maae da komme en Laurbærgreen paa det, ellers kan Digteren ikke trives under det, det er godt De har den botaniske Have i Nærheden! De synes vist at jeg er lidt slem; men Sandheden er dog, at jeg gjerne vilde see alle dens Laurbærgrene om Deres Hoved, og ønsker at alle Glædens Solstraaler, og Tilfredshedens Maanelys maatte illuminere lige saa klart for Dem, som det lille Lys i Søster Jettes Pande ! ?? Levvel, og beed at lille Bertha maae leve, det er ellers den anden af mine smaae Elever jeg mister i de Par Aar jeg har læst med dem, den første kjendte jeg saa lidt men Bertha holder jeg saa meget af, o, jeg vil saa nødig miste hende ! Levvel ! Fader, Model og Søstrene hilse Dem hjerteligst, og jeg er som altid Deres meget hengivne Jette H–

Hils Fr. Lessøe! Caroline har maattet fortælle mig saa meget om hende det har ret fornøjet mig at høre, Caroline bidrager meget til at gjøre Hjemmet livligt, naar man nu blot havde den Følelse, at hun selv havde godt af at være her, hun tager nok snart til Marslev ! – Schleppegrell har endnu ikke deres Portrait; men jeg tænker det kommer inden De kommer min Herr Ridder af det blaa Baand, ja det maae De dog takke Schleppe for, jeg tænker hun er støt over at det ikke findes paa Portraitet. – Da jeg begyndte mit Brev havde jeg foresat mig, ikke at opmuntre Dem til at komme herover, fordi det virkelig ofte har tynget som en Bebreidelse paa min Siel, at jeg engang for flere Aar siden ogsaa gjorde det, og at De vist ofte har fortrudt dette Ophold, min eneste Trøst er da, at De paa Hjemreisen tilbragte ligesaa lang Tid paa Nøragergaard95 , og – at der gives Skjæbne og Tilskikkelse. Da jeg begyndte mit Brev vilde jeg ret være fornuftig, og nu har jeg dog ikke været det! Disse Linier faaer De paa Fredag, mens jeg er i Kirken hvor jeg vil bede for Dem og alle mine Kjære, tænk lidt paa mig naar De om Eftermiddagen hører Weises smukke Phantasier, jeg vilde ogsaa gjerne høre dem; men det skeer maaskee aldrig. Levvel, og bliv rask! –

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost