Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 25. maj 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Lucie Marie Ingemann, f. Mandix
Sprog: dansk.

Lissabon den 25 Mai 1866.

Kjære Fru Ingemann!

Tak for Deres Brev, jeg fik det i Holland. Siden den Tid har jeg en ny Rigdom af Erindringer. I Holland, Belgien, Frankerige, ja selv i Spanien, overalt har jeg mødt Venner og stor Velvillie; ikke drømte jeg om at mine Skrifter ere saa kjendte som de ere. I Paris var det især vor hjertensgode Kronprinds der ved alle Leiligheder søgte at glæde mig; med ham var jeg paa den keiserlige Tribune og saae Veddeløbene ved Vincennes; min Fødselsdag den 2den April kom han hjem i min Bopæl for at lykønske mig. Det var fornøieligt at høre hvor godt Pariserne talte om ham; hans beskedne Fremtræden og jevne, elskværdige Væsen tiltalte særdeles. Jeg lærte den gamle Rossini at kjende og hos vor Landsmand Frøhlich saae jeg smukke Tegninger til den ny illustrerede Udgave af de Eventyr og Historier Petersen ikke har givet Billeder til. I Bordeaux saae jeg den berømte Madam Ristori som Medea, Noget mere fuldendt i tragisk Kunst har jeg aldrig seet, det var saa følt, saa sandt, saa plastisk; det var ikke en Furie, Medea der dræber sine Børn, det var den tragiske Musa selv som handlede. Det ustadige Veir holdt mig fra at gjøre den lange Søreise fra Bordeaux til Lissabon og jeg reiste over Land; til Madrid havde jeg Jernbane, men herfra begyndte en høist besværlig Reise med Coureren; først ved Portugals Grændse fandt jeg igjen den aabne Jernbane; i hele to Dage og tre Nætter maatte jeg uafbrudt holde ud, der var intet Andet for. Mad og Drikke førte jeg med. I en uhyggelig Stemning forlod jeg Madrid, jeg fandt ikke Landet behageligt at reise i; jeg forstod ikke Sproget og altsaa ikke Stemningen; Veiene vare vildsomme og øde; langt var der fra By til By; Røvere frygtede jeg ikke for thi Vei-Politiet synes fortræffeligt, men jeg fornam en Forladthed, saa at jeg fortrød at jeg ikke var gaaet tilsøes; man havde i Lissabon ventet mig med det franske Dampskib, da det kom havde alle danske Skibe, ikke færre end 14, heiset det danske Flag for at hilse paa mig, men jeg var ikke med. Phantasien piinte mig lidt paa denne Reise, just i det den var saa trættende og jeg ganske ene, men Phantasien havde ogsaa givet mig en Slags Votivtavle. Mit Eventyr "Engelen" veed De at Kaulbach har illustreret og dette, i Portraitkort Format saae jeg overalt i Holland, Belgien og Frankerige, først ved Sydgrændsen, i Bayonne, var det ikke at see, men den Morgen jeg forlod Bayonne opdagede jeg igjen i et Vindue "Engelen", som jeg da gik ind at erholde, og saae nu at det var et Aftryk fra Spanien, det tog jeg for et godt Varsel, at fra dette Land "Engelen" kom mig i møde og fulgte mig, som eengan[g] en Helligere fulgte den unge Tobias. Søndag Morgen den 6 Mai naaede jeg Lissabon, Familien O Neills boe en halv Miil udenfor Byen, jeg tog herud og blev glad og hjerteligt modtaget; Fruen i Huset er hjertelig og elskværdig, Sønnerne to prægtige Drenge, de, ligesom Faderen tale meget godt Dansk, desuden Engelsk, Tydsk og Fransk; vi boe paa en Høide i en meget beboet Egn, der seer aldeles Dansk ud, med Kornmarker og Grønt, men Olietræet voxer i Kornet; Haven har et Gjærde af favnhøie Cacter og Aloer; Geranier med ildrøde Blomster danne hele Gjærder hvor Passions-Blomsten, som Slyngplante holder sig i riig Fylde. Her er i Naturen en Blanding af Syd og Nord; Hyldetræet blomstre ved Siden af Granattræer, de to tilsammen danne de danske Farver. Egnen her var for 20 Aar siden meget berygtet; her huserede en Røver; den store Aqvaduct ikke langt fra vort Huus, var Stedet hvorfra han nedstyrtede sine Offere; da han blev henrettet spurgte man ham om han aldrig havde fornummet til Samvittigheden og han svarede: Nei! Kun een Gang, efter at han havde styrtet en ung Kone, tog han hendes lille Barn, kastede det høit i Veiret over Aqvaduktmuren, da havde Barnet troet at det var en Leeg og havde smilet til ham i Glæde, dette Smiil piinte ham længe sagde han. I næste Uge skal jeg see Corpus Domini Processionen, Dagen efter tænker jeg at reise et Par Dage til Setubal een af de meest tropiske Egne her i Landet, senere besøger jeg Cintra, som Byron kalder det nye Paradiis, der boer paa det høie Fjeldslot Kong Fernando; jeg er her i Byen blevet modtaget af ham, han var høist elskværdig og førte mig selv om i sin deilige Have. Det er endnu meget kjøligt Morgen og Aften, altid er det stormfuldt, man siger det er et usædvanligt Aar. Hils mine Venner i Sorø, Wilsters, Harders, Rossings, Siboni, Deres egen Sophie og glæder De mig med Brev da sendes dette til: Monsieur Msr: Georg O’Neill, chevalier, consule du Danemarc a Lisbonne. Og nu Gud glæde og bevare Dem. De veed vel af Aviserne at Keiseren af Mexico har hædret mig med Commandeurkorset: Notre Dame de Guadaloupe.

Hjerteligst H.C. Andersen.

[Tilføjelse i marginen s. 1:] N.B. Som dette røde Blad, saaledes seer hele det store Træ ud, heelt op ad Muren.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus