Dato: 26. april 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

534. Til Henriette Collin.

Sanct Sebastian den 26 April 1866.

Kjære Fru Collin!

Jeg er i Spanien! i denne Eftermiddag Klokken 3 1/2, Fru Drevsen kal­der det Formiddag, kom jeg her fra Bajonne. Ogsaa der fandt jeg ved et Brev fra Bordeaux, som een af mine franske Venner gav mig en hjertelig Modtagelse og tilbragte Middagen i en mege[t] elskværdig Familie; i Avi­serne i Bordeaux stod ved min Afreise »den Fremmede man har seet i Ge­neralens Loge er den danske Digter etc.«–Jeg gik fra Bajonne med sam­me Tog som Dronningens Moder Christina, der var derfor Musik af baskiske Spillemænd paa Banegaarden i Irun, den første Station i Spanien, vi blev der en heel Time, hun tog her Dinée. Jeg bliver endnu imor­gen over her i Sebastian hvor jeg har den meest fortryllende Udsigt fra mine Vinduer ud over Havet; det er blikstille, det er som om det vilde bebreide mig at jeg ikke turde betroe mig til det. En Mængde Drenge ere ude at svømme, det er en Varme, saa at jeg gyser for Reisen videre frem. I Bayonne sagde man at jeg vist neppe udholdt det, men nu maa jeg ud­holde det! jeg er anbefalet til en, som det synes, elskværdig Spanier her i St Sebastian, der igjen giver mig Brev til en Ven i Burgos og derfra naaer jeg i en Eftermiddag og een Nat Madrid, men her begynder Prøvelsen; 30 Timer, hører jeg nu, har jeg med Deligensen, en Kasse uden Fjedre; enfin! nu er det saaledes engang bestemt. »La ila illala!« siger Tyrken og giver sig hen! De skal ikke sige til Blædel at jeg siger det samme. Paa hele min Reise, gjennem Tydskland, Holland og Belgien, ligesom ogsaa i Pa­ris, saae jeg overalt i Vinduerne Kaulbachs Billede til mit Eventyr Enge­len, det var som om jeg ligesom Bibelens Tobias havde min Skytsengel med mig. I Bordeaux saae jeg ikke længer dette Billed, men imorges i en af Gaderne i Bajonne, hilser mig igjen fra Vinduet »Engelen«; jeg gik strax ind og kjøbte dette Photographikort og saae at det var taget i Spanien. Jeg betragtede det som en godt Varsel at fra Spanien modtog mig igjen her, Engelen. Det Billed er blivet mig som »den røde Traad« for min Digter-Berømthed; hvor Faae har Vorherre her forundet, selv af de Store, de Evige, at see i deres Levetid deres Skrifter og Tanker saaledes baaret om; hvor jeg dog bliver ussel Lille i al den Naadegave! jeg maa græde der ved. Fortæl Fru Valia Lund dette, jeg troer hun derved vil forstaae mig bedre, og jeg skatter hende Meget. Hils hende!–Nu ruller Havet uden­for, det er Flod Tid og varm Sommeraften.

Burgos den 29 April 1866.

Igaar morges forlod jeg St Sebastian; var jeg fra Bordeaux gaaet med Dampskib da havde jeg i smukt Veir denne Aften naaet Lissabon, men hvem kunde forudsee det! Aldrig har jeg passeret saa mange og lange Tuneler som her i Pyrenæerne; Sneen laae paa Bjergene og den baskiske Luft var saa kjølig at jeg tog min Vinterfrakke paa, men nu begynder igjen Varmen. Den halve Vei havde jeg en tydsktalende Franskmand hos mig og da denne forlod mig kom en ung Spanier, der forunderlig her, talte særdeles godt Tydsk og Fransk, han med de andre Spaniere vare meget opmærksomme mod mig, men forudsagde mig en høist besværlig Deli­gense fart paa 30 Timer mellem Madrid og Badajos. Hotellet jeg boer i »fonda del Norte«, udmærker sig ikke ved Reenlighed, de forstaae ikke et Ord Fransk, men jeg hjælper mig som jeg kan; i Nat, vil Gud, kjører jeg hele Natten over Valadolid og Escurial og venter imorgen tidlig at naae Madrid.

Madrid den 30 April 1866.

Nu er jeg her! Reisen var ikke saa trettende som jeg havde troet, men det var ogsaa koldt, saa at jeg ønskede at have min[e] Pelsstøvler, som jeg sendte hjem fra Amsterdam, eller min Kappe, som jeg lod blive i Bordeaux, hvor Varmen var saa særdeles stærk. Jeg hører at iforgaars, to Timer efter at jeg var i Miranda, et stort Klippestykke er styrtet ned over Bane­gaarden, og endelig at en Deel af en Tunnel, jeg har passeret er gaaet itu. Endnu er jeg altsaa blandt de Heldige, men hvor længe. Denne Natreise var slet ikke behagelig og hele tre Gange har jeg i Spanien maatte aabne min Koffert og lade dem rode om. Jeg er i Dag strax gaaet til vor danske Consul, en Spanier, Baron Haber, men han er i Paris, saa at jeg ligesom forrig[e] Gang jeg var her staaer uden al dansk Beskyttelse. Jeg fortryder nu aldeles at jeg ikke gik tilsøes, thi her hører jeg nu at Reisen til Badajos varer i 42 Timer, jeg kan ikke tro at jeg holder det ud, men nu vende om, er ogsaa aldeles mod min Natur, jeg skal nu denne Vei, jeg gruer for den og giver mig aldeles hen. Gud har forundt mig saa meget godt at jeg maa tage mod hvorledes han ogsaa har bestemt at slutte Historien. Vær takket og velsignet for alt Godt hjemme!–Fru Roberedo i Paris gav mig Brev med til den portugisiske Gesandt i Madrid, han er nu min eneste Hjælp; jeg har i Dag forgjæves søgt ham men hans Frue var meget elskværdig og sagde vel at det var en høist besværlig Reise over Land til Portugal, men det var den bedste Tid jeg gjorde den paa, at man antog Veien for sikker og at hendes Mand vist gav mig Brev til den portugisiske Consul i Badajos, at jeg der kunde have Een at holde mig til om jeg blev overanstrengt af Reisen.–

Den første Mai.

Nu har jeg været hos den portugisiske Minister, og han lover mig al Beskyttelse, for saa vidt den kan loves; jeg har allerede i Dag taget Plads med Cureren592 som reiser Torsdag (3die) om Aftenen, der er kun to Pladser i Vognen; men i Dag har jeg faaet en ny Skræk; ved Frokostbordet blev jeg tiltalt af en Spanier, der spurgte om jeg talte Fransk og talte Noget om imorgen, jeg fik ud deraf at det er da en national Fest; da jeg senere talte med den svenske Gesandt Steding, sagde han mig at der taltes om Optøier593, man var ikke vel stemt imod Franskmændene, jeg taler nu Fransk og betragtes vist i Hotellet som saadan; fløtte hen hvor Stedding boer i Hotel de Paris er vist nok ligesaa usikkert594; jeg vil imidlertid haabe at her bliver Ro og Fred, at det er løs Snak, men at jeg er angest kan jeg ikke skjule og fortryder nu aldeles at jeg ikke gik til søes, men Guds Villie skee! –Naaer jeg Lissabon da skriver jeg naturligviis strax. Gid at jeg var i Portugal, selv om Reisen er nok saa besværlig. Hils alle Kjære! naar dette Brev er hjemme, vil jeg have prøvet det Værste antager jeg.–Mit Haab er at Alt bliver bedre end jeg frygter. Nu er der intet andet end at lade staae til. Gud slipper os ikke! Lev vel

Deres trofaste

H. C Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost